1-2En nat blev Jesus opsøgt af en af jødernes ledere, en farisæer, der hed Nikodemus. Han sagde: »Rabbi, vi ved, at Gud har sendt dig for at undervise os. Ingen kan gøre de tegn, du gør, hvis ikke Gud hjælper ham.« 3Jesus svarede: »Nu skal du høre: Kun den, der bliver født igen, kan se Guds kongerige.« 4»Hvordan kan et voksent menneske blive født igen?« spurgte Nikodemus. »Man kan vel ikke kravle tilbage i sin mors mave og blive født en gang til?« 5»Man bliver født igen ved at blive døbt og få Helligånden. Hvis man ikke bliver det, kommer man ikke ind i Guds kongerige,« svarede Jesus. 6»Den, der er født af et menneske, er kun et menneske, men den, der er blevet til gennem Helligånden, er ånd. 7Hvorfor er du overrasket over, at jeg sagde, at I skal fødes igen? 8Vinden blæser, som den vil. Du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den er på vej hen. Sådan er det også med dem, der er blevet til gennem Helligånden.« 9»Hvordan kan det lade sig gøre?« spurgte Nikodemus. 10»Du er en af folkets store lærere,« svarede Jesus, »og så ved du ikke det? 11Nu skal du høre: Jeg taler om det, jeg ved, og fortæller om det, jeg har set, men I tror ikke på det, jeg siger. 12Hvis I ikke tror på mig, når jeg fortæller jer om det, der sker på jorden, hvordan skal I så tro på mig, når jeg fortæller jer om det, der sker i himlen? 13Der er ingen, der har været i himlen ud over mig, Menneskesønnen, der er kommet ned derfra. 14Dengang i ørkenen løftede Moses en bronzeslange op for at beskytte sit folk mod slangebid. På samme måde vil Menneskesønnen blive løftet op på et kors, for at den, der tror på ham, kan få evigt liv. Johannes 3,1-15

Det er nat og et menneske opsøger Jesus. Natten rummer sine særlige møder og tanker mellem mennesker. I mørket kan vi skjule os og åbne os op for det som fylder, og som vi ikke helst vil have frem i lyset.

Vi har alle erfaringer og minder om samtaler i natten. Natte samtaler har sin egen ligefremhed og ærlighed over sig. Gåture som ung gennem byen en sen nat, hvor de fleste mennesker er inden døre og sove, måske i følgeskab med en anden. Disse møder og samtaler har sin helt egen stemning. Det åbner et rum for tanker og samtaler som ikke tåler dagens lys.

Nikodemus er hans navn. Hvad vil han? Hvad er det han søger i natten? Han kommer fra dagen og den verden han tilhører. Jesu tegn har gjort noget ved ham, siger han. Noget kan ramme os og skabe uro i vores værdier og livssyn. Er han kommet i tvivl om sin egen plads i livet? En angst har måske fyldt ham og tvivlen om hvad meningen med livet er? Han leder efter noget som kan fylde ham med en livsfornyende kraft. D

Mennesket har altid haft et særligt forhold til natten og mørket. Gud indrettede i sin skabelse det så viseligt, at dag og nat med dets lys og mørke, skulle skabe en rytme i menneskers liv. I tusinder af år har vi brugt dagen og lyset til at gøre Gud noget af kunsten efter, nemlig at arbejde, skabe, udvikle – og ødelægge, og når mørket sænkede sig over jorden, var det tid at trække sig tilbage, hvile og få nye kræfter til når dagens lys igen viste sig, stå op og gå i gang.

I lyset er alting synligt. Vi kan se verden og hinanden, og lyset har altid haft en positiv indvirkning på mennesket, og mennesket bliver da også skabt af Gud på den sidste skabelsesdag, inden Gud trækker sig tilbage, holder op med at arbejde og søger hvile. Mørket og natten har ikke underligt tiltrukket sig stor opmærksomhed. For om natten kan der jo foregå andre ting end blot at sove. Der er jo ingen der kan bestemme at vi skal sove, hvis vi ikke vil. I lys af mørket har mennesker foretaget sig ting der ikke kunne tåle dagens lys.

Mørket er i historien blevet forbundet med ondskabens kræfter. Det er som om mørket giver ly for det vi ikke tør eller kan vise frem om dagen. Der er noget fascinerende og samtidig uhyggeligt ved mørket. ”Det mest interessante sker i mørke” skrev en fransk forfatter.

Nattesamtalen mellem Nikodemus og Jesus virker nok fjern i tema og tid for os. Hvad er det dog de taler om? Nikodemus kommer til Jesus og bekender sin tro: vi ved at du er en lærer der kommer fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.

Jesus udfordrer Nikodemus tro, for at bringe ham lidt videre end bare at bekende nogle tros formler, som når vi siger Trosbekendelsen i dag ved dåben, og vel egentlig ikke tænker nøjere hvad de betyder. Jesu svar på bekendelsen vil gerne tage N. med på en vandring, som gerne skulle blive til en nyfødsel. Jesu svar er kort og præcist: ”den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”.

For at kunne komme til se noget på en anden måde end før, kræver det omvæltninger, store forandringer, ligeså store som en ny fødsel netop antyder. Nikodemus søger nattens mørke fordi han måske håber, at der ud at dette mørke når dagens lys viser sig, er foregået en forandring af ham selv. Som når vi selv en gang imellem ligger i nattens mørke og kværner med problemer eller overvejelser, som vi beder til når dagen og lyser vender tilbage må være overstået og vi kan træde ud i verden afklaret og i en forstand nyfødte.

Det, som jeg hører Nikodemus spørge om, er ikke så bogstaveligt, som det høres – men hans spekulationer går ud på, at vi ikke kan komme fri af det, vi er. Det liv, vi allerede har levet kan vi ikke leve om – alt det vi har sagt og tænkt og gjort – eller ikke gjort, det er dog det, der har formet og bestemt vores liv – og gjort det til det, det er i dag. Hvordan skulle man kunne lade det ude af betragtning og så begynde forfra? Vi forsøger det vel indimellem – eller tænker i hvert fald: nu skal det være anderledes.

Ny-fødsel er ikke at forlade kødet, kroppen og eksistensen, og så at sige ruller tiden tilbage i moderskødet. Én gang født betyder at du er kommet til verden. Det jordiske er livet vi lever her og nu. At være i det jordiske er at møde livet med hvad det nu vil møde mig med. Det er at forstå at vi er skabte og kropslige væsener, ja, det er at vi er født, og er vi ikke det, kan vi ikke se, ikke gå, ikke arbejde, ikke spise, ikke græde, ikke le, ja, ikke være til.

Det jordiske er livet med alt hvad det rummer og rækker til.

Nikodemus kommer til Jesus fordi han set ikke bare et menneske er kommet fra Gud, men at dette Guds-menneske åbner med sine tegn for noget mere.

Jesus er jordisk som vi, men han også noget mere. Det jordiske er det begrænsede, men bestemt også det der sætter rammer for et liv og gør os trygge. Jesus taler om det jordiske som kødet, at vi er født af kød. Altså at vi selvfølgelig er født til verden; kommet af kød for at leve som fysiske mennesker her. Intet overraskende ved det.

Der er mere til i livet end det. Jesus peger på Guds rige, som kræver en ny fødsel. Som vi lyttede til det før i velsignelsen efter dåben af Dagmar og Noah : genfødt ved vand og Helligånden, skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv.

Det er Guds riget som barnet i dåben får plads i, alt imens det forsætter sit liv i kød og blod herefter. Dagmar og Noah er genfødte i dåben! Det er den fødsel Jesus taler om til Nikodemus. Det handler ikke om at børnene og Nikodemus skal tilbage i moderlivet.

Det fortæller at selvom vi er bundet til det liv vi er født til, er fødslen på ny et løfte om, at mennesket ikke mere skal være trængt og bundet af alt det, som vil indskrænke det og gøre det afhængigt.

Jesus taler om Guds rige, om at fødes på ny, fødes af ånden, om det himmelske.

Han bruger et billede fra naturen for at illustrere, hvad det vil sige at være født af ånden. Vinden, der blæser, er hans symbol. Vinden er uhåndgribelig og anderledes end de andre af jordens fire elementer. Jord, ild og vand er bundet til et bestemt sted, og det er muligt at se og forholde sig til disse elementer gennem sanserne. De kan til en vis grad også kontrolleres af menneskehånd.

Det jordiske er det begrænsede. Hvor vi er trygge og tilpasse, hvor vi udøver vores magt over livet. Vi kender alle til erfaringen af, at det jordiske er det samme og det samme. Hver dag, hvert øjeblik. Hvad gør vi med alle vore anstrengelser, vor fortvivlelse, vor begejstring, vor gråd og vor latter? Den fornemmelse af at køre videre ad det samme spor. Følelsen af at ikke kunne slippe ud af noget. At blive fri på en anden måde end bare at gøre det jeg plejer, og ikke følge de normale menneskelige veje.

Som vinden blæser derhen den vil, sådan er det med ånden i fødslen på ny, at jeg vil gå derhen, hvor Gud fører mig, og ingen – ikke engang jeg selv – vil vide, hvor det fører hen. Amen