Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. AMEN  Matthæusevangeliet 26,17-30

Prædiken. Skærtorsdag (I)

Over bordet med den hvide dug. Det var som en ø af lys under den sagtmodige lampe. Og dér den stegte due i en lille jerngryde (…). Duen var stegt i flødesovs, og hun havde drysset lidt tørt brød i, og ved siden af stod et glas gelé…

Det var en lille lysning i tilværelsen, en betydning af den slags, der gør det stedfundne til en situation. I erindringen er situationen i det lille gamle hus midt i byen en lykkelig stund i et ellers smattet mørke…

Sådan skriver digteren Jørgen Gustava Brandt i sine erindringer. Brandt fortæller, at han som ung stak af til Paris for at blive kunstmaler…

Det var i efterkrigstidens Europa, hvor han hutlede sig igennem tilværelsen. Han levede usselt, tilfældigt og i kriminelle miljøer, inden han vendte hjem til Danmark igen…

Uden arbejde, uden uddannelsen og uden fast bopæl og uønsket i det fædrene hus, han var stukket af fra…

Men der var altså af og til en dør på klem i Pilestræde, og i visse vinterskumringer ventede min mor på mig med en stegt due (…) En lille lysning i et ellers smattet mørke, fortæller han…

En due i flødesovs. Der er ikke mange mundfulde på sådan en fugl. Hvad forslår det i en sulten ung mands mave?

Vi må forstå duen som et tegn på, at måltidet handler om langt mere end ernæring, det handler også om varme, nærvær, forbundethed, fællesskab.

Med duen gav moren Brandt noget af sig selv. Et sted at høre hjemme, en kærlighed, der kunne holde til alt, ligesom i nadveren…

Det er et kærlighedsmåltid, vi hører om skærtorsdag med nadverens indstiftelse. Jesus spiser det jødiske påskemåltid sammen med disciplene for at erindre deres fælles historie og styrke et håb om en fælles fremtid…

Ligheden mellem nadverbordet og køkkenbordet er jo slående. Vi taler ind imellem om et himmelsk måltid. Vi kan være i den syvende himmel, medens vi i ro og mag sidder i vores køkken og deler et måltid med hinanden.

Hvis ikke vi smagte på Guds rige i vores liv allerede nu, så kunne vi slet ikke danne os nogen forestilling om det…

Når maden går rundt, når vi deler brødet, når vi giver hinanden opmærksomhed, og vi udveksler ord med hinanden opretholdes både livet og relationer mellem os, vores egen krop og fællesskabet krop…

 At dele gør os ikke mindre, men gør os delagtige i noget, som er større end os selv, noget som sprænger vores egen begrænsning…

At spise sammen er også at spise sig sammen. Det er at være sammenspist (altså i ordets bedste forstand)…

Det fælles måltid er (fortsat i en ellers fortravlet hverdag) et fast pejlemærke for vores hukommelse. Minderne tidsfæstes, de hellige timer, som vi husker, når alt andet er glemt…  

Ligesom Jørgen Gustava Brandt i sine erindringer husker en lykkelig stund i det lille gamle hus i Pilestræde med duen i flødesovs, en lysning i mørket, en dør på klem, et sted, en situation, der bekræfter et tilhørsforhold, en kærlighedsrelation på trods…  

Da Jesus deler påskemåltidet med sine disciple, så ved han godt, at det vil blive det sidste. Han kender til sin forestående lidelse og død. Han kender til adskillelsen fra disciplene.

I legemlig forstand ville Jesus være fraværende. Men han giver brødet og vinen, som et legemligt pant på, at han ville være iblandt sine disciple - usynlig og dog til at gribe og føle på. I ved, ligesom vi griber om det pant, som vores elskede giver os, når vi for en tid skal være skilt fra hinanden…  

Og han giver dem det på trods, selvom han ved, at de alle sammen vil svigte ham, inden aftenen er omme.

Og der sidder han så og dypper sit brød i det samme fad som dem, disciplene. De er der alle sammen, vennerne…

Ham, der forråder ham, ham, der svigter ham, og ham, der fornægter ham...

Det underfulde er, at Jesus bliver siddende sammen med dem, imens han betror sig til dem, giver sit kød og sit blod – hele sig selv. Han vil dø for dem, der vil forråde ham…

Påskens fortælling vidner om én, der gik hele vejen og gav sig selv helt. Derfor er skærtorsdagsmåltidet også den stærkeste kærlighedserklæring, der nogensinde er udtalt:

At Guds kærlighed rummer os alle, også den, der er kommet langt hjemmefra. Gud holder fast ved os, også når vi har svigtet og fejlet…

Når vi ikke tog os af hinanden, når vi lod den anden i stikken, når vi stak af. Vi har brug for at høre at vi har hjemme et sted og hører sammen trods alle tab…

I resten af vores tilværelse skal vi yde, præstere og fortjene. Men her er et sted, hvor én giver hele sig selv, og vi skal intet yde til gengæld, vi skal bare tage imod…

Brødet og vinen giver han (Jesus) os i hænderne og i munden til at spise og drikke for at vise, at den almægtige Gud i sin kærlighed kommer os så tæt ind på livet som muligt…

Når vi knæler her ved alteret, sættes vi i fællesskabet med alle andre rundt om det bord, der rækker gennem tiden og hele vejen ind i evigheden, hvor alle, levende og døde, sidder med og får del i Gud selv…

Her bliver vores forestillinger om status, prestige og magt ophævet, her er vi alle lige. Den samme ligeværdighed erfarer vi gang på gang, at vi har vanskeligt ved at efterleve i vores fællesskaber i øvrigt...

I en tid hvor magtbalancer på verdensplan forskyder sig, og den velkendte verdensorden er vendt på hovedet, så har vi brug for håbet om en anderledes orden og mening. Her er et sted, en situation, der overskrider tid og rum og som skænker os et håb af en anden verden…

Det er håbet om den kærligheds magt, der er med til at holde os i live, så vi igen og igen ser muligheder for en ny begyndelse, en ny fremtid.

Måltidet her en forsmag på det, vi længes efter – en himmelsk mundfuld af det fuldkomne fællesskab i Guds rige…

Det er bare en lille mundfuld, et pant på en kærlighedsrelation – usynlig og dog til at føles på. Et stykke rejsekost kunne vi kalde det til vores livsvandring…

Det himmelske har altså sin gang på jorden. Hvis ikke vi smagte på Guds rige i vores liv allerede nu, så kunne vi slet ikke danne os nogen forestilling om det…

Det tager sin begyndelse lige her – lige nu. 

Trods alle tab er der i ethvert (smattet) mørke en dør, der står på klem, en lysning at gå efter. Et lys, der falder over os og verden blidt og nådigt. 

Det er det lys, der bryder frem af morgenrøden påskemorgen. AMEN…