Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« 

 Matthæusevangeliet 25,31-46

Hvem kender ikke til at komme til et sted i livet, og ikke vide hvad vi skal, og om det er godt nok det jeg gør, gør jeg det rigtige, og er jeg god nok.

Vi står rådvilde og brug for et par øjne og ord, der ser mig, taler til mig. I mange situationer bliver vi vores egne værste dommere.

Vi mangler en instans til at skille os selv og vor egen personlighed ud fra hvad der sker omkring os i den verden vi er en del af og det liv vi lever. Vi bliver jaget ind i evig strøm af søgen efter alternative former for selvbekræftelse, fordi der ikke er nogen som fortæller os om det vi har gjort, er godt nok, eller vi er kommet på gale veje og det er på tide at stoppe.

Vi kan ikke flygte fra mørkesiden i os selv og i verden; der er en masse, vi ikke kan gøre godt igen eller gøre ugjort. Andre kan derfor have deres gode grunde til at ville forkaste os. Skylden kan blive så tungtvejende, at vi ikke kan tilgive os selv. Det presserende spørgsmål bliver da ”vil du, Herre, også forkaste mig”? Det er et angstfyldt spørgsmål, et åbent sår, som søndagens evangelietekst kun gnider salt i.

En præst skrev for mange år siden en artikel om sorg og hvad det gør ved et menneske pludselig at få at vide, at du er syg og du skal nok ikke regne med at leve længe. En mand bankede en dag på præstens dør. Han var midt i tresserne og stod pænt og uskyldigt uden for døren og ville høre, om præsten havde tid til en samtale. Han fortalte præsten at han fået at vide af sin læge, at han led af en svulst i hjernen, der ikke kunne helbredes, og han ikke skulle forvente at kunne leve mere end et par måneder. Med den besked var han kommet for at lave aftaler med hensyn til sin begravelse. Hvilke salmer der skulle synges, den bibeltekst han ønskede at præsten skulle læse højt i kirken. Han sagde lidt undskyldende at han godt nok var medlem af kirken, men ikke havde brugt kirken meget i sit liv. Længere henne i samtalen med præsten gik han til bekendelse, og fortalte at han i løbet af sit liv har været årsag til et par aborter.

Vi ser i mødet her et menneske der ved livets afslutning kæmper med sin skyld og sit selvværd. Et ubetinget ansvar fyldte pludselig hans liv.

Med udsigt til det korte liv han havde tilbage at leve ville han gerne tale med præsten, ja, egentlig ønskede han at tale med Gud om det han stod i. Hvad det er vi er vidner til i dette møde er den gamle forestilling om at møde sin dommer. Om regnskabets time som kan melde sig når livet er ved at være slut.

Vi er ved tidernes ende i dagens tekst hvor vi ser Jesus indtage tronen og gøre klar til verdensdommen. Det er sidste søndag i kirkeåret som er med til at understrege alvoren i det budskab som lyder til os i dag. Billederne af fårene og bukkene gør det tydeligt at noget altafgørende skal ske. Skille fårene fra bukkene taler sit eget tydelig sprog. Nogle har gjort det de skal, og andre har ikke.

Lad os opholde os ved selve det at forestille sig en dom i livet. Manden som kom til præsten med udsigten til en snarlig død havde behov for at få nogle ting i sit liv på plads. I hvert fald at lette sit hjerte over for præsten og sidste ende Gud. Det fortæller at tilværelsen ifølge dommen har en inderste mening, som man ikke kan forkaste eller fornægte uden selv at gå glip af netop den.

Når Jesus dømmer handler det om, at han ser menneskets liv i relation til Gud. Et teologisk menneskesyn fortæller at vi som Guds billede er stillet til ansvar. Fjerner vi Gud, hans dom, vores egen gudbilledlighed bliver tilværelsen vægtløs, og vi mister os selv. En har engang sagt om Guds dom Bare en Gud som også dømmer, kan give os vort sande selv tilbage.

Dommen er ét de billeder vi bruger til at gøre os klart, hvad der er meningen med det hele – også med det daglige liv, som vi lever nu.

Det er ikke sådan at dommen ikke er tilstede i løbet af menneskets liv, men først melder sig til slut. Vi fælder hele tiden domme over hinanden. Dommen begynder i blikket mellem to mennesker, i den måde vi vurderer os selv og hinanden på.

Dommen som handler om skille ud, bukke fra får, at ransage og fælde den afgørende dom. Det ser vi ikke mindst i politik, men også i livet og relationer mellem mennesker er vi gode til at sætte mærkater på hinanden.

Det er hårdt at blive dømt, det gør ondt, at blive ladt alene, og følelsen af ikke at være god nok. At stå udenfor fællesskabet.

Dommen Jesus foretager over folkeslagene som vi må forstå som et billede på alle mennesker, vil fortælle at livet skal tages alvorligt. Svært er det ikke at leve op til hvad dommen kræver af os. De seks ting Jesus nævner i dag, alle har det ved sig, at det er små enkle ting, som enhver kan udføre, stor eller lille, ung eller gammel, mand eller kvinde, dum eller klog, troende eller ikke-troende. Der er ingen, som ikke kan give den sultne noget at spise og den trøstige noget at drikke; vi kan alle åbne døren for den fremmede og give den nøgne tøj, og vi kan besøge den syge og den fængslede.

Gud sendte Jesus til verden for at han skulle vise menneskene, hvad det sandt menneskelige er, hvad det betyder at være menneskelig.

Dommen vil også sige til os at vi selv skal slippe at fælde den endelige dom. Det ansvar må vi bede om at Gud tager på sig. Og så behøver vi heller ikke at gå rundt og dømme hinanden. Vi kan vende os mod livet og være sammen om at glædes over det skønne at vi lever og at livet er til.

Dommen på denne sidste søndag i kirkeåret lyder ikke ligefrem opmuntrende at gå hjem på. Er jeg et får eller en buk? Vi er begge dele for hvem af os har ikke glemt at gøre de gode handlinger Jesus vil have os til. Dommen er eksekveret og hvad skal vi så? Så står vi dér lidt forpjusket og kigger på os selv og de andre. Får og bukke er vi alle, men vi skal jo leve videre og gøre det godt for vores fælles liv på jorden.

Egentlig spørger jeg efter hvor håbet er henne i denne tekst?

Dom og lov har vi brug for, og ikke mindst i den tid vi for øjeblikket lever i med krige, konflikter og katastrofer. I et interview i sommers siger den canadiske filosof Michael Ignatieff om verden som den er lige nu ”himlen er tom, der er ingen Gud”.

I tomme og modløse tider har vi endnu mere brug for stemmer som kan tale håbet og modet op. Der er nok af dom til stede i verden, mellem lande, politikere, og mennesker i almindelighed.

Ved dagens gudstjeneste på den sidste dag i kirkeåret har lyttet til en klar profetisk stemme hos Esajas som er håbets profet i Det gamle Testamente. Esajas vil indgyde os håb og mod med sine ord Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det..I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber.

Dommen er fældet og Gud tager os med ind i den ny tid, som begynder næste søndag med adventen. Amen