Dette hellige evangelium til sidste søndag efter helligtrekonger skriver evangelisten Johannes. Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Johannesevangeliet 12,23-33

PRÆDIKEN 

Hvem er du? Hvor og hvornår er du virkelig dig selv? Hvornår giver du dig tilkende, kommer til syne for andre som dig selv? 

Måske forbinder vi de spørgsmål med identitet, selvforståelse eller måske selvudvikling? Men hvordan ser svarene ud i lyset af evangeliet? 

Hvem er du Gud, og hvem er jeg i lyset af dig?

 De spørgsmål vil jeg forsøge at kaste lys over i denne prædiken, som handler om tilsynekomst og om Guds og menneskets sande væsen? Lyder det ikke lovende…

Tilsynekomst eller afsløring af, hvem den Gud er, der kom til verden julenat, det er netop, hvad helligtrekonger tiden i kirkeåret handler om. Det er åbenbaringstid…

Vi kunne måske sige, at der sker en gradvis åbenbaring af Jesu guddommelige væsen i bevægelsen fra julen, over fasten og til påskemorgen. Dér sker små og store afsløringer af, hvem Gud er…  

Og denne sidste søndag efter helligtrekonger er ikke en undtagelse med talen om Guds ord, som den hemmelighed, der har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret i Kristus, han er herlighedens håb, skriver Paulus…

Og Johannesevangeliets billede af hvedekornet, der skal lægges i jorden og dø, for at komme til syne og bære mange fold, kredser om det samme…

Jesus fortæller om hvedekornet, fordi han vil sige noget om sit eget liv og væsen, og han vil sige noget om vores…

Hvedekornet er historien om ham selv…   

Det var skjult, det var hverken til at se eller fatte, at han skulle dø den kolde og mørke død for at der kunne vokse nyt liv (herlighedshåb) frem af graven påskemorgen…  

Når han kommer til syne for sine disciple i dagene efter, er han utvetydig guddommelig. Men han kan samtidig med korsmærkerne vise, at han er det menneske, der døde på korset…

Vi kan sige, at Jesu betydning løsrives fra hans historiske person, så den kan være til stede alle steder til alle tider gennem troen og ånden. Og det er på den måde, at det ene hvedekorn bærer mange fold, fordi det dør…

Hvedekornet er billedet på forandring, nyt liv og vækst, ligesom Jesu død og opstandelse viste os at være det…   

I Ole Sarvigs smukke vintersalme Utrolighedsfrø, som vi skal synge om lidt, beskrives det meget fint, hvordan Kristus er et utrolighedsfrø…  

Det frø, det forår, der ligger gemt i jorden er klar til at åbenbares snart, ligesom Kristus blev det. Hans guddommelige væsen var gemt eller skjult en tid, da frosten var hård, men åbenbares i opstandelsen, og da vokser livet frem på ny. Da skyder vi blade, da springer vi ud…

Både tekst og melodi er en replik til det menneskeliv, der kan være svært, hvor vi kan opleve modstand og hvor vi kan tvivle, men hvor der samtidig også er håb og mulighed for forløsning efter en kold vinter med eller uden sne, men med megen geopolitisk uro…

Indimellem er det svært at tro, at det er sandt, at livet er stærkere end døden. At der vil vokse noget nyt frem endda noget, der er bedre end det gamle, men budskabet i salmen og i evangeliet til i dag holder os fast…

Stillet overfor livets grænse, om det er den fysiske død eller tilværelsens mørkeste mørke, der hvor intetheden truer med at tynge et menneske til jorden, dér mødes vi af den nådige Gud. Dér viser livets Gud sig…

Selvom der er tale om en tilsynekomst, afsløring eller åbenbaring af Jesus, så forbliver den treenige Gud en hemmelighed eller vi kan sige, at Gud åbenbarer sig i sin gådefuldhed…

Det betyder ikke, at der ikke er noget at sige om Gud eller at talen om ham er dunkel eller hemmelig. Men det betyder, at der altid er mere at sige om Gud, end vi kan forstå, erfarer eller sætte ord på. Heldigvis!

Guds tilstedeværelse i verden udfolder sig i menneskers liv, imens det leves.

Det handler derfor ikke om at have tro, en viden, en indsigt eller at indkredse en veldefineret teologi…

Det handler om at være i verden som et menneske, der er elsket af Gud, et menneske som Kristus levede, døde og opstod for. Det er den forbundethed, Jesus taler om…

Mennesket skal være dér, hvor Jesus er, forbundet med Gud i dette liv og forenet med ham i herlighed i det evige. Det er at have del i den guddommelige virkelighed, der er liv og lys. Og tilbage står så at leve sådan, at vores tilværelse er liv og lys i overensstemmelse med det liv, vi har fået skænket…

Jeg tror, at det er svært for os alle sammen at lade Gud få plads til at fylde os med fred, liv og lys. Det kræver, at vi ikke fylder vores liv med vores eget, men at vi lader vores hjerte være åbne overfor Gud og vores medmennesker…

Det er svært. Vi kan have så godt greb om vores liv, at vi kan tabe det. Vi kan krampagtigt forsøge at realisere os selv, for at blive os selv, men ifølge evangeliet er vi kun os selv der, hvor vi giver af os selv og hvor vores liv bruges…

Der hvor vi tør give slip på livet for at vinde det, hvor vi tør dele ud af os selv og dele livet med hinanden. Det egentlige liv. Det liv der spirer og kaster fællesskab, glæde og mening af sig.

Det er ikke sikkert, at det er det nemme liv, men det kan være meningsfuldt! Måske forstå vi det bedst, hvis vi lader hvedekornet være en metafor for kærligheden, som i sit væsen giver afkald på sit eget her i form af kornets hårde skal, der bliver gennembrudt, så kornet kan spire…

Kærligheden går altid ud af sit eget, for hvis ikke det skete, ville kærligheden ikke længere være sig selv, og så var der ikke længere tale om kærlighed…

Kærligheden, der ikke søger sit eget, kan vi mennesker ikke altid præstere. Det kan kun Gud. Og så alligevel, så ved vi godt, at det, vi giver vores børn eller andre ikke på samme måde kommer tilbage til os, ikke sådan 1:1. Men det opstår som et nyt mangfoldigt liv i børnene, der vokser, i nye sammenhænge og på måder, som vi slet ikke kunne forudse og kontrollere…

Måske har vi alle gjort os den erfaring, at det var når vi gav af os selv, gav afkald på os selv, ofrede tid, kræfter, bekvemmelighed, der, hvor vi ofrede os selv gennem kærligheden til den anden, at vi blev os selv…

Det er nemlig sjældent, at vi så intenst føler, at vi er os selv, som når vi er noget for andre. Der hvor der er nogen og noget at værne om og kæmpe for. Et liv forpligtet på hinanden? Det har mennesket brug for, det har verden brug for…

Den, som vil tjene, skal falde som regnen, der lader sig falde ned over jorden, og som hvedekornet, der lader sig skjule i mørket. At falde betyder på en vis måde at forsvinde, at give sig selv hen uden garanti for, hvad der kommer ud af det.

Det er et spørgsmål om tro og håb, hver gang vores værk forsvinder ud af hænderne på os: når barnet flytter hjemmefra, når den syge, du har plejet, dør, når den indsats, du har gjort, ikke længere kan styres eller kontrolleres.

Men netop dér, hvor vi slipper, dér tager Gud over. For menneskers væsen, liv og verden er gådefuld og forunderlig. Vi forstår ikke altid, hvad der sker med det, vi gav væk, den kærlighed, vi ofrede. Og dog er det hele, midt i al sin gådefuldhed, oplyst af Guds herlighed: af Kristus, det hvedekorn, der faldt i jorden og døde, og som nu bærer frugt i os og iblandt os nu og i al evighed.

AMEN