v26 Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; v27  han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. v28  Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. v29  Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«

v30  Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? v31  Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, v32  men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« Markus 4,26-32

 Kan vi lade verden være verden når vi sover? Det er det billede Jesus kalder frem for os i bondemanden, der sår sin mark til. Og går i seng om aftenen, sover sin gode søvn, og imens spirer kornet og vokser til. Uden han ved hvordan.

Den gode bonde i lignelsen havde nok ikke så meget andet at bekymre sig om end hvordan det stod til kornet med på marken. Vejret som udsætter os for lidt af hvert, var nok det eneste som kunne give ham søvnløse nætter. Ligesom vi kan have vores søvnløse nætter om vækst og misvækst i vores liv. Når tankerne tager fat og bemægtiger os i en sådan grad at vi plages i en vågentilstand.

Med skærme der lyser og bipper, og andre fortrædeligheder som vi ikke kan kontrollere, kan der synes langt til manden, der sover i tillid til, at Gud giver væksten.

Vi glider ind i søvnens mørke og lader verden klare sig selv indtil vi igen skal møde den. Livet pulserer videre mens vi sover.

Alle sover ikke på samme tid, nogle må være vågne fordi de har et ansvar der kræver at de er vågne. Andre har svært ved at sove. Vi ved at søvn er vigtigt for vores velbefindende. Vi har brug for søvnens lindrende ro hvor vi for en stund trækker os ud af verden og glider ind i søvnens rige.

Og mens vi sover kan det ske som digteren Tomas Trantrömer taler om det i digtet Nocturne

Menneskene sover:

en del kan sove fredeligt, andre har spændte ansigtstræk

som om de trænede hårdt til evigheden.

De tør ikke slippe alt skønt deres søvn er tung.

De hviler som sænkede bomme når mysteriet drager forbi.

Hvor vi kan bekymre os om alt muligt i vores eget private liv og i den store verden skal vi slet ikke bekymre os om gudsrigets vækst. Det forløber helt som Gud vil og vi må som digteren fortæller, åbne vores mentale bomme så mysteriet kan få plads.

Hvad det handler om giver digteren også en fin beskrivelse af i digtet

Jeg ligger og skal falde i søvn, jeg ser ukendte billeder

Og tegn der nedkradser sig selv bag øjenlågene

På mørkets væg. I sprækken mellem vågen og drøm

Forsøger et stort brev at trænge sig ind forgæves.

At noget presser sig på i vores vej ind i søvnen er alment kendt. Så ligger man der og forsøger at sende de anmassende tanker på langfart. Gå væk med dig, lad mig i være i fred. Ofte handler det modsat bondemanden om ting i vores liv som vi synes vi skal tage ansvar for, vores svigt og lyst til kontrol. Sådanne tanker har en fantastisk evne til at holde én vågen.

Med Gudsriget forholder det sig anderledes. Vi kan roligt som bondemanden lægge os til at sove. Gudsriget følger sin egen naturlige logik. Det må de troende have tillid til, når de lever i det, mens det vokser frem. Det er at være åben for mysteriet når det drager fordi som Tranströmer skriver.

I sovende tilstand kan vi også fyldes af længsler. Vi er nu i den tid på kirkeåret som hedder fasten. Som adventen er forløberen for julen, er fasten den tid på kirkeåret hvor vi længes efter påsken. Dagene længes og også vi længes. Længes i denne kolde vintertid mod lyset og varmen som bebuder forårets komme. Det vokser og gror og fasten maner til tålmodighed. Vi må vente. For det er på vej. Vokser og gror lige for næsen af os. Det er nær, på vej, som frøet i jorden, der blander sig med jordens kræfter og på vej til at blive til det frøet længes mod.

Gudsriget er menneskets længsel, men først og fremmest er det Guds længsel efter os. Den længsel som Gud giver sig kende i Jesus Kristus.

Længslen som også hører den sovende tilstand til. Længslen efter bare at få lov at forsvinde ind i søvnen og få den fred som vi kan møde her. Længslen efter at jeg må vågne og se verden på ny og måske en dag erfare at Gudsriget er kommet. For vist er det kommet i det barn som fødtes julenat som kulminationen på Guds længsel, som ikke længere kunne holdes tilbage.

Længslen fylder mennesket. Vi er skabt med en længsel i os som rækker ud mod noget andet. Mod Gudsriget måske. Mod det rige, vi anelsesfuldt og længselsfuldt beder om, når vi i Fadervor siger: Komme dit rige. Det rige som ligner sennepsfrøet, der vokser op, giver livgivende skygge og redeplads til fuglene. Vi tænker måske om Guds rige at det må være noget helt unikt og anderledes end hvad vi ellers kan erfare i vores liv. Vi skal forstå Jesu tale om Guds rige som noget ganske jordisk og nærværende. Ja, lige så nærværende som den bondemand der gør sit arbejde med at så frø for at det skal spire og gro og bliver til korn han kan leve af. Et andet sted siger Jesus det så det ikke kan misforstås: Guds rige er nær! Nær som det lille frø der vokser i jorden, og vi kan roligt lægge os til at sove for det klarer sig selv. Gudsriget vokser af sig selv.

Og det gør det, fordi det frø som lægges i jorden og vokser af sig selv, er Guds kraft. Vi kan lytte til hvad det var profeten Esajas sagde, når han henleder vores opmærksomhed på hvad det er Gud siger til mennesker om sin styrke: Jeg skaber lys, og jeg skaber mørke, jeg skaber fred, og jeg skaber ulykke, jeg står bag alt. Det skal begynde at regne fra skyerne, retfærdigheden skal strømme ned fra himlen. Jorden skal åbne sig, så befrielsen kan gro frem som en plante, og retfærdigheden kan spire frem som en blomst. Det er mig, der skaber det hele.

Derfor kunne bondemanden lægge sig til at sove. Derfor skal vi heller ikke bekymre os. Og det kan vi selvfølgelig ikke lade være med, men imens vi bekymrer os vokser Guds rige midt iblandt os.

For det er jo Guds rige og ikke et rige eller samfundssystem som er afhængige af vores indsats. Hvad Jesus kalder Guds rige er hverken et bestemt samfundssystem, eller ny historisk periode der indfinder sig engang i fremtiden.

Riget er som det udtrykkeligt siges Guds. Og mere skal vi ikke bekymre os om. For det passer sig selv og det vigtigste er, at riget er til stede i menneskers liv og i verden som en anden mulighed. Gud er grenene og det er os der er fuglene. Her kan vi finde ly og læ.  

Vi kan sove trygt som bondemanden. For riget er altid på vej og selv om det også lider nederlag i kamp med verdens magter, er det uovervindeligt. Amen