Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Johannesevangeliet 14,15-21

Der er noget trøstende i de ord Jesus taler til os i dag, når han siger ”for jeg lever, og I skal leve”. Det er trøstende fordi de er talt på den baggrund, at han nærmer sig den dag han skal dø. ⁹Om kort tid vil verden ikke længere se mig, men det vil I, for jeg lever; og I vil også leve. Jesus taler op imod det tidspunkt, hvor han skal adskilles fra livet og de mennesker han er knyttet til.

Derfor er det han forsikrer sine disciple og os, at han ikke vil efterlade os faderløse. Han lever stadig i kraft af den ånd som han har efterladt i dem. Hvordan han skal leve videre for vi også at vide, når han lover os at en anden vil komme i stedet for ham, hans talsmand, og det er ”sandhedens ånd”. Den ånd som verden ikke kan tage imod, nej selvfølgelig, fordi de kender den ikke. Det kender nok indholdet, for det er Jesus der lever videre i den ånd.

Ånd er ét af de mest mærkeligste udtryk vi har i bibelens fortællinger. Når vi hører ordet ”ånd”, har vi nok en fornemmelse af hvad det betyder. Ånd må hænge sammen med at ånde, altså noget med at vi trækker vejret og ikke gør os mange tanker om hvad det betyder. Men det betyder jo fundamentalt set det, at jeg er i live. For når vi taler om at et menneske udånder, ved vi godt at det betyder at døden har indfundet sig.

Når vi efter døden har taget et menneske fra os efter noget tid siger, at deres ånd lever videre, eller i en bestemt anledning når vi er samlet taler om, at vi gør noget i fars eller mors ånd, så fortæller det os at ånd er selve livet. Som det jo også er rummet i ordet, at ånde som hentyder til vejrtrækningen og betyder at jeg lever.

Det som Ånd betyder, er, at magten er i os, men den er ikke vores.

For ånd er mere end blot det at trække vejret. På de første sider i Bibelen læser vi, hvordan Gud skaber mennesket ved at forme det af jord og blæse livsånde ind i det. Det fortælles meget smukt i Anne Sophie Seidelins genfortælling af hvad det er som sker den gang Gud skabte himmel og jord: Guds ånd rugede over vandene. Guds ånd, det er Guds skaberens åndedrag, den hellige ånd, som går gennem hele den skabte verden og bevæger den…..Og da Gud talte, fór ordene ud i dybet, båret på hans vældige åndedrag, og pustede verden i flammer, så der blev lys.

Vi mærker at det ånden som gør levende. Det er det vi fejrer i pinsen. Historisk er baggrunden det disciplene oplevede i Jerusalem, som det bliver fortalt af forfatteren til Apostlenes Gerninger.

Pinsefesten i Jerusalem slutter i den vilde oplevelse, som vi kunne kalde kommunikationens under, eller forståelsens mirakel. Den dansende pinsesol som vi er nogen der måske har oplevet det denne morgen, som afslutningen på en god fest under indflydelse af ånden i naturen, i maden, vinen og det fællesskab man har været i – og man føler sig som ét med alle og livet er vidunderligt.

De blev alle fyldt af Helligånden. Ånden greb dem, ja, vel nærmest besatte dem, og de begyndte at tale på andre sprog. Ånden udsletter den mest markante forskel mellem mennesker og det er, at vi taler forskellige sprog. Vi ved hvordan sprog og ord gør det svært at tale sammen, og få med hinanden at gøre.

Pinsen minder os om den åndelige dimension i livet.

Det åndelige nærvær som Jesus taler om i dag og vil trøste os med kan vi sammenligne med luften, som vi indånder, som omgiver os, som er os nær, og som skaber liv i os. Derfor er ånden pinsedag tæt forbundet med naturen, som vi synger det i mange af dagens salmen – det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet, sang i dagens første salme. Og om lidt synger vi blomstre lad muld , hvor de træde. Pinsedag bestyrker ånden os i, at den vil bo i menneskers liv, beånde vores legeme og sjæl. Ånden er Jesus og Gud på samme tid, som vil forsikre os at Gud stadig elsker det væsen, han fra begyndelsen skabte med sin ånde, og stadig, når og hvor det passer ham, velsigner med sit uimodståelige åndedræt.

I pinsen er der ånd i naturen, som Grundtvig smukt siger det, nu kom vor pinselilje-tid, nu har vi sommer skær og blid..

Ånd, åndedrag og vind er forbundne og det mærker vi allerbedst nu i denne smukke forårstid. Ånden er den bevægelse vi mærker når vi går en tur i skoven eller sætter os ud i vores haver og sanser naturens kraft.

Det siger os noget om åndens materialitet. Vi kan ikke fysisk gribe om ånden og holde den fast. Men vi påvirkes af ånden i naturen men også i møder med mennesker og verden. Ånden er altid nærværende, en bevægende kraft, som for det meste arbejder skjult gennem vores daglige møder med mennesker og verden. Ikke så underligt at pinsen meget benytter sig af naturen til at sige noget om ånden. For ligesom vinden blæser Ånden, hvorhen den vil.

Dagens evangelium taler ud af afskedens, adskillelsens og sorgens situation. Johannes går ned i det dybeste og mest vidunderlige, der er at sige om livet i adskillelsen fra et elsket menneske. At selv om vi lever adskilt fra én vi holder af, så er der dybt nede en skjult sammenhæng, en enhed mellem mennesker, og enhed mellem mennesker og Gud.

Ånden er der det som binder det adskilte sammen. Ånden er mindet, det vi har haft sammen, siger Jesus. Det er en erfaring vi alle kender til. Det er det fællesskab vi oplever når vi efter en god begravelse samles bagefter. Og begynder at fortælle hinanden om afdøde. Om hvordan hun var, om morsomme oplevelser sammen med hende, ting hun sagde på sin bestemte måde, og som vi altid vil forbinde med hende. Om hvad han har betydet for hvert enkelt af dem som er med til begravelsen.

Et liv er slut, men lever videre i vores erindring om afdøde. Ved at vi fortsætter med at fortælle om ham og hans liv og vore liv sammen. Den døde lever videre i vores erindring. Vi fastholder på trods af adskillelsen kontakten, nu ikke længere i fysisk forstand, men i en åndelig forstand, er vi stadig sammen.

I pinsen fejrer vi ånden, der fortæller at vi på trods af adskillelsen, stadig er forbundne med hinanden. Ligesom det dufter og lufter så lifligt i naturen, på samme måde med ånden. Ånd er, at noget er bevægende. Vi kan ikke kun have med hinanden at gøre som fysiske væsener, hvis ikke vi var forbundne i ånden, ville vore relationer dø.

Vi ser hinanden som fysiske væsner, men det er først når vi knyttes til hinanden i ånden, når vi begynder at tale og samtale, at vi mærker hvordan ordene skaber nyt liv og åbner for nye indsigter. Hvordan vi knyttes til hinanden.

Det er den åndelige virkelighed som vi fejrer i pinsen, der er den levende virkelighed, som skal holde troen levende og i live. Det betyder at ånden skal tale sådan til os, at vi føler at eksistensen bliver oplyst og vi klogere på os selv, hinanden og livet.

Sprog er ånd, og ånd er sprog. Nogle gange kan vi ikke forstå hinanden, og andre gange er det som om et sproglig fællesskab opstår, som gør at vi umiddelbart forstår hinanden.  Kirken er et fællesskab af mennesker, der har ånden til fælles, og som bliver ved med at fortælle hinanden om det de har hørt og set.

I pinsen fejrer vi ånden, den frie ånd som Gud har rakt os i Jesus, at vi ikke er adskilte fra hinanden og heller ikke fra Gud. Amen