Lørdag aften, så snart sabbatten var forbi, gik Maria Magdalene, Salome og Maria, Jakobs mor, ud for at købe duftende olier til at gøre liget i stand med. 2Tidligt søndag morgen, den første dag i ugen, skyndte de sig afsted ud til graven, mens solen stod op. 3-4»Hvem skal vi få til at hjælpe os med at rulle stenen væk fra indgangen til graven?« spurgte de hinanden, for det var en meget stor sten. Men da de kom derud, så de, at stenen allerede var rullet til side. 5De gik ind i graven og blev chokerede, da de så en ung mand i hvidt tøj sidde i den højre side af graven. 6»I skal ikke være bange,« sagde han. »I leder efter Jesus fra Nazaret, der blev henrettet på et kors, men han er ikke her; han er stået op fra de døde. Se! Det var der, de lagde ham. 7Nu skal I gå hen til hans disciple, først og fremmest Peter, og fortælle, at Jesus er taget i forvejen til Galilæa. Dér skal I møde, sådan som han har sagt til jer. Kvinderne gik ud af graven og flygtede derfra, rædselsslagne og ude af sig selv. De fortalte ikke noget til nogen, for de var bange. Markus 16,1-8

Kvinderne der er på vej til Jesu grav søndag morgen, gør blot hvad mennesker til alle tider har gjort, sørger for at den døde kommer godt herfra.

Døden har sine ritualer for at vi de levende, kan få sagt ordentlig farvel, samle tankerne om den døde og erindrer hvad der var det væsentlige, det uigentagelige, det uerstattelige i det menneske, som ikke er mere. Der er på den måde en forunderlig skaberkraft i erindringen, som er en god hjælp til leve videre og som styrker modet til et liv efter døden.

Så langt er de tre trofaste kvinder ikke nået. Det er som Markus har ønsket at lade deres møde med den tomme grav stå i al sin nøgenhed. Ved kort at registrere kvindernes reaktion – flugt, rystelse, ude af sig selv-følelse, angsten og tavsheden.

Vi kan sagtens leve os ind i kvindernes frygt og tavshed, fordi vi kender de reaktioner fra os selv når et menneske dør. Det er sådan det er at miste et menneske. Det er os de levende, der skal søge at komme til rette med dødens vilkår. Derfor er dødens egentlige udtryk sorgen.

Graven er tom og det blev for dem der så det tolket som en følge af opstandelsen. Så det korte budskab er: Jesus som blev korsfæstet, lever. Hvad der er sket får vi intet at vide om, og vi skal heller forvente at få det. Den begivenhed går helt ud over, hvad der kan ske. Det kan ikke indpasses i nogen menneskelig sammenhæng.

Budskabet får på længere sigt store konsekvenser. En ny religion – kristendommen – opstår i løbet af nogle årtier ud af den tomme grav. Med kirker og teologiske systemer. Den korsfæstede Jesus er død en menneskelig død, men er passeret fra døden til livet hos de mennesker, der så på denne hændelse med troens øjne.

Graven var tom er tekstens nøgne registrerende tale. I den tomhed kan der selvfølgelig, og blev der også, fyldt alle mulige forklaringer. Og det kan vi fortsætte med til tid og evighed, i vores forstands opstand og ubehag ved det der ikke kan rummes inden for virkelighedsforestillingen. Den tomme grav vil fortsætte med at være et fremmed element, men skelsættende når vi tænker på, hvad der kom ud af det.

Hvad selve opstandelsen er for noget, kan vi ikke få fingre i. Graven er tom og hvor vidt opstandelse kan finde sted, om det er virkeligt i vores forståelse af noget virkeligt, som det kan der kan tales om og rummes indenfor for vores tilværelsessyn, er uinteressant.

Markus skriver hvad kvinderne den morgen oplevede ved graven, og siden da har opstandelsen været en uundværlig del af kristentroen. I påsken fejrer kirken Jesu opstandelse. Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden! lyder det i den ortodokse kirke påskemorgen.

Vi kan ikke gøre andet end som de første vidner at forholde os til det spor der satte begivenheden i gang; nemlig en tom plads. Det var der, de lagde ham siger den unge mand i det hvide tøj til kvinderne. Et tomt sted eller plads er jo en udfordring og tilskyndelse til at fylde ud med det vi har lyst til. Det er fristende, inspirerende og lokkemad for den menneskelige fantasi til at fylde ud i det tomme.

Vi skal lægge mærke til tekstens ironi, hvor kvinderne af den unge mand ved graven bliver opfordret til at fortælle om opstandelsen til disciplene, men de forbliver i tavsheden.  

Det, man ikke kan tale om, om det må man tie, sagde filosoffen Wittgenstein. Han mente nemlig at det kun er det rationelle sprog som giver mening. Det sprog, vi kan forstå logisk og med vores erfaring. Det vi kan tale om, som vi kan måle og veje, det, vi kan bekræfte og afkræfte.

Når jeg siger at det blomstrende træ uden for huset er en mirabel og er tre meter højt, er det en rationel beskrivelse af hvad jeg kan se. Hvis jeg begynder tale om den glæde det er at se på træet og hvad det gør ved mig, hvorfor det er en glæde at træet er til, kan det godt være at jeg begynder at lede efter ordene – og må tie. For at beskrive glæden ved mirabellen må jeg benytte mig af billedsproget, det poetiske sprog eller det religiøse sprog, og så taler vi om hvad træet gør ved os; som vi om lidt skal høre salmedigteren Grundtvig tale om påsken, Jesu opstandelse, i billedet af påskeblomsten:

Ej i liflig sommerluft

spired du på blomsterstade,

ej så fik du rosens duft,

ikke liljens sølverblade;

under vinterstorm og regn

sprang du frem i golde egen,

ved dit syn kun den sig fryder,

som har kær, hvad du betyder (nr. 236 i Den danske Salmebog)

Grundtvig taler i billedet af påskeliljen, som på hans tid var en ringeagtet vild blomst. Hvad den betyder ved kun den der elsker den og kender dens betydning. 

Vi kan så at sige ikke nøjes med at sige: Kristus er opstanden! Må også sige noget hvad det betyder for os. Det er hvad Grundtvig gør i sin påskesalme. Opstandelse i sig selv siger ikke noget, det kan vi ikke forstå. Troen på en opstandelse som vi bekender som kristne, siger mere end sproget kan udsige.

Digteren Søren Ulrik Thomsen fanger det meget godt hvad påsken rummer:

Det er så mærkeligt

At vi virkelig skal dø

Men tanken om opstandelse ikke mærkeligere

End at vi virkelig findes

Både tilværelsen og døden er et mysterium. Kender vi ikke alle til den erfaring? Hvordan vi i øjeblikket kan fyldes af en taknemmelighed for den herlighed og fylde, der er livets, bare ved at det er der. Forbløffelsen over livsunderet. Døden ikke et mindre under i kraft af den sætter en definitiv grænse mellem et før og et efter. Opstandelsen handler ikke om at døde bliver levende igen. Før det gør de tydeligvis ikke. Jeg tror det handler om den længsel vi har efter at vedblive at være i kontakt med den døde.

Engang stod Søren Kierkegaard og kiggede ud over havet ved Gilbjerghoved efter at både hans mor og de fleste af hans søskende var døde. Han bliver ved synes af det uendelige hav fyldt af en længsel efter fællesskabet.

Han skriver om det den 29. juli 1835:

”Og naar jeg da stod her en stille Aften, naar Havet med dyb men stille Alvor istemmede sin Sang; naar mit Øie ikke mødte en eneste Seiler paa den uhyre Flade, men Havet begrændsede Himlen og Himlen Havet; naar paa den anden Side Livets travle Syslen forstummede, og Fuglene sang deres Aftenbøn – da fremsteg ofte af Graven for mig de faa kjære Afdøde, eller rettere sagt, det forekom mig, som de ikke vare døde.

Jeg følte mig saa vel i deres Midte, jeg hvilte mig i deres Favn, og det var for mig, som om jeg var ude af Legemet og i en høiere Æther svævede om med dem – og Maagens hæse Skrig erindrede mig om, at jeg stod ene, og Alt forsvandt for mit Øie, og jeg vendte tilbage med veemodsfuldt Hjerte for at blande mig i Verdens Vrimmel uden dog at glemme saadanne salige Øieblikke.”

Tavsheden for døden som vi møder det hos kvinderne fortæller at døden tager det kæreste vi har. Et menneske med hvem vi har levet et liv. Godt at vi har digtere og filosoffer til at sætte lidt flere ord på hvad opstandelse er. Den døde opstår langsomt til nyt liv som fortæller om en kærlighed der er stærkere end glemsel, afsked og fortrængning.

I troen på opstandelsen får vi givet den fantastiske mulighed at erkende dødens faktum og tage det alvorligt.

Samtidig skænker troen på opstandelsen os den gave, at livet er så meget større, og vi tror at kærligheden, lyset og livet er stærkere, mægtigere og sandere end døden. Her og nu og i al evighed. Amen