Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. v4  Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? v5  Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. v6  Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. v7  De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. v8  Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. v9  Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Markus 14,3-9

Vi bevæger os med palmesøndag ind i påskeugen med alle dens dramatiske begivenheder. Påsken er et fortættet og på sin vis vildt drama fra palmesøndag, til skærtorsdag, langfredag og påskedag. Det handler om hyldest og velkomst til fællesskabet ved måltidet, svigt, afsked, lidelse og nyt liv.

I dag er vi ved påskens begyndelse. Palmesøndag og Jesus befinder sig i Betania, en by tæt på Jerusalem.

Jesus og disciplene fra Galilæa er på vej til Jerusalem for at være i nærheden af templet og dermed Gud og fejre den jødiske påske. Til minde om begivenhederne som lå årstunsinder før dem om dengang Gud indgydte mod og håb i Moses, så han kunne lede det jødiske folk ud af fangenskabet i Ægypten. Om nogle dage vil de samles og spise påskemåltidet sammen til minde om fangenskabet i Ægypten, som Gud udfriede dem fra i sit Exodus og førte dem tilbage til det forjættede land.

Bordet står dækket til påskemåltidet med madretter til minde om tiden i Ægypten – de bitre urter til at dyppe brødet i fortæller om den hårde tid i fangenskab, lammet vil sende tankerne tilbage til den aften Gud befalede jøderne at smøre blod på deres dørstolper så dødsenglen ville gå forbi deres huse og kun ramme ægypterne, det tynde brød uden gær til minde om den gang de flygtede ud af Ægypten og ikke havde tid til at vente på at brødet skulle hæve. I løbet af det traditionelle jødiske påskemåltid vil den ældste i familien mens der spises fortælle påskens begivenheder.

Det håb fejrer jøderne til påske. Exodus håbet, håbet om befrielse til alle tider fra umenneskelige og undertrykkende forhold. Det håb har fulgt jøderne siden gennem deres lange historie, som altid har været en historie fuld af smerte, lidelse, forfølgelse og afsavn. Håbet lever stadig på Jesu tid i ordene af profeten Zakarias, som vi lyttede til før. Håbet om at Gud nu endelig vil sende sin frelser, sin Messias til jorden og mennesker. Det håb som mange så i Jesus da han red ind palmesøndag i Jerusalem siddende på en æselhoppes føl, mens mennesker stod langs vejene viftende med palmegrene.

Lad os gå ind i huset sammen med kvinden med alabastkrukken. Al opmærksomhed kredser om hende. Disciplene er forarget over det spild af god olie som hun ødsler med. De ser olien løbe ud, men ikke hvad denne handling egentlig vil sige. Om nogle dage vil de alle i huset i gå ind til Jerusalem og fejre påsken. En påske som blev anderledes og for altid vendte op og ned på mange ting.

Markus som skriver på bagkant af påskens begivenheder og ved hvad der skal ske. Vi ved det også, for vi har hørt historien før. Vi har ikke glemt hvad det er påske handler om.

Jesus ved allerede at han er på vej til sin begravelse og derfor skal kvinden ikke kritiseres. Hun har salvet hans krop, som man gjorde med det med de døde. Ejendommeligt for det er som om Jesus allerede er død, når han taler om sit legeme, som var det adskilt fra hans sjæl. Til forsvar for kvinden siger Jesus denne vidunderlige sætning til dem der er forsamlet i huset: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.

Evangeliet er det vi har lyttet til i dag, skrevet af Markus. Prædikenen er jeg godt i gang med og ikke færdig med endnu. Et tegn kunne vi kalde prædikenen, ligesom brødet og vinen i nadveren, som skal hindre glemsel.

Olien flyder ned over Jesus og det billede kan vi se for os, og det skal vi huske, og ikke glemme, for hendes handling fortæller om en uselvisk kærlighed.Der er umiddelbart ikke den store risiko for at vi komme til at glemme kvinden med den kostbare olie. For vi har jo Markus tekst, som vi til en hver tid kan læse. Teksten gør at vi ikke glemmer. Det er hvad tekster er til for.

I morgen vil I måske også huske hende, når I tænker tilbage på i dag. Hvad I vil huske hende for er olien som hun hældte over Jesus. Hun sparede ikke på noget. Hun tænkte ikke på hvad denne olie kostede, for der var noget der var vigtigere.

Det er i det hele taget af overordentlig stor betydning, ja, jeg vil sige det er formende for vores identitet, at vi bliver husket eller mindet. Erindring holdes i live fordi fortiden er med til at skabe forudsætningerne for, hvordan nutiden leves og forstås. Hvis der ingen fortid er, så er der heller intet håb for fremtiden.

At være rummet i et andet menneskes erindring. Hun har brug for os denne kvinde, netop det, som er det mest flygtige og forbigående ved et menneske, dets ord, dets handlinger, har brug for, at det bemærkes, nævnes og mindes. Det som dør med et menneske, har brug for os, som kan bevare det i erindringen.

Hver gang vi hører om kvinden vil vi hive hende ud af erindringen og mindes hendes uselviske kærlighedsgerning. Mindet om hende bliver for altid hendes rejsepenge for evigheden som en fransk filosof skrev om døden og vores erindring af de mennesker som er døde. I kraft af vores minde om hende, vil hun altid leve videre.

Ved at mindes hende siger vi samtidig, at hun har været, og dette at have været, bliver hendes fortsatte liv fremad. Intet menneske, ingen gruppe, intet samfund kan overleve længe uden erindring. Når vi fejrer påsken er det en erindringsfest. Vi taler om det som skete langt tilbage i tiden for at holde mindet levende.

Hvorfor er det vigtigt at huske en afdød? Det er jo det vi gør, når vi begraver vore døde, giver den gravplads med sten og navn på, lægger blomster og siden hen taler om dem. Ved at fortælle om vore døde er det stadig levende sammen med os i erindringen og mindet.

I filmen ”Sauls søn” befinder vi os i en KZ lejr under 2. verdenskrig. Vi følger i filmen en gruppe jødiske mænd der er specielt udvalgt til en Sonderkommando, som tyskerne kaldte dem, til at hjælpe til med tilintetgørelsen af deres landsmænd. Vi følger den unge mand Saul der en dag blandt de gassede jøder finder en dreng der har overlevet gaskammeret, men dør kort tid efter. Saul sætter sig nu for at denne dreng skal have en begravelse, Hvad ingen af de andre jøder nogensinde vil få. De bliver alle brændt og deres rester skovlet ud i den nærliggende flod. Det lykkes for Saul at få udleveret den døde dreng, som han flytter rundt på for at ingen skal finde ud af hvad han har gang i. Han skal finde en rabbiner der kan sige den jødiske begravelsesbøn Kaddisch over den døde.

Saul forsøger midt i helvede på jord at bevare en anelse af menneskelighed ved at give denne dreng en begravelse. Det er samtidig hans forsøg på at fastholde erindringen, mindet om et menneske som opgør mod KZ lejrens mål, om at udslette menneskets identitet.

Jesus vil om nogle dage spise påskemåltidet sammen med sine disciple. Det jødiske påskemåltid som mens de spiser undergår en dramatisk forandring. Her dukker kravet om erindring og minde op igen. Det ikke at glemme indskærper Jesus over for sine disciple ved det sidste måltid når han siger: Gør dette til ihukommelse af mig. Som det lyder hver gang vi holder nadver. Glem mig ikke når jeg ikke er her mere. Men der er mere i det end det, for nadveren er jo ikke kun et mindested for Jesus. Vi skal huske på Jesus som tegn på at Gud tænker på os. Vi skal huske på det løfte som ligger i opfordringen til at ihukomme.  

Kvinden skal vi mindes. Hun gjorde noget der ikke må glemmes, og glemmer vi hende, er Gud den der ikke glemmer. For Gud er i teksten som en slags ordning eller fornuft. Vi kan også sige at det er kirkens opgave. Når vi går herind, forlader vi hverdagens verden for at lade os erindre om, hvem vi er, hvordan vi er blevet til det vi er, og hvor vi skal hen.

Markus skriver om hende og hun er i tekstens rum husket for evigt. Ligesom når vi taler om vores kære der ikke lever mere, så er de med os i sproget, i erindringen og i mindet.

Gudsforholdet er det som på tværs af tid og gennem tider bærer mennesket. Som ikke glemmer os, selvom vi ikke altid tænker på Gud. Amen