Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! AMEN

PRÆDIKEN Nytårsdag (II) 2026

Nytårsdag, champagnepropperne er sprunget af flaskerne og vi er sprunget med - ned fra stolen eller sofaen og ind i et nyt år. Nytårsdag er på samme tid dagen derpå og første dag, en ny begyndelse.

Vi har taget afsked med det kendte, året der lige er gået, og vi byder et nyt år velkommen. Det ligger åbent og ukendt foran os…

Det kan på samme tid være skræmmende og håbefuldt…

Det nye år kan fylde os med forventninger måske mest til os selv, realisering og udfoldelsen af det, vi selv vil og kan præstere.

De fleste af os har måske opstillet et par nytårsforsæt, som allerede i udgangspunktet er lidt urealistisk, når hverdagen begynder igen? Det er derfor, det er en lise for sjælen (en aflastning) at gå til gudstjeneste nytårsdag (og alle dage).

At gå til gudstjeneste er at få verden på plads og heri også forventningerne til livet det kommende år. Med udsigt til 365 nye dage foran os er horisonten vid. Gudstjenesten skærer denne horisont med sin vertikale linje og bringer et evighedsperspektiv ind i tiden eller vi kunne sige: at vi løftes ud af timeligheden og ind i evigheden…

Så er det kommende års hverdag med bekymringer for verdens gang og for vores egen tilværelse (tandpine, kærestesorger og slankekur) afbrudt af salmesang, bønner og altergang.

Det giver vores sind retning og aflaster os i forhold til vores hænders værk, aflaster os i forhold til at tro, at alt beror på os selv…

Som en direkte bro mellem tid og evighed møder vi fadervor i evangelieteksten til i dag. Den bøn rummer tidens gang. Den følger med tiden. Og åbner op til evigheden…

Den nævner alt, hvad mennesket har brug for til hver en tid:

Mad, fællesskab med Gud og mennesker, tilgivelse, tryghed og håb. Bønnen er den mest anvendte bøn i verdenshistorien, måske fordi den formulerer noget helt grundlæggende om det vigtigste i den menneskelige eksistens uanset, hvor troende vi vil beskrive os selv.

I Jon Fosse lille roman Vaim, siger Jatgeir: Før jeg faldt i søvn, bad jeg fadervor lavt for mig selv; selv om jeg ikke var troende eller kun lidt troende, måske, så havde jeg den vane at bede Fadervor, før jeg faldt i søvn. Og mens jeg lyttede til havet, som skvulpede så trygt mod skroget, bad jeg mit Fadervor…

Fadervor er hver mands eje, en allemandsbøn, måske det sidste kirkelige fælles gods? Den rummer på samme tid barndommens erindring og voksenlivets åbenbaring…

For mange af os har den fulgt os, fra vi var børn, og vi er aldrig vokset ud af den eller fra den, vi er nærmere vokset ind i den eller den er flyttet med os. Den er det letteste at have med på flyttelæsset?

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg lærte Fadervor, den har været med mig altid? Den er flyttet med uanset, hvor jeg har bevæget mig hen og hvilke livssituationer, jeg har stået i…

I min barndom bad jeg den, fordi jeg tit var hunderæd for, at der skulle ske min familie noget, jeg kunne have mareridt om at miste det hele og dem alle sammen.

Bønnen har været med mig på mit ophold i Israel, da jeg var helt ung og senere da jeg flyttede til København – og i alt, hvad der er sket derimellem - til præstegården i Humlebæk i dag…

Det er det gode ved fadervor, vi kan tage den med os overalt, uanset, hvor vi går, fordi den bor i hjertets lønkammer…

Gå ind i dit kammer og luk din dør og bed i det skjulte og din far, som ser i det skjulte, skal lønne dig, opfordrer Jesus.

Fadervor er som en bolig, den sikreste af dem alle, upåvirket af konjunkturerne, renten. Og huslejen er gratis og et udtryk for Guds nåde…

Gratia på latin betyder nåde og fadervor vidner om en nådig Gud, som vi altid trygt kan henvende os til og stole på…

Uanset hvor vi bevæger os hen, og uanset hvad fremtiden bringer eller byder på, kan vi læne os ind i fadervor og stole på, at den vil huse os, … thi dit er riget, Gud, magten og æren i al evighed…

Ved at bede den bøn bliver vi indbudt til at træde ind i en eksistentiel port, et eksistentielt rum åbner sig for os…

Fadervor bygger bro mellem tid og evighed, mellem hverdagsrum og gudstjenesterum. Den bevæger sig bedst og mest ubesværet mellem kirkerum og alle andre rum, inde som ude, ved en sengekant og foran en afgrund…

Ingen kirkelig handling og ingen gudstjeneste uden fadervor, den indgår ved dåb, ved konfirmation, ved bryllup, ved begravelse, ved hver eneste altergang og her kommer Gud os nær allerede nu og nærer det evige levende og ukuelige håb om at evigheden findes…

Gud giver os tilgivelse for det, der er sket, han giver os mod til det, der kommer, han giver os hvile i sit evige nærvær…

I gudstjenestens rum kan vi få lov at være store og små på en gang, her kan vi finde vores rette størrelse, skriver Iben Krogsdal et sted:

Er vi for oppustet, når vi kommer, kan vi få lov at synke sammen i takt med, at sandheden går af ballonen. Og er vi for indsunkne, kan vi stille og roligt få lov at blive opfyldt, til vi får den rette størrelse.

Her afsløres det, at vi ikke selv er hele mysteriet…

I medvind og modvind der er Gud den samme og vi har ham i ryggen hele vejen. Det er en aflastning at vide, at fremtiden er Guds. Jeg skal ikke sørge for alt, der er sørget for mig, ligesom alt ikke beror på dig og mig, heri kan vi finde ro og hvile og få afstemt forventningerne til livet det kommende år…

Tiden går, og vi går med. Sommetider trippende, til andre tider slæbende eller i store ryk, spring eller galop. Tidens gangart er ikke en, vi selv bestemmer, selv om vi tit forfalder til at tro det…

Alt kan ske, og det gør det. Og Fadervor er den bedste og mest grundlæggende forberedelse til alt, hvad der skal komme. Det er det, Jesus viser os i dag, når han forærer os Fadervor i nytårsgave.

Der er så mange ting, vi kunne tænke os at bede om, og vi kan blive helt frustreret over at tænke på, hvad vi bør bede om – for verden, os selv og andre…

Bønnen rummer det hele og alt, hvad mennesket trænger til for at kunne leve.

Andres nærvær og varme det andet menneske, mit medmenneske. Og det er det helt centrale i evangeliets ord til os: at det er her i det menneskelige, i et menneske og med et menneskeord, at Gud kommer til os i Jesus…

Og hans ord må vi tage til os og hvile og være i Nytårsdag, og alle dage indtil verdens ende…

Den fremtid Gud giver os, sætter os fri til at handle og tage ansvar i det liv, det nye år og den fremtid, der venter ude på den anden side af kirkedøren.

Det indebærer, som kongen nævnte i sin nytårstale i går, at vi finder rum i vores hjerter til at være nænsomme overfor vores medmennesker – også når det falder os svært…

Overgivet i Guds hænder, styrker han vores hænders værk?  

Alt det deler Gud med os også i det nye år, der ligger ubrugt foran os. Nytårsdag er ikke bare dagen derpå, det er også en ny begyndelse... 

Anno Domini 2026, det Herrens år, Velkommen! Godt nytår