Dette hellige evangelium til Maria Bebudelsesdag skriver evangelisten Lukas: 

 Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre mod Abraham og hans slægt til evig tid.« Lukasevangeliet 1,46-55

Prædiken 

Det er Mariæ Bebudelsesdag. Dagen hvor Maria får at vide af ærkeenglen Gabriel, at hun skal føde Guds søn. Og meget passende placeres denne dag i det tidlige forår i kalenderåret, og i kirkeåret midt i fasten, hvor der er ca. 9 måneder til juleaften…

Historien om Gabriel, der besøger Maria, er nok den historie, vi forbinder med Maria Bebudelsesdag, men den læser vi kun i ulige år (hvor vi læser fra første tekstrække i alterbogen).

Situationen er hyppigt skildret i billedkunsten, som her på papiret på billedet til venstre af Caravaggio, hvor englen ses i venstre side og Maria til højre svøbt i et blåt klæde eller en blå kappe…

Maria bliver bange ved mødet med Gabriel (naturligt nok) og ængstelig for, hvad det hele skal betyde, og hvordan hendes fremtid skal blive…

Maria forstår ikke, hvad der sker, men hun får tillid til, at Gud står bag. Det er ikke, hvad Maria er, der skal drive frygten på flugt, men tilliden til, at i det der sker med hende, er det Gud, der handler, og Gud, der giver, hvad hun har brug for….

Maria lægger (med andre ord) sin situation i Guds hånd. “Jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske efter dit ord” er hendes sidste replik inden englen forlader hende…

Hun mærker en kraft i sig, en kraft fra Gud, der får troen og tilliden til at vokse (stille) i sit bange hjerte. Og hun bryder ud i sang…  

Og det er netop den lovsang, som vi hører i lige år (som her i 2026, hvor vi læser fra 2. tekstrække i alterbogen). Det er Marias sang, en hymne til Gud og den kommer fra hjertet…

Maria minder os om at troen er en hjertesag…

Sådan skriver salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen…

Det står som et urokkeligt fortegn for både Det Gamle og Det Nye Testamente, at Gud og mennesker hører sammen: men det løber samtidig som en rød tråd igennem profeternes ord og Jesu forkyndelse, at Gud ønsker sig et folk, der ikke kun ærer ham med munden, men også med hjertet.

Dette krav om inderlighed eller inderliggørelse adskilte helt fra begyndelsen kristendommen fra andre religioner, hvor guderne blev dyrket med ofre og ritualer, og hvor der ikke var krav om inderlig eller personlig tro… (Søn af Maria, Lisbet Smedegaard Andersen).

Og på det punkt er der stadig meget, vi kan lære af Jesu mor/Maria.

Maria gemte ordene i sit hjerte og grundede over dem, skriver evangelisten Lukas et sted. Det viser jo også en vej ind i troen for os andre. Maria bliver et billede på, hvad vi i grunden er døbt til…

Når et menneske bliver døbt, undfanger det Kristus i hjertet og siger ligesom Maria ja til at være Herrens tjener eller tjenerinde.

Det betyder, at Gud begynder en ny historie med hver enkelt af os, hvor vi nu skal lære at forstå, hvem Jesus er og hvad han vil, ligesom også Maria skulle…   

Maria får gennem Jesu barndom større og større indsigt i, hvad det er for et barn, hun har født. Og da hun ser ham i templet i Jerusalem som 12-årig, forstår hun (om ikke helt, så i et vist omfang), at han er Guds visdom i egen person…

Den nære forbindelse mellem Marias bebudelse og det enkelte menneskes liv og tro er baggrunden for, at vi finder både bebudelsesscenen med englen Gabriel og ofte en eller flere scener fra Jesu barndom på flere af middelalderens døbefonte…

Billedkunstens mange malerier af bebudelsen og af Maria i det hele taget, er gennem tiden blevet brugt kontemplativt eller meditativt af munke og andre fromme sjæle for at de selv kunne fyldes af det under, at Gud er blevet kød og blod og for at de kunne lade troen vokse i deres hjerter…

Bebudelsesbillederne er altså blevet brugt som en slags andagtsbilleder. Lillian Munk Rösing (litterat og anmelder) har en fin tolkning af det andet billede på papiret (til højre). Solskin i den blå stue hedder det. Det er Anna Anchers datter Helga, der sidder og hækler, og Rösing kalder billedet et slags bebudelsesbillede.

Til venstre i billedet hænger et billede af jomfru Maria, præcis på det sted hvor englen plejer at være på bebudelsesbilleder. Og lille Helga sidder foroverbøjet i en indadvendt kontemplativ/meditativ position, som Maria plejer at gøre det på bebudelsesbillederne, ligesom det er tilfældet på Caravaggios værk til venstre på papiret.

På Anna Anchers billede vælder Guds lys ind i den blå stue. Den blå farve, jomfru Marias farve, er selvfølgelig ikke tilfældig og hvem ved, måske er Helligånden her på færde og en tro som Marias vågner i en lille sjæl, i Helga.

Og måske er det sådan det ofte er, hvis ikke en stille stund med hækletøjet eller strikketøjet, så med kaffen midt i solen, at vi kan strejfes af det lys, der fortrænger mørket og vi mærker, at vi er på hellig grund, at troen vokser i os…

Maria synger sin lovsang uden at vide, hvor det hele ender. Hun synger frygten lille og glæden stor. Jesus er ikke født, og hun kender hverken hans eller sin egen livsbane. Hun ved, at det barn, hun bærer under sit hjerte, vil bringe hende både glæde og sorg. Men hun lader fremtidshåbet fylde…

Hun lader troen og tilliden vokse i sig og følger den vej, som Gud viser hende. Som Birgitta af Vadstena senere bad: »Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den«.

Der er en vej i livet, der er din, hvor Guds vilje og dit liv væver sig sammen. Det er ikke altid, vi har hverken mod eller lyst til at gå Guds vej. Det er ikke sikkert, at den er behagelig eller let, men det fører det rigtige sted hen: den fører til livet og til himlen…

Guds vej fører gennem forsoning, tjeneste, kærlighed og fællesskab. Spøg bare Maria: hun gik med sin søn, og veg aldrig fra ham…

Og netop i det er Maria for alvor et troens forbillede for os.  

Sådan gør den tro også, der ikke kun deler glæden, når gudsriget folder sig ud imellem os allerede nu, men som også i den største tvivl og anfægtelse ikke viger fra korset i håb om en kommende påskemorgen…  

Og selv om dette håb i øjeblikkets anfægtelse kan være uendeligt lille, så er det alligevel et håb! Et håb, der synger i os,  så livsmod, tro og tillid – glæde! kan vokse i os, og i ethvert bange menneskehjerte…

AMEN