Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.  Johannesevangeliet 1,1-14

PRÆDIKEN 

Julen rummer det ufattelige budskab, at Gud selv går ind i verden i et barns skikkelse. Det er det gådefulde, mysteriet, evangelisten Johannes har villet fastholde med den smukke poetiske-filosofiske prolog, som jeg lige har læst, og som i kirkeåret hører til juledag…  

I teksten kan en baby soppe og en flodhest bade, skriver Jesper Tang Nielsen, der er dr.theol. med speciale i Det Nye Testamente. Og med det mener han, at vi kan læse den hurtigt igennem eller vi kan for evigt fortabe os i detaljen.

Teksten rummer nemlig det hele; den udtrykker alt, hvad der er at sige om troen på Guds søn, der kommer til verden julenat. I ham får vi adgang til livet, som det er bestemt til at være og vi ser os selv og vores liv med hinanden i et andet lys. Det er juleglæden! I ham åbenbares meningen med det hele, kunne vi sige…

Jeg har tit tænkt på hyrderne på Betlehems marker, når jeg har hørt teksten. Hvis nogen havde fortalt dem, at denne smukke poetiske-filosofiske tekst beskriver det, de havde set julenat, så ville de måske have rystet på deres vejrbidte skæggede hoveder og mumlet noget i retningen af: Det var da en indviklet måde at sige det på…  

Hyrderne er tit afbilledet i helgenagtige gevandter og i en from tilbedende procession, der skrider ind i stalden til barnet i krybben.

Men i virkeligheden har de nok været nogen barske karle, rå børster.

Det var et hårdt og barskt job at være hyrde dengang. Arbejdet har været dårligt betalt og det var kun for robuste mandfolk med stærke næver, der skulle være parat til at slå til.

Jeg vil tro at filosofi og poesi nok har ligget dem lidt fjernt. Det ville de måske ikke have kunnet se den store mening med…

Men jeg tror, at vi har til fælles med hyrderne om at søge efter mening og længes efter mening, en søgen og en længsel efter Gud.

I dag er det almindeligt at sige, at der ikke findes nogen mening, før vi mennesker skaber den. Men prologen i Johannesevangeliet fastholder tanken om, at der er en grundlæggende mening med det hele.

Den var der i begyndelsen og den har været der lige siden…

Det er bare ikke sikkert, at vi mennesker altid kan erfare den ved at iagttage verdens gang, faktisk langt fra! Og slet ikke sådan som verden ser ud i dag, tænker jeg, hvor vi er vidner til meget meningsløshed og magtesløshed i kraft af krige, konflikter, kampen om magten. Kræfter, der formørker alt liv…

Det har nok altid været en del af verdens gang.

Derfor er erfaringen heller ikke altid i stand til at fortælle os meningen. Det er den alt for lunefuld til, ligesom følelsen kan være det, især når vi er i vildrede, og når vi er anfægtede eller splittede…

Meningen må åbenbares!

Og vi griber først meningen, når Gud går hele vejen, træder ud af sig selv og kommer mennesker i møde som menneske i verdenen, som vi kender den!

Meningen med livet ses i lyset af barnet i krybben….

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, er Johannes måde at beskrive, at det umulige er sket. Det komplet utrolige: At livets inderste kraft, den guddommelige gnist, der har skabt det hele, som holder det hele i live, har ladet sig føde som et menneskebarn.

Han gør det for at vise verden, at nåde og barmhjertighed er livets grund og mening.

Gud er ikke en luftig idé, en bleg følelse, en ophøjet tanke. Gud bor ikke i en fjern stjernestrøet himmel. Han tog bolig iblandt os, blev menneske lige som os, delte vilkår med os både smerten og glæden, forbandt sig med os, så vi kan stole på, at vi aldrig skal skilles igen…

Det er i dette tætte gudsforhold, vi finder mening og næring i livet, så vi tør tro mere end vi kan vide, så vi tør håbe mere end vi kan forstå, så vi kan rejse os op til en ny dag trods modstand og mørke. Så vi kan glædes over livet. Det er juleglæden!

Barnet i krybben er badet i et gyldent skær, der henter sin glans fra evigheden og i det lys aner vi, at evigheden findes…

Det er herfra det levende, ukuelige håb henter sin kraft…

I ham træder livets mysterium for en kort stund tydeligere frem som lige netop mysterium. og vi er befriet fra at skulle bære sandheden og finde meningen selv i en virkelighed, der virker forvirrende, flimrende og splittet, og som vi langt fra altid kan se nogen mening i….

Det er juleglæden, at vi får adgang til livet som det er bestemt til at være. Menneskets bestemmelse er at leve i kærlighed. Hjertet længes efter at elske og blive elsket. Det lider, når det ikke elsker, og når det ikke bliver elsket.

Skabt i den Guds billede, som skaber alting i kærlighed, og som omslutter alting i kærlighed, er mennesket kaldet til at skabe rum for alle mennesker (og alt liv)…

Det er det rum, vi inviteres ind i julenat.

Det er det rum, Jesus tilbyder os at leve i.

Barnet i krybberummet kalder det frem i os, som allerdybest hører til det at være menneske: barmhjertighed, omsorg, opmærksomhed. Han kalder os ind i livet med hinanden…

Jeg tror, vi alle sammen har en længsel efter at få Gud ind i vores liv. Men julens budskab er, at han er til stede i vores verden, han er der allerede, vi kan faktisk slet ikke skubbe ham ud af vores tilværelse…

Han er i vores helt almindelige hverdag: I de nætter, hvor søvnen ikke vil indfinde sig, på de morgener, hvor kræfterne er sluppet op.

Og på en helt ubegribelig måde ved han alt om, hvordan vi har det. Vi slipper for at forklare, undskylde eller forsøge at lave et skønmaleri. Vi behøver egentlig bare at åbne vores øjne.

Det er i vores almindelighed, hans herlighed er.

I alle livets situationer – uden undtagelse.

Og det viser sig som lysende glimt der på vejen…

Det begyndte godt, og det slutter godt. 

Det er nemlig Guds selvoverskridende kærlighed, der er rammen om det hele.

Og det er juleglæden! Det er herfra vi finder den meningsfylde, vi længes efter…

Og så kan vi alle sammen være med, også Betlehems hyrder med de grove beskidte næver, de barske vejrbidte træk, de gigtkrogede lemmer – og hvad der ellers boede i deres kød…

Med skælvende hjerter stampede de afsted til stalden.

De gik efter lyset

De knælede i natten.

De tilbad Guds nåde og sandhed.

De mærkede glæden vokse i sig

og livet bliver større end det var…

Lad os gå med hyrderne ind til barnet;

I ham var liv og livet var menneskers lys!

Glædelig jul…