Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«  Lukasevangeliet 2,1-14

PRÆDIKEN 

Så længe vi stiller mælken tilbage i køleskabet, så den kan holde sig frisk til i morgen, har vi et håb for fremtiden, skriver digter og forfatter Søren Ulrik Thomsen

Det fik mig til at tænke på, hvordan lysende øjeblikke i hverdagen har afgørende betydning for at vi kan bevare håbet. Dér hvor vi kan være til stede i det helt almindelige hverdagsliv og samtidig opleve, at livet er større end vi kan begribe og forstå… 

Det er den slags øjeblikke, vi gemmer i vores erindringer som stjernestunder: de hellige timer, vi husker, når alt andet er glemt…

Jeg tror, det er øjeblikke af (Guds) nærvær, der nærer håbet for i morgen og for fremtiden, og som får os til at stille mælken tilbage i køleskabet, uanset hvilket morads vores hverdag ellers kan være præget af.

Og nærvær er netop, hvad julen handler om, for julen er både i kirke og hjem en kalden ind i nærværet, dér hvor vi gribes af ærefrygt for livets inderste væsen, hvis vi tør følge stjernen, ligesom hyrderne gjorde det julenat, da de gik til krybben under stjernehimlen til lyden af englesang…

Der er meget i tiden, der kan gøre os usikre på fremtiden: bekymring for en urolig verden, for klimaet, for sociale mediers betydning for vores fælles liv og alt det vi er urolige for og bekymrer os om i vores egen livssituation, hver især…   

Julen har sin egen fremkaldervæske, den bringer både det skønne og det svære i tilværelsen op til overfladen, så kontrasterne står stærkere. Imens reklamerne viser det polerede og det skønne, bærer de fleste af os ridserne…  

Jeg tror, vi bærer en længsel i os efter at leve af noget, der er større end os selv, større end det, der gror i vores egen udpinte køkkenhave. Jeg tror, vi længes efter vaskeægte juleglæde…

En længsel efter at blive grebet af ærefrygt, mærke følelsen af at være i nærværet af noget enormt, som overskrider vores nuværende forståelse af verden og som fylder os med livskraft og håb…

Mærke bare for en stund, at det hele ikke beror på os selv…  

Ærefrygt er den følelse, vi mærker, når noget skyller ind over os, så hårene rejser sig på kroppen. Det er en følelse af begejstring og ydmyghed på samme tid…

Nogle mennesker oplever dette i musikken, når de bevæges af lyd og rytmer, der rækker ud over sproget, imens andre møder det i naturens i brusende floder og sky høje bjerge…

Men vi er fælles om at blive grebet af ærefrygt julenat, for der er ikke noget, der kan gribe os mere end en fødsel…

På samme tid almindeligt og ubegribeligt…

I det skrøbelige barn i krybben møder vi julenat livsunderet, der gør os tavse og som midt i det almindelige får os til at skælve af ærefrygt for det ubegribelige…

Når vi står omkring krybben med Maria og Josef, hyrderne fra marken og de vise mænd, så åbner der sig et forunderligt rum, der overskrider vores forstand. Og vi fyldes af begejstring og ydmyghed på samme tid, fordi livet afslører noget af sit inderste væsen, tilværelsens gådefuldhed. Livets mirakel, hvis vi tør tro det…

At Gud kommer os nær, han er os nærmere, end vi er os selv…

Det lille skrøbelige barn kalder os ind i nærværet, ind i omsorgen og opmærksomheden. Barnet skal jo ikke først vurderes, evalueres, det skal gribes og elskes….  

Vi kunne kalde det: Øjeblikkets magiske manifestation. Det vækker noget til live i os, vi kan føle os tiltalt eller kaldet af livet selv, af Gud. Det er her, vi kan ane at evigheden findes, at der faktisk er noget, der varer ved, noget der står fast midt i tidens strøm…

Det kommer ikke i kraft af noget, vi gør, men noget vi er, og som vi nu atter bliver mindet om: at vi er Guds, enhver af os har umistelig værdi og er favnet af Guds evige kærlighed…

Det er ikke noget, vi skal gøre os fortjent til ved at magte det hele selv, og det afhænger heller ikke af højden på vores pensionsalder. Det skænkes os gratis og nådigt!

I virkeligheden åbenbarer juleunderet os alt det, vi hverken kan købe for penge eller forhandle os frem til, men som er os givet at leve af, så vi kan glædes…

Ærefrygten i mødet med livsunderet gør os bevidste om det, der kommer os alle ubetinget ved. Det minder os om, hvor meget vi har til fælles: at vi lever på de samme vilkår:

Vi fødes, vi elsker, vi glædes, vi sørger, vi håber og vi drømmer og vi længes. Det er vilkår vi ikke selv har sat, de er givet os med livet selv, skænket os som en gave, ligesom barnet er en gave…

Gud har givet sig tilkende i et menneske, som hengav sig til at møde medmennesker som givet og det gør det muligt for os at leve med hinanden, hvor vi ikke tager hinanden for givet…

Vi får et tilhørsforhold givet, et fællesskab mellem Gud og mennesker, hvor vi knyttes sammen af kærlighedens ånd, og hvor der altid har været, er og vil være plads til hver eneste af os på tværs af holdninger, status og politiske tilhørsforhold…

Se nu bare os, en flot forsamling…

Julen forener os, bygger bro mellem os og virker som en kur mod de polariserende kræfter, der splitter os, fordi den til enhver tid vil tale ondskabens, voldens og krigens kræfter imod. 

Magtkampe har altid været en del af verdens gang, på det punkt er der ikke meget, der har ændret sig siden kejser Augustus’ dage. Det håbefulde er, at verden står endnu igennem tiders skiften igennem slægters gang…  

På tværs af tid og sted er vi fælles om at komme her ind under hvælvingerne i håbets katedral (i barselsrummet, i krybberummet) julenat for at julen kan trænge ind i hjerterummet og vi kan få styrket et håb for fremtiden, herinde iltes håbet og vi fyldes af livskraft og glæde…

Herinde kan vi falde til ro, lade freden sænke sig i sindet, blive nærværende og opmærksomme, blive væk i et øjeblik af tilstedevær, hvor det ikke handler om, at vi når frem til det rette øjeblik, men hvor Gud er i øjeblikket med os…  

Det er øjeblikke af Guds nærvær, der nærer håbet for i morgen og for fremtiden, og som får os til at stille mælken tilbage i køleskabet, uanset hvilket morads vores hverdag ellers er præget af.

Det hellige nærvær, stjernestunderne, finder sted også i alt bøvlet, alt det utilpassede, alt det upolerede i vores almindelige hverdag med tandpine, kærestesorger, en økonomi, der strammer og udsigten til slankekur i januar – og alt det der…

Bare spørg Maria og Josef, de kender til det, det upolerede….

Julen er både i kirke og hjem en kalden ind i nærværet, hvis vi tør følge stjernen, ligesom hyrderne, og det gør vi i aften…

Nu fødes håbet i os. Det er levende, lyslevende, det lyser i mørket, det lyser fra hjertet. Glædelig jul…