Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matthæus 2,1-12

Den tyske sociolog Max Weber talte i begyndelsen af det 20. århundrede om at samfundet i Nordeuropa igennem nogle århundreder var blevet affortryllet.

Affortryllelse fortæller om et samfund hvor tro og religion fylder mindre. Særlig protestantismen har været medvirkende til at affortrylle livet. Fordi den udgave af kristendommen har lukket ned for mysterier, mirakler og magi.

Videnssamfundet har gennem århundreder erstattet det hellige. Selvom mennesket stadig og altid har og vil opleve at verden rummer noget der rækker ud over dette liv.

Godt at vi har fortællinger som den vi har lyttet til i dag om de vise mænd fra Østerland. Her bliver vi deltagere i en fortryllet verden. De følger en stjerne på vej til stalden i Bethlehem hvor de åbner for deres gemmer og frembærer gaver til barnet, hvis fødsel også fortæller om at verden rummer mere end vi kan se og tænke os til.

Grundtvig har et fint blik for i salmen Dejlig er den himmel blå at noget udefra kommer os i møde. Stjernerne blinker, de smiler og vinker til os. Og én af stjernerne på himmelhvælvingen er mere klar og lysende klar end de andre matte stjerner.

Med vores viden er stjernerne på himlen lysende natur fænomener dannet for milliarder af år siden.

Hvad det for en stjerne de vise mænd fulgte har optaget videnskaben. Kunne vi finde til det tidspunkt omkring Jesu fødsel og se om der var en stjerne som lyste klarere end alle andre stjerner. Grundtvig dropper al viden om denne stjernes alder og hvorfor den lyste klare end alle de andre stjerner. Han kalder stjernen for den lille stjernesol og ser den som et sagn fra gamle dage som fortæller, at der på et tidspunkt skulle fødes en konge på vor jord.

Denne stjerne kræver det ikke viden men visdom at forstå betydningen af. Stjernen som sendte de vise mænd fra Østerland ud på deres rejse fortæller at visdom er noget andet end viden.

Hvad er visdom spørger forfatteren til Jobs Bog ( som vi lyttede til før)? Visdom er noget andet, og den er lige så vigtig. Dens værdi kan ikke tælles i penge, for den er mere dyrebar end alle ædelsten og de fineste smykker. Visdom kommer fra Gud, siger Job. For det er kun Gud der ved, hvor den findes, for Gud kan overskue hele verden, og han ser alt, hvad der foregår under himlen.

Fortællingen om vise mændene og deres vandrig mod krybben i Bethlem åbner for at verden er et fortryllende sted at opholde sig. Vi er på eventyr med de tre vise mænd som kommer til Herodes i Jerusalem som også er optaget af profetierne om at nye konge skal fødes, men af helt andre grunde end de vise mænd. På vej hjem fra besøget i krybben bliver vi igen bekræftet i at denne fortælling handler om at verden er mere og andet end vi ser med vores blotte øjne og kan forstå med vores viden. Vis mændene bliver i en drøm advaret om ikke at tage tilbage til Herodes.

Guds visdom har skabt denne fortælling og det er Grundtvig og hans salme et tydeligt bevis på.

Verden bliver genfortryllet og viser sig at rumme et ”mere”. Fortællingen om de helligtrekonger rummer en merbetydning som genfortryller verden ved at gøre os opmærksom på at noget går ud over, transcendere den verden lever i.

Gennem årh. er vi vænnet til at orientere os i tilværelsen ved hjælp af vores viden. Det bliver vi opdraget til, at vi skal sætte vores lid til alt det som kan ses, måles og vejes. Vi kan ikke undvære det rationelle: men det er ikke hele virkeligheden. Tænk på eventyrerne som vi som barn elskede at få fortalt. Som Dante en gang skrev: Fornuften har korte vinger. Og åbner med det udsagn for at ikke alt i livet kan rummes indenfor det vi kan nå frem til med vores viden. Livet rummer overskridende erfaringer af en guddommelig dimension.

Den store viden som vi har erhvervet os gennem historien har lært os at flyve jorden rundt, med den har vi erobret verden, men den har korte vinger fordi den ikke med sine rationalitet kan give svar på livsmiraklet: at verden og livet findes. Der kunne ligeså godt være ingenting, ja, det ville der ikke være noget overraskende ved. Det overraskende er, at der er noget.

Vi ledes ikke kun af fornuften, vi har brug for andet end det. Verden vi ser, er hvad den er, konkret, - skøn og grusom på samme tid – men synet rækker længere end til virkelighedens overflade. Synet ser ind bag ved virkelighedens yderside, og der åbenbares for os, at virkeligheden mange gange er andet og mere end det vi ser. Verden rummer et mere ved tingene i verden og ved den verden, som de er i.

Vi har og en ledestjerne…. Synger vi i Dejlig er den himmel blå, og hermed mener vi, at et liv uden mål, uden lys, uden mening ikke er noget rigtig levende menneskeliv. Der findes mange ledestjerner, også de tre vise mænd tog i begyndelsen fejl.

Vi kan kun forundres over sådan en fortælling. Vi kan i hvert fald ikke ret godt bringe den på talefod med vores forstand. Der skal undren til. En fortryllet verden med 3 mænd som følger en stjerne på himlen. Vi må leve os ind i denne fortælling med visdom og ikke viden. Visdom ser på livet som bestående af mere omfattende sammenhænge.

De vise mænd blev længe nok til at forundres over det de så og oplevede. Vi skal være taknemmelige for at vi har sådanne fortællinger. Møder vi historien om de vise mænd med vores viden er der noget vi går glip af. Vi mister evnen til at tænke abstrakt. At livet er større og fordi vi også har erfaringer af at livet kan møde os med ting vi ikke forstår.

Julen kan vi pakke sammen nu, pynten og træerne, men forundringen skal vare længere. Forundring går nemlig ikke over sådan lige med det samme. Som forbavselse gør det. De to følelser er beslægtede og så alligevel meget forskellige.

Forbavselse føler vi i forhold til det nye, det uventede, det sensationelle. Vi kan godt lide at blive forbavsede, vi synes det rusker op i os, får os til at standse. Vi vil forbavses og overraskes hele tiden, og skal vi lokkes ud af vores huse, skal det være af begivenheder der kan det - forbavse os, overraske os. Nu er der bare det ved forbavselsen, at den hurtigt går over. Den er hurtigt glemt, og derfor skal de, der vil os noget, hele tiden finde på nye begivenheder, der kan forbavse os.

Forundring føler vi derimod over for det banale eller det elementære- et barns fødsel, forelskelsen, døden, naturen eller årets skiften. Den forundring har vi i en ikke rigtig nogen steder at gå hen med.

I kirken er der tid og rum for forundringen. Der er ikke de store overraskelser her, men der er plads og tid til forundring. Således også i dag. Vismændenes forundring og glæde over det lille barn smitter os, genfortryller vores verden.

Drømmene, håbets virkelighed, der fungerer som en slags nytårstale for det nye år.  Amen