Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. v14  Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« v15  Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. v16  Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; v17  og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

                                                                                       Matthæus 3, 13-17

I en tid som den vi lever i for øjeblikket, i en verden i opbrud på mange fronter, manglende tillid, kan vi blive i tvivl om, hvad som står fast. Skal vi til at vænne os til at den gamle verden som vi har været vant til at leve i ikke kommer tilbage?

Som verden og personer ændrer sig i disse tider, påvirker det vores følelse af, at der er noget som står fast og som vi kan regne med. Selvom tiden i bogstavelig forstand altid udsætter os for det hele, og vi derfor heller ikke skal regne med noget, har mennesket altid haft behov for at der er noget som står fast.

Vi ved selvfølgelig godt at livet ikke er stilstand, og altid det samme. Det kender vi fra vore egne liv, som også undergår forandringer og udviklinger over tid. Den helt almindelige forandring er at vi bliver ældre og påvirkes af de erfaringer vi går igennem i livet.

Vi indretter os med ritualer og livsrytmer som giver os følelsen af, at der er noget vi kan hvile i og skaber en tryghed vi ikke behøver at frygte svigter. Ritualer er nødvendige: for enkeltpersoner, for familier, for grupper, for samfund, for religioner.  

Dåben som det handler om i dag, ikke bare i teksten om Jesu dåb, men også den dåb vi lige har overværet af Sebastian og Pilou, taler om Guds kærlighed som vi i dåben kommer ind i. Det er hvad stemmen fra himlen taler til Jesus: Her er min elskede søn. Jesus er tavs. For

Vi kan sige at dåben er et spejl for mennesket, hvor det får at høre, som Jesus gjorde det, da han steg op ad vandet og hørte en stemme fra himlen, som sagde at han var elsket. Dåben er et spejl der spejler dig med en kærlighed du ikke skal gøre det fjerneste for at få. Gud finder os, før vi finder ham. Gud er den der elsker først.

Andre spejle som vi ser i hvad end det er spejlet på væggen derhjemme, spejle der møder os i andre som vi spejler os i, eller tag nu verden som et spejl, kan vi ikke stole på siger os det samme.

I sidste uge var jeg i biografen og se den norske film Elskling. En vidunderlig film om et par Maria og Sigmund der i begyndelsen er opslugt af deres kærlighed til hinanden. Noget går hurtigt galt da hverdagen og de lærer hinanden bedre at kende. Hun må konfrontere sine indre dæmoner og opdager fastlagte adfærdsmønstre hun ikke var bevist om, som hun har haft siden barndommen. Samtidig prøver hun å redde forholdet til Sigmund, men kan det la sig reparere? Maria bliver den person vi følger i den sidste del af filmen. Hun kæmper med sit selvværd og en vrede og har svært ved at tro på, at hun er noget værd. Efter samtaler med en psykolog kommer hun en aften hjem og stiller sig alene foran et spejl. Taler med sig selv tøvende i spejlet, at hun er god nok, hun er værd at elske og selv kan elske andre.

Vi kan betragte dåben som et spejl. Dåben åbner mod noget større, hvad svarer meget godt til den store glæde det er at få et barn. Forældrene synes måske ligefrem, at deres barn kom som sendt fra himlen. Alle forældre kan skrive under på, at en fødsel erfares som bærer af en betydning, der rækker langt ud i både tid og rum. De giver heller ikke deres kærlighed til den nyfødte i små rationer. Barnet får al den kærlighed som verden kan rumme.

Hvis vi tager alle dåbens store ord, for hvad de udsiger, så sker her for alvor noget nyt. Livet får i dåben en ny rytme. Vi skal ikke søge mod det himmelske, himlen kommer herned og åbner sig over den døbte.

I dåben genfødes vi som det også siges i velsignelsen i dåbsritualet. ”den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv. Han bevare din udgang og din indgang fra nu af og indtil evig tid.

Vi genfødes til et levende håb, dvs. et håb, der rækker ud over døden, som vi tænker er grænsen for vores jordiske håb. Vi skal ikke leve noget andet liv end det vi er født til, men i dåben får vi mulighed for at høre at et menneskes liv er skabt, bestemt og elsket af Gud.

Gør det nogen forskel i et menneskes liv? Det er altid dejlig at være elsket, uden kærlighed ville vore liv bliver mørke og tunge. Det er også godt at have en bestemmelse i livet, et mål plejer vi at kalde det. At det tilmed er bestemt på forhånd, tror jeg ikke vi skal være så bange for. Der er så meget i dag vi selv skal bestemme og tage stilling til.

Skabt af Gud. Det siger både noget om bestemmelsen og kærligheden, men det fortæller samtidig at mit liv er født til at leves på en bestemt måde. I Jesus gav Gud til kende, hvad der var mening med at skabe mennesker, ikke dømme, tilgive, elske, være barmhjertige.

Det er vores dåbsliv. Udgangen af dåben er ikke til himmelen, vi skal lægge mærke til at det er himlen der falder ned over Jesus i billedet af duen. Jesus gik kort efter sin dåb ud i ørkenen hvor han fastede i 40 dage og nætter. Vi går fra dåben til hverdagen hvor du skal give dig selv og dit liv. Det er der Gud ønsker din tilstedeværelse.

Dåben fortæller os at vi er noget og skal ikke tænke på først at blive til noget. I mange andre af de rum vi bevæger os rundt i vores dagligdag, er det slet ikke så selvfølgeligt at vi er noget, men må først tænke på at blive noget. Rum er de steder hvor vi mødes med andre, men hvor rummet kan betyde alt for hvad der forlanges af os. – Rum kan være vores hjem, skolen, arbejdspladsen, samfundet, men tiden vi lever i skaber os sine egne særlige rum i form af krav til mennesker, som opstår af den overflod samfundet tilbyder. I de rum kan det være tøjet du har på, musikken du hører, ja, din stil og dine præferencer, der betyder om du er noget. Lysten til at sammenligne sig med andre er stor og det siger sig selv, at konkurrence om at blive til noget kommer til at fylde meget

I dåbens rum kan vi rummes i kraft af det vi er: vi er dem Gud elsker! Det er min elskede søn, datter. Vi bliver set på, og bliver i det syn til Guds børn.                        Når det er Gud der elsker er det eneste vi skal gøre, at hengive os – som i ethvert ordentligt forhold hvor det handler om kærlighed.

I dåben handler det om en kærlighed der ser livet under håbets fortegn. Dåben er et levende håb, et håb på noget, vi endnu ikke kan se.

Dåben genføder os til et levende håb, som ikke er ensbetydende med et liv uden modgang. Dåbens liv er netop at give sig hen i livet, hver dag at forsvinde og se livet opstå til nyt liv. Livet i dåben som er mødet med næsten og den verden vi har omkring os, handler om håb og tro.

I dåben har vi så tilmed fået det løfte, at vor dåb sætter håbet som fortegn for alt hvad vi kommer ud for.

I det håb er vi blevet fortalt, at Gud følger sit menneske, mens det lever, og at han ikke slipper det, når det dør. Amen