Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: v32  Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; v33  de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« v34  Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.

v35  Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. v36  Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. v37  De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« v38  Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« v39  De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« v40  Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: v41  »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« v42  Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« v43  Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Lukas 18,31-43

 Se, vi går op til Jerusalem…  siger Jesus til sine disciple og fortsætter med at tale om hvad der skal ske med ham. Disciplene kunne godt se hvor de var på vej hen, men længere end til vejen det gik på til Jerusalem var de ikke åbne for. Hvad den vej rummede forstod de ikke.

Det forholder sig som Lukas skriver, de fattede ikke noget af det Jesus talte om.

Det var der en anden der gjorde den dag. Han var tilmed blind, og de kom forbi ham da de nærmede sig Jeriko. Han sad i grøften og kan intet se, men han kunne se hvad de andre ikke kunne se, at Jesus er den Davids søn, som profetierne om Messias handler om.  

Han kunne ikke se Jesus, måtte derfor råbe ad ham for at han skulle se ham.

Han var henvist til at orientere sig i verden med sin hørelse. Hver dag levede han i mørke, og måtte lytte til hvad der skete omkring ham. Han sad ved vejen og mærkede hver dag isolationen og ensomheden. Den vej hvor mange mennesker hver dag færdes frem og tilbage, og hvis han var heldig var der måske nogen der så ham, og talte til ham.

Ved vejen var blevet hans faste plads i livet. Låst fast indtil Jesus kom forbi og så ham. Sådan finder vi vores plads i livet. Med den væsentlige forskel at han var blind. Han var af den grund mere isoleret i sin egen verden, afskåret fra verden udenfor som han ikke kunne blive en fuldgyldig del af.

Nu spiller blindheden i teksten af Lukas en særlig rolle i forhold til også at være blind for ting i livet man ikke ønsker at blive konfronteret med. Allerede Jesu indledende ord til sine disciple ”se, nu vi går op til Jerusalem” som varslede hans lidelse, død og opstandelse forstod disciplene ikke. Måske var det for smertefuldt for dem at høre om den grumme skæbne. De var afvisende overfor at se deres gang til Jerusalem som en vej mod afslutningen af livet for Jesus og deres fællesskab med ham.

Her kan vi bringe Paulus ord om kærligheden i spil. Den smukke tekst om kærligheden som vi kender så godt. Mest om hvad kærlighedens kendetegn er: kærligheden er tålmodig og mild. Den tåler alt, tror alt, udholder alt og glæder sig over sandheden. Og de negative kendetegn der viser os, at kærligheden er fraværende: hvor misundelsen, praleriet, indbildskheden, usømmeligheden, selvoptagetheden, hidsigheden, uretten og naget er til stede.

Smukke, velkendte og erfaringsnære beskrivelser af kærlighedens smukke sider og de mindre smukke. Mon ikke vi kender dem godt uden at vi behøver få sat et spejl op foran os. Men spejlet kan afsløre noget væsentlig om hvem vi er og hvordan vi ser på os selv. Og det er gåden som Paulus afslutter sin lovprisning af kærligheden med at tale om. Gåden bringer synet ind i talen om kærligheden og om hvad det vil sige at se. Og hvad det er vi skal se, og ikke se. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.

Disciplene så i det spejl kun hvad de ville se, deres egen ønsker og behov for hvad fællesskabet med Jesus betød. Derfor ser vi dem også true af den blinde. Der var ikke plads til at de kunne se at andre havde brug for at møde Jesus.

I spejlet ser vi ikke overraskende os selv, uden at se den anden. Vi ser os selv som verdens centrum, verdens navle. Vi er indkrogede i os selv, som Luther beskrev det. Og som lektor i teologi Bo Kristian Holm i forbindelse med reformationsjubilæet i 2017 på morsom og afslørende illustrerede ved at bede publikum om at læne sig så langt frem, at de kunne se deres egen navle. Så ser man ikke andet!

Jesus har blikket rettet mod Jerusalem og de skæbnesvangre begivenheder som venter ham dér. Lukas og vi sammen med ham ved godt hvad der skal til at ske og hvordan det ender.

Manden ved vejen råber af Jesus og Jesus stopper og ser ham. Synets gåde løses ved at hæve blikket. Ikke for at se op i det tomme intet, men for at møde et andet menneskes blik, et par øjne som møder os. Når vi løfter blikket fra vores egen navle, da skal vi se ansigt til ansigt. Øjne der mødes og åbner for at se et ansigt og et menneske.

Det er hvad manden i vejen erfarer da Jesus stopper foran ham, ser ham, og oveni købet lader synet af ham følge af et ønske om at gøre noget for ham. Øjne der ser den anden, og ikke bare registrerer ansigtstræk, men den anden som et menneske der som jeg selv lever af at være set af andre.

Kærlighedens syn har ikke noget at gøre med, hvordan den anden faktisk ser ud. Øjne båret af den kærlighed Paulus taler om, som grundlaget under troen og håbet. For det begynder med kærligheden, som den svenske forfatter Per Olav Enquist siger det i én af sine bøger: ”Et menneske kan leve uden sit syn, en blind er også et menneske. Men hvis man ikke bliver set, så er man ingenting”.

Det menneske som hele sin barndom blev overset eller den, som ingen ser til, går på den ene eller anden måde til grunde som menneske. Det mest afgørende i et barns liv er, at der er kærlige øjne der ser det. Ser barnet med varme og glæde. Det er derfor Paulus siger størst af alt er kærligheden. Fordi bliver vi ikke mødt med kærlighed bliver det svært at tro på at livet er meningsfuldt og at der er noget at håbe på.

Kærlighedens blik - i de øjne bliver man til. Når jeg ser på et andet menneske med kærlighed, forudsætter jeg, at kærligheden allerede bor i dette andet menneske.

En gammel rabbiner spurgte en gang sine elever, hvordan man kan afgøre, hvornår natten er forbi og dagen begynder. En af eleverne spurgte: ”Er det når man på lang afstand kan skelne en hund fra et får?” ”Nej”, svarede rabbineren. En anden elev spurgte: ”Er det når man på lang afstand kan skelne mellem et daddeltræ og et figentræ?” – ”Nej”, sagde rabbineren. ”Hvornår er det så blevet dag?” spurgte de andre elever. Rabbineren svarede: ”det er når du kan se ind i et andet menneskes ansigt og få øje på din bror eller søster i det. Så længe du ikke kan det, er det endnu nat".

Den blinde levede et liv i mørke, men den dag Jesu stod foran ham, og spurgte hvad han skulle gøre for ham, var det som et lys blev sendt ind i hans mørke. Han kunne mærke hvordan hans verden ændrede sig, fordi her kom én og delte sit liv med ham. Han mærkede en anden accept end den, hvor nogen kastede en mønt i hans hånd og gik videre. Her kom en og tog del i hans skæbne, så på ham, ikke som den blinde mand ved vejen, men som et menneske. Viste ham kærlighed og varme. Og kærlighed og omsorg kan tø selv den koldeste og mørkeste verden op.

Det er som Paulus siger om kærligheden. Vi kan være nok så begavede, dygtige, smukke og dejlige, men har vi ingen kærlighed at give af, kan vi godt pakke sammen. Amen