Dette hellige evangelium til 9. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas:

Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«  Lukasevangeliet 18,1-8

PRÆDIKEN

Døren er høj, den er stor og tung – grøn, irret af vind og vejr, tidens tand og verdens gang. Den er som en port, en portal, en tærskel: Inden for dørene åbner sig et stort hvælvende kirkerum, hvor søndagens gudstjenester er godt i gang. Og uden for døren på den solbeskinnede plads løber turister fra alle verdens kontinenter rundt mellem hinanden med solbriller og sommerhat…

Jeg lader min hånd glide ned over reliefferne på den gamle høje, tunge og grønne kirkedør. Her har mennesker igennem historien gået ind og ud, trådt over tærsklen med alt det, der tyngede dem, og de har støttet sig til kirkedøren og sat deres aftryk…

Hvis dørene kunne tale, kunne de fortælle historien om troens udtryk og aftryk i verden på dette sted. Her er troen blevet delt fra menneske til menneske, fra hjerte til hjerte, fra generation til generation, fra kontinent til kontinent.

Mennesker har båret deres sorg, deres bekymring, der afmagt, deres taknemmelighed, deres glæde og fryd ind og ud ad dørene og over kirkens dørtærskel…

Og de har bedt deres indtrængende bønner til Gud…

Bønnen er et af troens mange udtryk…

I skal bede og aldrig blive trætte, siger Jesus i evangelieteksten i dag. I lignelsen hører vi om enken og den uretfærdige dommer. Vedholdende, indtrængende og gentagende gange henvender enken sig til dommeren i byen for at bede ham om hjælp (retfærdighed) overfor sin modpart i en sag…

Det er et eksempel på bønnens betydning i en enkes liv midt i en hverdagslivet i byen. Virker fortællingen fjern fra vores liv. Måske! Og så alligevel ikke…

Vi er måske ikke altid opmærksomme på, hvor ofte vi i det helt almindelige hverdagsliv henvender os til hinanden i bøn. I tillid, i åbenhed og i troen på at den anden vil svare os, når vi beder: Vil du række mig saltet, vil du hjælpe mig, vil du lytte, når jeg har noget på hjerte, vil du være hos mig, når jeg er bange?

Vores hverdagsliv er fyldt med små og store eksempler på, at vi lever i afhængighed af hinanden og forbundethed med hinanden. Og sådan er det også med vores bøn til Gud; i den giver vi udtryk for, at vi ikke er os selv nok, men har brug for at stå i relation til Gud og medmennesket for at forstå os selv…

Bønnen bygger bro mellem Gud og mennesker. Den har mange former og kan rumme alt fra tak til hjælp, og både vrede og glæde, men fælles for alle bønnens former er, at de er udtryk for afhængighed og forbundethed…

Mennesker er gået ind og ud af den høje, store, tunge grønne kirkedør med alle reliefferne. Nogle har fået deres bønner hørt, imens andre har råbt og råbt, og svarene ladet vente på sig. Der er sager, som ikke går, som vi beder om, uanset hvor ihærdigt vi løber Gud på dørene. Det tror jeg, er en erfaring vi alle kender til…

Nogle gange forbliver verden tavs!

Vores bønner har ikke magten over Gud. Bøn er ikke et redskab, hvormed vi hurtigt kan få resultater. Tvært imod taler den bedende uden at kunne kontrollere et svar…

Den tyske teolog Dorothee Sölle skriver et sted: »At bede er at gøre oprør. Den, der beder, siger ikke, sådan er det. Den, der beder, siger, sådan er det, men skal det være sådan«?

Vi kan forstå bønnen som det sted, hvor vi forenes med Gud i åndelig modstand mod den uretfærdighed, der ødelægger ikke bare vores eget, men også vores fælles liv…

Der er mange steder i verden, hvor vi kan bede Gud om gribe ind...

Bønnen er på den måde ikke kun et anliggende for den enkeltes ret, men også en insisteren på det fælles gode, den fælles ånd, Guds vilje i verden. Bønnen er en insisteren på håbet for hele Guds skaberværk…

Jeg tror, vi skal blive ved med at bede, ligesom enken…

Blive ved med at tale til Gud, selv når svarene lader vente på sig. Vente i tro. Måske er tro ikke at verden svarer, men i højere grad at blive ved, også når verden forbliver tavs?

Det er, hvad Jesus vil sige til os med lignelsen i dag: At bønnen aldrig må forsvinde. Når selv en uretfærdig dommer kan flyttes af bøn, hvor meget snarere så ikke den nådige Gud!

Hvis bønnen forstummer, så tørrer troen ud. Uden bønnen mangler troen en bro, som kan bære både taknemmeligheden, klagen, fortvivlelsen og håbet om forandring. Uden bønnen er vi overladt til os selv…

Bønnen skaber forbindelse til de dybe lag i os selv, der rækker ud over os selv. Her kan håbet slå rod. Her bliver vi befriet for vores ensomhed. Og vi kan leve - ikke blot et liv i bøn, men ud af bøn…

Troens udtryk og aftryk begynder og slutter ikke ved kirkens dørtrin. Til alle tider har troende set det, som en opgave at tjene Gud og næsten i det daglige liv - i afhængig og forbundet med hinanden - og på den måde omsætte tro til praksis, til levet liv på den anden side af kirkedøren…

Her har mennesker igennem tiden sat deres aftryk, når de er gået ind og ud ad kirkedøren.

 Jeg lader min hånd glide ned over reliefferne på den gamle høje, tunge og grønne kirkedør. Jeg ser på min datter, hun gør det samme, inden vi sammen træder ud over kirkens dørtærskel til den solbeskinnede plads, der vrimler med turister med solbriller og sommerhat…

Gud, beder jeg:

lær mig kunsten at tie

og vente i tro

til jeg mærker du tier med mig

i en tostemmig stilhed,

skal banes en vej,

der leder min tanke til dig.

AMEN