Dette hellige evangelium til 9. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas (16,1-9 i Bibelen 2020)

¹Jesus sagde til disciplene: »Der var engang en rig mand, der havde en forvalter. En dag hørte han ad omveje, at forvalteren strøede om sig med godsets penge. ²Derfor kaldte han forvalteren til sig og sagde: ›Hvad er det, jeg hører om dig? Du kan godt gøre regnskabet op, for du kan ikke længere være forvalter.‹

³Så sagde forvalteren til sig selv: ›Hvordan skal jeg klare mig nu, hvor min herre har fyret mig? Jeg har ikke kræfter til fysisk arbejde, og jeg ville skamme mig over at tigge. ⁴Jo, nu ved jeg det. Jeg vil skaffe mig venner, der vil invitere mig hjem, selvom jeg mister mit arbejde.‹

⁵Så kaldte han alle dem sammen, der skyldte hans herre noget, og mødtes med dem en efter en. ›Hvor meget er det, du skylder?‹ spurgte han den første. ⁶›4.000 liter olivenolie,‹ svarede manden. Forvalteren gav ham gældsbeviset og sagde: ›Skynd dig at skrive 2.000 i stedet.‹ ⁷›Hvor meget skylder du?‹ spurgte han den næste. ›40 tons hvede,‹ svarede han. ›Her er dit gældsbevis,‹ sagde forvalteren. ›Skriv 30 tons i stedet.‹

⁸Da den rige mand opdagede det, roste han sin snu forvalter, fordi han havde handlet så klogt. Denne verdens børn handler nemlig langt klogere over for hinanden, end lysets børn gør. ⁹Og det vil jeg sige jer: I må sørge for at bruge jeres penge til at skaffe jer venner, også selvom de er tjent på uærlig vis. En dag slipper pengene op, og så har I nogen til at tage imod jer i himlen. AMEN 

PRÆDIKEN 

Kapellanens søndag er denne søndag blevet kaldt: 9. søndag efter trinitatis. Den dag lod præsten nemlig kapellanen prædike, så præsten selv kunne være fri for at bryde sin hjerne og sit hjerte med at få forholdene i fortællingen i evangelieteksten til i dag til at gå op…

 Jeg har ikke en kapellan, jeg kan sende denne søndag, så jeg har flere gange i løbet af ugen grublet over teksten. Vendt og drejet den flere gange i præsteværelset, men uden at jeg har fået forholdene i teksten til helt at gå op…

Jeg tror, at vi i fællesskab denne søndag må acceptere, at der stilles lidt flere spørgsmål, end der gives entydige svar…

Nogle gange handler viden også om i ydmyghed at stå ved vores uvidenhed…

Og acceptere at når det handler om Gud og menneskeliv, så er der meget, der ligger uden for vores forståelsesformåen – heldigvis!

Lignelsen er bemærkelsesværdig, fordi den er så mærkelig…

Vi hører, at den kære forvalter står over for en fyring, fordi han har strøet om sig med sin Herres penge…

Da han får besked på at pakke sammen, finder han på nye udveje, for han ved, han ikke kan klare hårdt arbejde, og nedværdige sig til at tigge vil han heller ikke…  

Så fyringen får ham til at skifte kurs. Han må finde på noget nyt for at holde skindet på næsen. Og der sker noget nyt! Nu bruger han ikke længere sin Herres ejendom på sine egne fornøjelser. Nej, han bruger den til at nedsætter gælden hos alle dem, der skylder hans Herre penge. Nu skal de også have glæde af Herrens rigdom.

Der er umiddelbart intet, der tyder på at forvalteren har andre end sig selv i tankerne. Han tænker alene på at skaffe sig venner. Om lidt er fyringen en realitet, og så må vennerne fungere som arbejdsløshedsforsikring.

Altså hvad er egentlig meningen…

Er det virkelig Lukas mening at lade svig og egeninteresse være forbillede for lysets børn og adgang til de evige boliger i Gudsriget?  

Lukas gør det komplicerede endnu mere komplekst, for hvad nu hvis det, vi giver til den, der har brug for det, slet ikke er vores? 

Spørgsmålet er: Kan noget være vores at give, alene fordi vi har uddelingens mulighed?

Eller er det at strø om sig med Herrens rigdom og give til de fattige lige så slemt som tyveriet i sig selv?

Det er ikke helt til at få plads…

Og Herrens rolle bliver ved med at være lidt en gåde? Hvem er han? Er det lignelsens Herre, der pludselig skulle rose sin forvalter for at snyde ham?

Er det Jesus eller måske Gud, der skulle bifalde snyderi?

Herren passer hverken ind i tekstens forløb eller til de forventninger, vi kunne have til sådan en herre…

Men måske er det hele pointen? At vi skal blive konfronteret med vores egne forventninger? At de bliver modsagt. Det minder os nemlig om, at når det handler om Gud og menneskeliv, så er der meget, der ikke går op.

Der er meget, der ikke gå efter denne verdens målestok. Heldigvis…

Det er der trøst i. Det er der håb i. I en verden, der er i bevægelse hver eneste dag, og hvor alt er forandring og til forhandling. Konflikter mellem nationer fryser fast og alle holder på sit…

Evangeliet i dag minder os om, at vi ikke lever af noget for noget, men af Guds nåde.

Vi lever af al den overflod og godhed han har sat ind i verden…

Herren i lignelserne må jo være Gud og hans ejendom må være livet selv? Det er vores muligheder, det er glæden og kærligheden, det er jordens mangfoldighed og rigdom, luften og lyset, al den velsignelse vi har adgang til…

Gud har skænket os – det hele. Betroet os det.

Og vi er som forvaltere, der skal tage ansvar for det…

Og det gør vi klogest ved at strø om os med livets gode gave: Alt det, der dybest set slet ikke er vores, men som vi lever af. Vi må ikke holde det for os selv, men strø det, så andre også får glæde af det…

Vi mennesker må knytte os til hinanden ved at lade det, som egentlig er Guds, komme hinanden til gode.

Kender I ikke det? At vi mærker, at livet bliver større, når vi bruger det. Ikke holder det for os selv, men bruger det til fordel for andre…

Det er der, vi handler klogt og forvalter livet i Guds ånd. Gud ville ikke selv holde på sit. Han har strøet så meget om sig med sin kærlighed, at han gav os sin søn…

Og han ser stort på at lide tab og roser det menneske eller den forvalter, der strøer om sig med hans ejendom…

Gud finder sig med glæde i at få regningen, når det, der er hans bruges til fordel for, at vi kommer til at tage os af hinanden…

Det betyder også at vi må tilgiver hinanden. Nedskriver, hvad vi skylder hinanden…  

Forlad os hvor skyld, som også vi forlader vores skyldnere hedder det i Fadervor…  

I dagens historie får de gældsplagede gældssanering, de får tilgivet deres skyld for intet. Præcis sådan skulle vi også handle over for hinanden og håbe på at vi også må møde én som med et pennestrøg slår en streg over det, vi skylder…

I virkeligheden giver vi kun en lille del af det, som vi har fået givet af Gud, da han gav os livet. Derfor skylder vi selv overfor andre at strø om os med alt det, han har givet…

Det er godt, at jeg ikke har en kapellan, jeg kan sende denne søndag, for så havde jeg ikke haft den glæde at få lov at strø evangeliets budskab: …

Vi lever ikke af noget for noget, men af Guds nåde. God søndag. AMEN