En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. v25  Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!

v26  Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. v27  Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. v28  Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. v29  Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. v30  Men på jer er selv alle hovedhår talt. v31  Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve. Matthæus 24,10-31

Vi har lyttet til en tale Jesus holder for sine disciple. Man kalder den for ”udsendelsestalen”. I sin tale forbereder dem på det liv, der venter dem, når det bliver dem, der skal træde i Jesu fodspor og gå med evangeliet ud i verden og grundlægge menigheder.

Jesus sparer ikke på advarslerne om hvad de kommer til at møde. Det kommer til at koste noget at være hans discipel. Verden er ikke et venligt sted. Verden er styret af sataniske kræfter, Beelzebuul er navnet på den magt, og disse magter vil bekæmpe disciplene og det budskab de kommer med.

Urolige tider venter dem.

Vi ved ikke hvad tiden vil møde os med. Hvilket passer meget godt til Jesu besked til sine disciple inden de skal udsendes. De vil helt sikkert komme til at møde modstand, og frygten vil fylde dem, men de skal ikke frygte. Tiden vil møde dem med mange forskellige udfordringer og modstand.

De skal styrkes og opmuntres til at klare den tid som ligger foran dem, hvor de nu selv skal ud og prædike at Guds riget er nær. De skal stå på egne ben, og derfor Jesus gentagne opmuntring og trøst til dem, om ikke at frygte.

Frygt har også noget med tid at gøre. Tiden kan fyldes af frygt. Frygten er konkret, frygt for dem siger Jesus, dem som må være en gruppe af mennesker, som er modstandere til det Jesus kommer med.

Frygt kender vi også godt til. Det kan være frygt for ting som sker i vores private liv. Det kan være alvorligt hvis det handler om sygdom og muligheden for helbredelse. Det er en tid hvor frygten fylder meget. Og så er der frygten, som fylder meget for øjeblikket. Det jeg først tænker på i den anledning er de krige og konflikter som raser rundt omkring på jorden. Frygten får ofte et konkret ansigt på. Trump som endnu en gang formår at ryste verden når han genoptager konflikten med Iran, og vi frygter for hvor der skal komme ud af det. Skovbrande og tørke breder sig flere steder i verden. Vi ser mennesker der frygter for ilden, flygter og efterlader alt hvad de ejer.

Vi lever i en verden, der på mange måder er fuld af frygt. Det gælder ikke bare de eksempler jeg nævnte, men frygten kan også rette sig mod et andet mennesker, mod mennesker som ikke ligner os og gør som os.

Der er nok at frygte, og skal vi lytte til prædikeren, må vi håbe vi i rette tid før det er for sent finder tidspunktet til at handle. Opmuntrende af han taler om tiden som både konstruktiv og destruktiv.   Prædikeren skriver om tiden der møder os er fyldt med tvetydighed, og vi genkender verden og os selv i den.

”En tid til at plante, en tid til at ryde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op” …..

Og sådan løber tiden afsted, og tager os med, og den gentagne en tid til, antyder at der til enhver af os, vil komme en tid. Der er et tidspunkt til alting under himlen.

Det er også en tid til ikke at frygte. Jesus taler i dagens tekst om frygten for dem som vil Jesus og hans disciple til livs. Han taler om også om den positive frygt. Frygten for Gud, Guds frygten! Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.

At frygte Gud er at være uden frygt. Vi skal ikke frygte, at Gud vil os det onde, men i stedet huske, at Guds kærlighed er det største af alt.

Det er selvfølgelig helt umuligt at gå gennem livet uden at komme ud for nogle frygtelige oplevelser, hvor man mærker modgang. Det er derfor Prædikerens opremsning af de tider vi går igennem bekræfter hvad vi godt ved, at livet er både medgang og modgang, det gode og det onde. Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, synger vi om lidt med Kingo. Intet overraskende i den beskrivelse som Kingo skrev i 1681. Vi ved godt at livet er sådan.

Gudsfrygt betyder ikke at vi skal være bange for Gud, men at frygten er udtryk for en tillid til Guds magt. Gud der har tal på vores hovedhår, er et udtryk for Guds kærlighed til sin skabning.

Spurvens historie er et billede på den tillid vi skal have til Gud. Vi magter ikke alting selv. Vi kan ikke bære os selv i alt. Vi må lade os bære og løfte i tillid til, at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den. Hvorfor de ikke skal frygte er begrundet i, at Gud har talt alle deres hovedhår. Jesus bruger billedet af spurven som er en lille fugl til at sige, at Gud er med i alt. Derfor skal vi heller ikke frygte, vi er mere end mange spurve.

Gudsfrygten taler om at vi kan have tillid og kærlighed til at Gud altid vil der for os. Frygten for mennesker i vores verden og for ulykker som kan hænde skifter hele tiden og vi kan aldrig vide os sikre på hvad der kan ramme os, og fylde os med frygt.

Gud er allestedsnærværende som magten til at være til i alt, hvad der er til, og i alt, hvad der sker, så er Gud også den, der anfægter os, for så er Gud også den der er i jordskælvet og tørken osv. Vi skal netop frygte Gud, fordi han kan lade både sjæl og legeme gå fortabt.

Det lyder som en barsk beskrivelse af Gud, at han sådan efter forgodtbefindende kan kaste os rundt i tilværelsen.

Vi ved godt af erfaring at tilværelsen er modsætningsfuld. Vi kender livets skønhed og hæslighed, dens gavmildhed og grusomhed. Det er denne tilværelse vi hver eneste dag tager livtag med i et håb om at den vil velsigne os og ikke forbande os.

Ærefrygten for Gud er at vi tror på at han midt i livet med al hvad livet møder os med bærer os. Gudsfrygten er konstant fordi vi ved at Gud ikke vil vores ulykke, men at der er noget der er større end vores ulykke, og som holder os fast og griber os, når vi falder. Amen