Dette hellige evangelium til 7. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas... 

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen.  

Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst.

Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi.

Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.«

Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.«

Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.«

 Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk 19,1-10 

PRÆDIKEN 

Har du nogensinde stået uden for et vindue og kigget ind? Set andre mennesker le, tale sammen, dele liv - mens du selv stod udenfor? Isoleret, alene - iagttager til livet selv…

I Peter Seebergs novelle "Spionen” står en ung mand hver søndag og betragter en gruppe cykelryttere. Han ser deres fællesskab, deres rytme, deres samhørighed. Han længes efter at være en del af det...

Det er ligesom Zakæus (som vi hørte om i teksten før). Zakæus er lille af vækst, men stor i længsel. Han er kravlet op i morbærfigentræ og sidder nu der og betragter det hele på sikker afstand og i behørig højde…

Der kan være mange grunde til, at han er kravlet op i det træ…  

Han er lille af vækst, hører vi. Om det skal forstås sådan helt bogstaveligt, at han faktisk var fysik lille eller om det skal forstås i overført betydning: At han var et lille menneske – grisk og sig selv nærmest. Det ved vi ikke…

Vi ved, at toldere som Zakæus blev set ned på og udstødt fra fællesskabet. De var romernes/besættelsesmagtens alt for villige samarbejdspartnere…

Måske er det ikke så vigtigt, hvorfor Zakæus sidder oppe i træet og iagttager på afstand af det hele. Det vigtige er, om vi kan identificere os med ham. Genkendeligheden i at være på afstand, at være iagttager og være fyldt med en længsel efter forandring. Et stærkt ønske om at blive inviteret inden for og være en del af fællesskabet…

Og hvorfor vi (det moderne menneske) kan have en oplevelse af sidde oppe i træet på afstand af det hele, det kan der være mange årsager til…

Vores samfund bliver i dag tit kaldt et præstationssamfund, hvor vi skal yde – helst til perfektion, og her vil vi gerne fremstå fejlfrie for at passe ind, for at have værdi…

Måske ønsker vi at have kontrol over vores tilværelse. Det giver os en sikkerhed, en følelse af tryghed? Tanken om at kunne magte livet selv er jo besnærende?

En måde at have kontrol over vores tilværelse er at kunne betragte det som et slags objekt, analysere det, evaluere det – opstille mål for fremtiden, som vi kan jage efter for at opnå…

Vi kan let komme på sidelinjen af vores egen eksistens. Selv når vi fysisk er til stede, kan vi forblive iagttagere, ligesom Peter Seebergs cykelspion, der endelig får lov at cykle med gruppen, men stadig bare spionerer.

Han indlemmes aldrig i fællesskabet. Der sker aldrig en forvandling i forhold til det, han længes efter. Han løber forklædt gennem verden og forbliver på den måde en fremmede...

Hvilket menneske er jeg ikke fremmed for, spørger han…

Jeg griber aldrig uhjælpeligt ind i virkeligheden, siger han.

I virkeligheden så lever vi hver især sårbare menneskeliv med drømme og håb, længsler, bekymringer, glæder, sorg og savn. Og vi isolerer os i grunden mere fra hinanden og oplever endnu større ensomhed, hvis vi ikke står ved det forhold: At leve virkelige menneskeliv det er at være sårbar og ganske uperfekt…

Måske er det netop årsagen til at vi også kan have en oplevelse af at sidde isoleret oppe i trætoppen på afstand af det hele, ligesom Zakæus…

Zakæus! råber Jesus. Jesus er standset op midt i folkemængden, og han ser op og får øje på Zakæus, og så er det han kalder på ham. Jesus siger ikke "dig deroppe" eller "hej du der". Men han siger hans navn: Zakæus.

Og så kommer ordene, der vender alt på hovedet: Skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus. Det er kærlighedens forvandlende kraft, der kalder Zakæus ned fra træet…

Ligesom Jesus kalder Zakæus! bliver vi kaldt ved navn i dåben. Vandet, der blev øst over vores hoveder, var ikke til observation, men til transformation, en forvandling. Vi blev ikke døbt til at stå udenfor og kigge ind, men til at være lemmer på Kristi legeme. En betydningsfuld og nødvendig del af et større fællesskab…

Alligevel kravler igen op i træerne. Vi foretrækker tit den sikre distance, den uforpligtende iagttagelse. Vi glemmer vores dåbs kraft og kald…

Måske er det gået lidt af mode at tale om kald, at vi er kaldet til noget? Men det burde komme på mode igen: Det gode ved at være kaldet…

Det er når andre mennesker kalder på os, som mor, ægtefælle, ven og præst, at vi får identitet og vi mærker, at vi har betydning for andre...  

Kaldstanken fortæller os, at ingen er undværlige. Det er en værdsættelse af det enkelte menneske, at ethvert menneskeliv (uanset hvor uproduktivt det er eller hvor lidt det præsterer) så har det betydning og er væsentlig for fællesskabet...  

I talen til fadderne, lød det før: At I er kaldet til i særlig grad at være der for Matthias: I skal hjælpe ham, støtte ham og vise ham, at han kan stole på jeres og Guds kærlighed…

Når livet bliver svært, så skal I stille jer tættere på, så han kan læne sig op ad jer. I skal lytte til ham og tale med ham, så han kan give sig til kende med det, der trænger sig på af tvivl, bekymring og sorg – og selvfølgelig også tro, livsmod og glæde…

På den måde kommer han ikke til at gå forklædt som en fremmede igennem tilværelsen…

Som der kaldes på jer, bliver der også kaldt på Matthias. Må han opleve at livet er større, når han bruger det. Må han livet igennem hente styrke og mod i dåbens løfte om, at Gud er med ham, og at det levende håb er fortegnet for, grunden under og himlen over hans liv…

Hvad der gælder fadderne, og dåbsbarnet, gælder os alle sammen – også Zakæus.

Der er ikke et menneske, der er ikke en situation, som kærlighedens kraft ikke kan forandre og forvandle. Den griber ind igen og igen i vores liv og kalder os ned fra træet…

Kom ned fra morbærfigentræet. Vov springet fra iagttagelse til deltagelse. Din dåb har allerede givet dig plads i fællesskabet. Kristus har allerede set dig, han kender dig og kalder dig ved navn. AMEN