Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.« Matthæus 5,20-26

Dette lille udsnit af Jesu Bjergprædiken er en udfordring. En udfordring ikke bare for tanken, men endnu mere for handlingen. Er vrede i samme kategori som drab, - nej ville de fleste af os sige, men vrede kan hvis den kammer over og et menneske mister besindelsen fører til drabshandlingen.

Skal jeg nu gå rundt og være bange for vreden eller hvad jeg nu ellers måtte have imod andre? Vrede som følelse er en helt naturlig følelse. Vi kan alle blive vrede. Vi må skelne mellem en konstruktiv og destruktiv vrede. En saglig vrede er på sin plads. Idet man er vred over en sag, en begået uret, og derfor har et ønske om at kommunikere om sagen med den, man er vred på. Der kan ske det at vreden ikke kommer ud, men bliver lukket inde i personen, og verden kan vokse til had.

Gud kan også blive vred, sådan at man lige frem taler om Guds vrede. Guds vrede møder vi tidligt i bibelens fortællinger efter Adam og Eva er blevet forvist fra haven, Kain har slået sin bror ihjel. Ondskaben har besat mennesket og alt går den gale vej, og Gud er bedrøvet og sagde ”menneskene, som jeg skabte vil jeg udslette fra jordens overflade”. Så er det Gud sender vandfloden over jorden og mennesker.

Drabet hører til blandt De ti bud, som er det værdisæt vi kalder for den jøde-kristne etik. Et samfunds grudorden består i det vi ikke gør. Drab hører til i denne orden.

Tab af menneskeliv foregår hele tiden. Vi hører næsten hver dag om palæstinensere som mister livet i Gaza, når de venter på nødhjælp. Mennesker dør for menneskehånd i den ulykkelige krig i Ukraine. Der er også mennesker som dør fordi vores klima indimellem udarter sig til det voldsomme og mennesker drukner i voldsomme vandmængder eller i brande på grund af ekstrem varme.

Nu kan vi ikke bede klimaet om ikke at slå ihjel, fordi naturen i den forstand ikke har en vilje. Når naturkatastrofer slår ihjel falder det tilbage på os selv. Vi må spørge os selv om ikke buddet skal udstrækkes til også at gælder naturen?

Forbuddet mod drab hører til livets skabelse. Mennesker beskytter sig og sit ved at forbyde drab. Det at dræbe en anden er det værste et menneske kan gøre. Straffen er derfor også høj i vores i vores straffelovgivning. Forbuddet sætter en grænse for menneskets autonomi, nemlig at vi er frie til at gøre hvad vi ønsker så længe det ikke skader andre.

Vi må gerne være vrede, men lukker vi følelsen inde, kan det blive farligt. Bliver følelsen til afvisning, tilbagetrukkethed og foragt, skal vi være opmærksomme. For så kan relationen til den anden lide skade, og i yderste fald kan det ende med vold og drab. Jesu pointe er at vrede kan føre til drab, fordi den handler om relationen til det andet menneske, som kan lide skade.

Bjergprædikens tekst er en vision om hvem mennesker skal blive. Det er den vigtigste tekst til forståelse af en kristen etik gennem alle tider. Betydningen af Jesu tale netop bliver understreget ved at han sidder på et bjerg og fortæller sine disciplene om det nye han er kommet med. Vi skal helt sikker komme til at tænke på Moses der på et bjerg modtog tavlerne med de ti bud af Gud på Sinai bjerg. Det nye er visionen om hvordan Gud vil skabe en ny verden, og hvordan opgaven for mennesket bliver at efterligne Gud. Skabe liv efter hvordan Gud er eller som Jesus siger et andet sted i bjergprædikenen: så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen.  

Forbuddet mod drab handler om menneskets menneskelighed. Gud som har givet os livet, vil at vi skal leve i fred med hinanden og værne om livet.

Hver gang vi står overfor et menneske, er det første vi møder ansigtet. Hvad er et ansigt? Det består af mange dele – øjnenes farve, panden, hagen, tænder der viser sig når personen smiler, håret, ørerne. Hvis man kun ser én af disse dele af ansigtet er man på vej til gøre den anden til en genstand. Ansigtet er det hele. Det møder mig helt nøgent og taler om sin udsathed og forsvarsløshed. Ansigtets hud er det mest blottede og nøgne. Det skærer lige tværs igennem mit livsrum og henvender sig til mig, sådan som intet sanseligt indhold kan gøre det: ved at appellere til mig. Det er om ansigtet den franske filosof Levinas siger: Ansigtet er udsat, truet, som om det opfordrede til en voldelig handling. Men samtidig er ansigtet det, der forbyder os at dræbe. Levinas taler om ansigtet, som det, man ikke kan slå ihjel, ja ansigtet taler til mig: ”Du må ikke slå ihjel”.

Det er en ordre som tales til mig når jeg ser ind i et andet menneskes ansigt. En ordre fra et højere sted der i det andet menneskes ansigt minder mig om mine forpligtelser, og jeg har et ansvar for den anden.

Filosoffen Peter Kemp skriver hvad det er drabet handler om: Den, der dræber, behersker ikke noget materielt eller levende, men tilintetgør noget, som han eller hun giver fuldstændig afkald på at forstå.

Vi kan sige at den højere retfærdighed Jesus taler om, som er forskellig fra sin samtid der ville nøjes med at overholde buddet, er engagementet og indlevelsen i dette buds større betydning for menneskers liv. At dette bud har en langt større og bredere betydning end at slå en anden ihjel, fordi drab handler om forholdet til min næste. Om ikke at støde den anden fra mig.

Der er ingen af os der går med tankerne om at slå nogen ihjel. Men når buddet ikke bare handler om den konkrete handling – drabet – men om mit forhold til min næste, er der så andet der kan slå min næste ihjel, som ikke nødvendigvis udsletter næsten helt fra dette liv?

Der mange måder at ødelægge andre menneskers liv på. Drabet er selvfølgelig det værste, fordi det aldrig lader sig gøre om. Den som stjæler barndommen fra et lille menneske eller trygheden og selvrespekten fra den man lever sammen med, krænker også buddet. Buddet om drab og vreden som Jesus taler om, vil beskytte mennesket.

De tidlige kristne munke gjorde sig mange tanker om, hvordan man skulle leve som kristen. Selvom de trak sig væk fra omverden og levede isoleret i klostre og ofte i ørkenen, var det vigtig for dem at det åndelige liv de søgte i stilheden ikke måtte føre dem væk fra det faktiske liv. De var derfor meget opmærksomme på at menneskets tanker om sandheden og kærligheden er tæt forbundet med, hvordan det håndterer samværet med andre mennesker. Én af de tidligste kristne munke Antonius skrev hvordan vores liv ikke kan leves adskilt fra vores næste: Vores liv og død er vævet sammen med vores næste. Hvis vi vinder vores broder for os, vinder vi Gud. Får vi vores broder til at snuble, har vi syndet mod Kristus.

Vi skal med forbuddet mod drab få øjnene op for Guds oprindelige hensigt med sin skabelse af mennesket. Vi er forpligtet på hinanden. Mellem menneskelige forhold er altid magtforhold. Vi ser det allerede i fortællingen om Adam og Eva i haven. Eva spiser af frugten og tvinger Adam til også at spise.

Hvor vi er sammen med andre, stiller det os altid med alternativet mellem udnyttelse og varetagelse. Drabet er den yderste konsekvens af det forhold, at vi lever i relationer. Hver gang vi står overfor et menneske er vi prisgivet hinanden. Vi er hinandens verden og hinandens skæbne.

Derfor er det vi hører Jesus tale til direkte til os, når han siger du om ham der er på vej til alteret – i templet – som er det allerhelligste sted for mødet mellem Gud og menneske. Du er enhver af os der kommer i tanke om nogen har noget imod os.

Dette simple og elementære fænomen at være hænger uløseligt sammen med at vores liv afhænger af de andre. Det er et vilkår og en tung erkendelse af, hvad man har af den andens liv i sin hånd. Men det er samtidig en erkendelse af, at jeg ikke selv er herre over mit liv og ikke bare frit kan gøre som jeg har lyst til.

I forbuddet mod drab og i sin tale om vreden vil Jesus såmænd blot minde os om, at vi er forviklet i livet sammen med andre. Amen