Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« v14  De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« v15  Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« v16  Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« v17  Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. v18  Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. v19  Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« v20  Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

Jesus forudsiger sin lidelse og død og opstandelse

v21  Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. v22  Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« v23  Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

Om efterfølgelse

v24  Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. v25  Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. v26  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? Matthæus 16,13-26

Det mærkes tydeligt at Jesus er et menneske når han spørger sine disciple til hvem folk siger han er og hvem de siger han er. Jesus og disciplene er i området ved Cæsarea Filippi som ikke hører til deres hjemlige omgivelser i Galilæa. De er uden for de vante og trygge rammer. De fremmede omgivelser giver anledning til for Jesus at spørge hvem han er. Når vi er hjemme, er vi også mere sikre på hvem vi er. På udebane i det fremmede og blandt fremmede kan identiteten pludselig melde sig som et spørgsmål.

 Scenen i det fremmede kan vi også betragte som et skuespil som skal afsløre disciplenes uvidenhed? Planlagt helt bevidst af forfatteren til Matthæus evangeliet som vil slå fast at Jesus er Guds søn, som nu er på vej mod sin lidelse og død som endegyldigt skal vise hvordan han er det.

 Interessant er det i hvert fald for os at Jesus har behov for at vide hvad folk tænker om ham. At flektere over sig selv og blive usikker på sin egen identitet er et moderne fænomen. Vi er langt mere optaget af vigtigheden af at finde sig selv og tænke over hvem vi er.

Det ligger ikke til den tid evangelierne er skrevet i at beskæftige sig med sig selv. Vi hører aldrig Jesus tale om sig selv og hvordan han har det. Om han er glad, ked af det eller ligeglad. Han taler om sig selv som noget andet. Som Guds søn, som menneskesønnen, det menneske som er forbundet med Gud og hvis hele skæbne peger mod hans lidelse, død og opstandelse.

 Svaret han søger hos disciplene om hvem de mener han er eller hvad folk går og siger om ham er det klassiske svar som lægges i munden på Peter. Guds søn som skal lide, slås ihjel og opstå på den tredje dag.

Det var åbenbart hvad den fremmede scene skulle bruges til at gøre det klart overfor disciplene og for alle, hvem Jesus er og om det bekendelsesgrundlag kirken er bygget på. Vi bekender som Peter gør Kristus som den levende Guds søn.

På den bekendelse skal kirken grundlægges får Peter at vide. Peter som er den klippe kirken skal bygges på, som også hans græske navn Petros fortæller.

Kristus er den levende sten, hørte vi før i Petersbrevet. Et symbol der i sig rummer det modsætningsfyldte i billedet af stenen som dødt materiale og den levende person. Symbolet kan holde det adskilte sammen og skabe en ny forståelse.

En sten er normalt det mest døde, vi kender. Noget kan være »sten dødt«. Sætter vi ordet »liv« sammen med »sten«, forenes det levende og det døde.

Vi kommer bag om modsætningen mellem liv og død. Hvad er der dér? Det ser vi af modsætningen mellem stenens varighed og livets flygtighed. Stenen er fast og nedbrydes ufatteligt langsomt i forhold til livet. Et menneskeliv varer måske 80 år, en granitblok mange millioner år. En levende sten er en levende evighed, et evigt liv.

Det er kirkens identitet at være den sten som ligger der som en grund under livet. Når vi samles om livets store øjeblikke sker det for mange her i kirken. Fra fødsel til død skaber kirken en ramme om menneskelivet som viser at den stadig er levende og kan tale til mennesker og ind i menneskers liv.

Det kan kirken i kraft at Jesus er en levende sten. Stenen fortæller om at kirken er gammel og har sine rod langt tilbage i tiden. Og det levende ved den sten er at vi stadig taler om Jesus og på den måde holder ham i live. Husker os selv på de ord Jesus talte til Peter, som ellers gerne vil bestemme og definere hvem Jesus er, og Jesus svarer ham: Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil. Bekendelsen handler ikke om hvad vi vil. Bekendelsen ligger fast og gennem den har vi en identitet uden for os selv.

Bag om det kan vi ikke komme, for i bekendelsen afgiver vi vores ret til at bestemme og definere. Bekendelsen fortæller om det som ikke kommer fra os selv. Det er det, som kød og blod ikke har åbenbaret, siger Jesus til Peter.

Bekendelsen får en smuk forklaring når vi døber barnet som vi har gjort det med Atle i dag. Vi døber ham i Guds navn, som ikke kræver vores indsats eller for den sags skyld noget af os. I det navn som er levende i kraft af Jesus, bliver vi lovet, at vi har den afgørende del af vores identitet hævet op over al jordisk medgang og modgang. Det er den del der handler om at vi i Guds øjne er uerstattelige lige meget hvad der sker i vores liv.

Vi har en grund at stå på.

Jesus går videre mod Golgata. Det er hans bestemmelse.

Det også vores retning, når vi tager korset op og følger ham.

Korset som tegnes over os når vi bliver døbt, og bliver indlemmet i menigheden.

Hvem siger I, at jeg er? spurgte jesus sine disciple. Relationen til Gud var han ikke i tvivl om, men hvad andre tænkte om ham, er vigtigt, for vores identitet får sin begrundelse fra de andre.

Hvem er jeg? – spørger vi os selv. Vi råber det nogle gange højt, for vi ved godt, at vores jeg får betydning fra det du, der råbes til.

 At være et menneske, at være en kristen, er at blive i en relation. Vi kaldes af den levende Guds søn, til at være sammen med ham. At være sammen med ham, er at tage sit kors op og følge ham. Gå med ham mod Golgata, som er vejen vi ikke kender. Det er at sætte sit liv til, give sig hen til den anden.

Det er hvad der sker ved gudstjenesten. Vi giver os hen i bøn og salmer, i vores tro og tvivl.

Alle klarest ser vi det i vores retning vendt imod alteret.

Vi åbner vores hjerter og give os selv til Gud og den levende Guds søn, og finder forhåbentlig noget vi kan tage med os. Amen