Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus 

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«  Matthæusevangeliet 5,43-48

Prædiken 4. søndag efter trinitatis (ii) Matt 5,43-48 om fjendekærlighed

Hvad er fundamentet for den europæiske civilisation?

Jeg ved ikke, om vi i denne forsamling kan bruge lang tid på at diskutere det spørgsmål? Det kan vi måske? Der er for tiden en stor debat om, hvilken rolle kristendommen spiller i vores samfund…

Diskussionen er hovedsageligt udløst af, at formuleringen om, at Danmark er et kristent land ikke er med i det nye regeringsgrundlag?

Hans- Henrik og jeg har for nyligt på konventet for præster i Helsingør stift hørt foredrag med Bent Meier Sørensen, og det har også inspireret mig til at tage dette spørgsmål op i dagens prædiken…

Bent Meier Sørensen er professor og ansat på CBS, Handelshøjskolen i København og i sin nyeste udgivelse De grænseløse, skriver han: At buddet om at vi skal elske vores fjende er fundamentet for den europæiske civilisation…

Så når vi hører Jesus sige i evangelieteksten til i dag:

Elske jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer…

Så har vi med den europæiske civilisations fundament og højeste ideal at gøre, siger han…   

Det kunne vi sige med den største selvfølgelighed for generationer siden, men kan vi også blive enige om det i dag, hvor vi lever i:

Et evigt omskifteligt univers, hvor alt hvert øjeblik kan blive til næsten hvad som helst og hvor forandring synes at være den eneste konstant?

Kan vi så argumentere for, at der er et fælles fundament…

Hvordan kan vi i en omskiftelig (og sekulær) verden argumentere for, at kristendommen har en betydning?

Bent Meier Sørensen skriver i sin bog, at buddet om fjendekærlighed fastholder kærligheden som den kraft, der alene kan opretholde verdens orden…

Det betyder, at mennesket skal ofre sit raseri og sin hævngerrighed og sin kærlighed på fjenden. Uden dette offer ville den europæiske civilisation ikke findes.

Han skelner mellem kristendommen som civilisation og som religion. En religion kan være sand eller falsk, en civilisation kan være stærk eller svag...

Den kristne civilisation kan gå under, uden kristendommen som religion går under. Men går kristendommen under, vil kristendommen som civilisation også gøre det…

Vi ville (for en tid) kunne leve, som om vi var kristne, uden kristendommens bindende fortælling om barmhjertighed, fjendekærlighed, tilgivelse. Og fortællingen om den Gud, der i kærlighed til verden ofrede sin søn…  

Men skriver han:

Når den sidste præst overlader den sidste katedral til en turist, vil Europas tid være forbi. Det er et stærkt billede…

Behovet for at leve i en mere stabil verden har måske sjældent været større, og det har længslen efter at være forbundet med noget større end os selv, måske heller ikke?

Måske skyldes det, at vi i dag har tilladt de midler, vi lever ved hjælp af, at besejre de mål, vi lever for?

Det forhold problematiserede Martin Luther King allerede i 1964, da han i sin nobelpris tale skelnede mellem menneskets indre og ydre verden. Han sagde sådan her:

Ethvert menneske lever i to verdener, den indre og den ydre. Den indre verden består af åndelige mål udtrykt i kunst, litteratur, moral og religion. Den ydre verden er det kompleks af teknologier, mekanismer og instrumenter, som vi lever med. Vores problem i dag er, at vi har ladet det indre gå tabt i det ydre. Vi har tilladt de midler, som vi lever ved hjælp af, at besejre de mål, vi lever for…

Det er Martin Luther Kings ord i 1964…

Vores ydre verden består af et omfattende kompleks af teknologier og instrumenter – ting: telefoner, tv, internet, fly osv.

Vores ydre verden gør vores liv nemmere, tror jeg, men den besvarer ikke spørgsmålet om livets mening…

Hvis det er rigtigt, at vi har ladet vores indre verden gå tabt i den ydre, så stille vi slet ikke spørgsmålet om livets mening eller spørgsmålet om det gode, det sande, det skønne…

Så forholder vi os måske slet ikke til et ideal uden for os selv?    

Så lever vi måske på vores egen lille (individuelle) fortælling og bygger vores liv alene på den løse sandgrund, som udgøres af vores flygtige menneskelige behov?

Buddet om at elske vores fjende, som vi hører om i evangelieteksten i dag, åbner op til en større fortælling, som motiverer samvittighedens stemme i os…

At forsvare samvittighedens stemme indebærer, at vi forsvarer vores indre verden og vores åndelige mål: moralsk handlen og tro…

Jeg tror, troen gør forskellen!

Tro handler ikke så meget om at begribe verden og eksistensen, som at gribes.

Det er ikke så meget hjernens tro på, hvad der måtte findes der, hvor vores fornuft ikke rækker. Men en tro, der opstår, når hjertet er bevæget, fordi vi er grebet af noget, som vi ikke kan ryste af os…

Det er en tro, der bor i vores hjerter, bebor vores indre verden! Det er troen på, at vi i enhver situation gribes af Gud. At han griber os, inden vi eller når vi falder…

At tro er at være grebet af fortællingen om Guds historie med os.

Det er den historie, vi bliver mindet om i dag med Jesu ord om, at vi skal at elske vores fjende. Det menneskeliv som Jesus siger, vi skal leve, er i overensstemmelse med menneskelivet, som det er skabt til at leves fra begyndelsen fra skabelsens første dag.

Verden er indrettet på en bestemt måde helt fra begyndelsen. Der er en sakral orden, en før-kulturel orden? 

Menneskelivet er helt fra begyndelsen anlagt på, at vi har et forpligtende forhold til hinanden også i forhold til dem, vi er uenige med og dem, vi ikke kan lide…

Det sprænger alle grænser, også grænserne mellem dem og os…

Med Gud inde i billedet er ethvert liv en gave. Skabtheden er et fælles vilkår, hvorved vi bliver i stand til også at se gudbilledligheden i vores fjendes ansigt…  

Budskabet om Guds kærlighed til alle sine skabninger, forestillingen om alle menneskers ligeværd. Omsorgen for den udsatte og sårbare, pligten til at tage vare på vores næste, håbet om, at et menneske altid er mere end sine fejl er vokset frem og formet af den kristne tro…

Det præger mange menneskers måde at se verden på. Måske i et sådant omfang, at vi ikke kan se skoven for bare træer eller det kristne fundament, vi står på…

Kristendommen er mere end moral eller etik, kultur og tradition, den er også tro, troen på kærligheden som den kraft, der alene kan opretholde verdens orden…

AMEN