Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? v6  Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. v7  Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. v8  Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. v9  Om synd: at de ikke tror på mig; v10  om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; v11  om dom: at denne verdens fyrste er dømt.

v12  Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. v13  Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. v14  Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. v15  Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer. Johannes 16,5-15

 Er I forvirrede efter at have lyttet til denne tekst forstår jeg det godt. Nu går jeg til ham….det er det bedste for jer, at jeg går bort…men når jeg går herfra, vil jeg sende ham (talsmanden) til jer.

Jesus går bort, og kommer igen. Ja, kom han ikke igen var Jesus endt at blive en mindre vigtig person i verdenshistorien. Måske havde vi slet ikke hørt om ham.  

 Det er Jesus vi hører tale til disciplene inden påske, altså inden han går ind til sin lidelse, død og opstandelse. Det er jo en sjov måde Johannes giver Jesus mæle på. Han går sin vej, men vil egentlig helst blive, og sender Talsmanden.

I må prøve at forestille jer Johannes, der har skrevet evangeliet. Man regner med, at det er skrevet omkring år 90, altså hen mod 60 år efter at Jesus døde. Det vil være som hvis I hørte en sidde og fortælle fra perioden 1915-1945. I slutningen af sit liv levede Johannes på den græske ø Patmos – og nu sidder den gamle Johannes altså og skriver historien om Jesus ned, sådan som han har hørt den og forstået den.

Johannes skriver lang tid efter de begivenheder han taler om her. Jesus er på vej væk og et nyt nærvær bliver til i kraft af Talsmanden.  Jesus ved allerede hvordan de vil have det når han ikke er her længere. Deres hjerte vil være fuld af sorg, når han går bort. Ja, selvfølgelig vil de være kede af det. Alt om hvordan de har det med at han ikke længere er iblandt dem, lægger ham dem i munden. Han er den alvidende som kender til deres tab og sorg over hans bortgang.

Sorgen over døden som kommer og tager vores kære fra os, kender vi godt. Det er en sorg som er forbundet med tabet af en bestemt fremtidsforventning. Nemlig den fremtid som vi ikke længere skal være fælles om.

Dødens tilstedeværelse i vores liv som kalder sorgen frem, er et vilkår som ændrer vores liv markant. Og vi begynder at spørge efter hvem jeg er efter tabet, hvem jeg er nu og hvem evt. Gud er for mig nu? Alle disse spørgsmål til identiteten drager Jesus nænsom omsorg for i sin tale fra den anden side til disciplene, som er ladt alene tilbage.

Jesus går bort. Han vil gerne trøste dem. Derfor taler han om at hans fravær erstattes af et andet nærvær end dengang de var sammen som kropslige mennesker. Fysisk er han på vej væk fra dem, men han sender sin talsmand, som er hans ånd.

Fraværet erstattes af et andet nærvær for Talsmanden kommer. Han siger ligefrem til dem, at det er det bedste for dem, at han går bort. Det kan vi godt undre os over, hvis tænker på de mennesker vi selv har mistet i vores liv. Dem havde vi dog gerne beholdt lidt længere. Vi har jo ikke hinanden for altid. Det ved vi. Og det nok også godt nok, for ellers ville aldrig opleve at livet var noget vi skal yde noget for. Så ville vi altid leve i en evighed af tid, hvor det ikke betød noget om vi gjorde noget i dag eller i morgen. Der vil altid være tid at tage af og handle i. Den begrænsede levetid vi lever på jorden, giver livet en særlig værdi, og vi tror på, at det vi sætter pris på, kan ophøre med at være.

Talsmand er Johannesevangeliets betegnelse for Jesu nærvær i hans fravær. I sorgen, i savnet, i erindringen, i tilskyndelsen er den, der er død eller har forladt os, nærværende. Nogle gange mere nærværende end samtlige tilstedeværende. Men det er ikke den måde, Jesus vil være til stede på i sit fravær. 

Jesus vil være nærværende som Talsmand. Han vil i sit fravær være nærværende som... ja som hvad? Som paraklet står der i den græske tekst. Den autoriserede oversættelse anvender altså̊ det noget gådefulde ord ’talsmand’. Andre oversættere har forsøgt sig med ’trøster’. Grundtvig har fat i netop den betydning, når han synger om Talsmanden som Trøster over alt, som truer... trøster over alle tab. 

Udsagnsordet, som gemmer sig i det græske ord for Talsmand [parakalein] er ’at opmuntre’. Det kan betyde to ting. Det kan betyde opmuntring i form af trøst, dels opmuntring i form af opfordring til at handle på bestemte måder. Og det svarer til, hvad Jesus selv gør i sin afskedstale. Jesus opmuntrer til trøst og til indbyrdes kærlighed. 

Det er også hvad jeg ofte høre familie fortælle når jeg mødes med dem inden begravelsen. Mange fortæller hvordan de har været sammen med den som skal dø, og hvordan den døende og de levende har fået sagt farvel til hinanden. Den som skal dø fortæller familien mig, har trøstet sine nærmeste og opmuntret dem til at tage livet på sig.

Den dødes fysiske tilstedeværelse udslettes med døden, men den dødes ånd, som er følelsen af stadigt nærvær med den døde, varer ved. Den døde bliver ved med at være til stede hos de levende i en åndelig forstand. Det bliver tydeligt når den eller de som har mistet, når de er sammen, kan sige til hinanden, nu gør vi dette i mors eller fars ånd. Så bliver de alle berørte, for så er den døde til stede på en meget nærværende måde.

Jesus siger det meget godt, når han taler om åndens funktion når han er borte, at den skal vejlede dem, og ikke tale af sig selv, for ånden er kun noget i kraft af den ånden taler på vegne af. Ånden skal som Jesus siger, tage af mit og forkynde det for jer.

Den italienske filosof Giorgio Agampen kalder Ånden for den del af vores liv, der ikke tilhører os. Ånden er ikke en del af vores personlige ejendom, men den er med Agampens ord vores forpligtelse over for andre, vores sociale og kulturelle ansvar som menneske over for vores medmenneske.

Det kan forklare hvad Jesus mener når han siger at åndens opgave er at overbevise verden om synd og retfærdighed og om dom. Ånden rummer en etik, som handler om at livet skal leves i ansvar overfor verden og mennesker. I de samtaler vi kalder åndelige er der åbenhed for at tale om det som binder os sammen. Ånd handler om det som kommer mig ved for alvor. Det gør det, hvis jeg er følelsesmæssigt berørt. Det handler mere om at lytte og ikke tale. Hvad det handler om hørte vi i Jakobs Brev, som jeg læste fra før Hør godt efter, kære venner. I skal være hurtige til at lytte og langsomme til at tale og blive vrede. Når man er vred, gør man ikke det, Gud vil have.

Det budskab vi har fået er at Jesus som døde, lever videre i ånden. Det er derfor vi holder gudstjeneste. Gud er nærværende i gudstjenesten som ånd. Det er slet ikke så mystisk som det lyder. For ånd handler om det som bevæger vores følelser. Det som går mig til hjertet. Det var hvad som skete når Jesus mødte mennesker. De blev rørte i deres følelser af hans menneskelighed.

Vi lever i hans ånd og hans ånd er den som trøster, hjælper og opmuntrer. Og det har vi altid brug for at høre. Amen