Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak. I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Apostlenes Gerninger 9,1-18

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«

Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«

De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« 

Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Johannesevangeliet 8,28-36

PRÆDIKEN 

Tyven, er titlen på en svensk roman af Göran Tunström. I den hører vi om Johans dåb. Johan vokser op som plejebarn i en stor familie med 12 børn, og nu skal alle børnene døbes, også Johan…

Det var første gang Johan var i kirke, og imens han sang, lod han øjnene fare hen over malerierne på pulpituret, profeterne på prædikestolen (…)

Først bad præsten en bøn, så læste han. Lader de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre, og da han gjorde det, lagde han sin hånd på dem, én efter én… (…).

Børnene stod bomstille og alting frøs ligesom til is i kroppen på Johan. Så kom Fader Vor og vort daglige brød og at de troede på Gud Fader den almægtige, og Johan gled længere og længere ind i et rum, hvor intet menneske nogensinde havde været...

Han kunne dårligt få vejret, men ville samtidigt have, at præsten aldrig holdt op, selvom han ikke forstod et eneste ord, men det var netop det, der var det vigtige: at dette var noget, der var større end ham selv. At han slap for genkendelsen. At han var ved at blive anderledes.

Da præsten havde hældt vandet over hans hoved, lukkede han øjnene, og da han sagde i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn var det som om alle ord havde STORE BOGSTAVER, og han syntes, at hans grimme ansigt blev fyldt ud og blev helt nyt.

Han følte på det. Det var det samme ansigt, men måske havde han mærket efter for sent. Det havde været nyt et øjeblik…

Lige netop så længe, at han vidste, hvordan det føles…

---

Uddraget er en smuk skildring af dåbens betydning. Den betydning for vores identitet og frihed. I dåben bliver vi frie til at være et ganske almindeligt Guds barn. Det er den eneste identitet, som aldrig kan tabes…

Vi kommer til dåben som Guds menneske, og bæres eller går ud som Guds barn uanset alder. Den identitet kan vi aldrig miste.

Alle andre titler, som vi erhverver igennem uddannelse og arbejde eller andre selv erhvervede titler, kan vi miste igen. Men ikke den. At være et Guds barn!

At være Guds barn kan vi aldrig blive for gamle til, for syge til eller for uduelige til. Det giver på en gang ultimativ tryghed og frihed. Det giver os en identitet at hvile i, både når vi ikke kan finde retning og vi snurrer rundt om os selv, stirrer os blinde på os selv, og når verden accelerere og styrter sammen om os…

Gud kan vi derfor ikke blive frie fra, uanset hvor stærkt vi render. Og det er faktisk meget godt. At der her er noget, der holder os fast!

I dåben lover han at være med os alle dage, indtil verdens ende. 

Det løfte holder han!

Vi kan godt være i fare for at glemme vores identitet som Guds barn, og dermed også miste vores gudsbevidsthed.

De fleste af os er mere optaget af jeg-bevidstheden, hvor vi stræber efter uddannelser, jobs og titler, så vi kan definere vores egen unikke identitet, måske for at være noget i andres øjne eller måske fordi vi er bange for at bliver forkastet af andre (som ligegyldige)…

Måske løber vi en sådan grad efter at stable vores egen identitet på benene, at det kan blive helt opslidende og vi kommer til at dreje rundt om os selv eller stirre os blinde på os selv…  

Men jegbevidsthed og gudsbevidsthed udelukker ikke hinanden. Tværtimod, så betinger de hinanden og er forudsætningen for vores selvforståelse/ identitet og frihedssyn…

Friheden ligger i at falde af hesten, ligesom vi hører Paulus gøre det!

Frihed er at miste fodfæste, tabe ansigt, for derved bliver det muligt for os at se noget andet og noget mere end det, vi så oppe på den høje hest…

Frihed er når skæl falder fra vores øjne og vi oplever forklarelsens øjeblik (eller forvandlingens)…

Jeg tror, at vi på forskellige måder kan erfare den frihed, der er forbundet med forklarelsens øjeblik. Det kan være en tanke, en følelse, en stemme, og vi mærker, at noget livsvigtigt er undervejs i os. Noget der vil forandre vores liv…

Det er ikke kun i dåben, at vi (en gang for alle) kan erfare, at livet kan blive nyt, ligesom Johan gjorde det. Det kan vi igen og igen igennem livet, når vi erfarer nye livsmuligheder.

Johan oplever det dér, hvor han glider længere og længere ind i et rum, hvor intet menneske nogensinde har været. Her mærker han at være forbundet med noget, der er større end ham selv….

At han er en del af et kærlighedsfællesskab, hvor der altid har været, vil være og er plads til enhver af os, ligesom der er plads til Ragner…

Det er netop i det øjeblik, at gudsbevidstheden vækkes i Johan... 

Det er befriende, for her er erkendelsen af, at vi ikke bærer det hele selv. Alt det vi selv stræber efter, har sin egen værdi (og det kan være godt), men det har ikke absolut værdi.

Det har kun det forhold, der åbnes af Gud, når det gennem hans søn erkendes, hvordan han er. Deri er frihed fra alt andet. Og det er netop, hvad Jesus siger: Sandheden skal gøre jer frie.

Jesus viser os det eneste, vi kan have vores liv i, som ikke stammer fra os selv, og derfor ikke er underlagt foranderlige, menneskelige betingelser og flygtige menneskelige formål: Vi er forbundet til hans evige kærlighed, lige så stærkt som han selv er forbundet med sin far i himlen.

Vi har fået en identitet givet, der er konstant på en anden måde end alle andre skiftende identiteter. Og desuden mere gangbar end ethvert slægtsforhold, så stærkt de end kan være. I liv og død…

Nadveren giver vores identitet noget af leve af. Ved at knæle, som er ydmyghedens gestus, ved at stige ned fra hesten, bliver vi mindet om, at vi ikke er Gud. Der er noget, der er større end mig…

Som Søren Ulrik Thomsen har sagt: At det er her, vi som menighed får lov til »at tabe ansigt over for Gud, for det første fordi jeg altid må erkende min ufuldkommenhed, og for det andet fordi jeg afindividualiseres ved således at blive ligestillet med mine medmennesker«

I gudstjenesten bliver vi mindet om vores identitet og vores frihed, så vi kan stå i det åbne og være rettet mod vores omverden og medmennesker. Og i et øjeblik mærke et forklarelsens øjeblik, forvandlingen, friheden, at livet kan blive nyt…

AMEN