Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. v43  Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. v44  I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. v45  Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. v46  Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? v47  Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« v48  Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« v49  Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. v50  Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. v51  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Johannes 8,42-51

 Det er godt at have et sted at se livet fra. Står jeg et højt sted og kigger ud på verden er det fra det høje sted jeg betragter verden. Det er fra det punkt jeg ser på verden. Vi kunne kalde det for mit ståsted. Det er et eksempel som handler om min fysiske tilstedeværelse i verden og i livet. For vi er altid placeret et sted med vores krop, hvorfra vi ser på det som er udenom.

Af langt vigtigere betydning for vores liv er det at have noget at forholde sig til når vi skal træffe beslutninger, tænke over livets mening, føler stor glæde eller sorg. Der kan vi ikke undvære at tænke livet og meningen ud fra et bestemt perspektiv. Altså et ståsted hvorfra jeg med mine værdier ser på verden.

Når et menneske ikke synes at livet har mening, er det fordi vi har mistet det sted hvorfra vi normalt tænker og henter mening fra. Der er noget der giver mit liv mening, som jeg tænker og handler ud fra. Det vi tænker vort liv ud fra og som giver denne følelse af mening, kan forsvinde eller svækkes på tidspunkter i løbet af livet. I de øjeblikke mærker vi hvad det betyder at have en instans at se sit liv fra og handle ud fra.

Bibelens fortællinger rummer en grundmyte – som er en fortælling under alle fortællingerne – der beskriver hvordan menneskers verden brydes ned, men i det sammenbrud er der altid en essens, en kerne som fortsætter med at leve. Det er det vi hører om i fortællingen om Guldkalven. Moses er taget op på Sinai Bjerg. Dér talte Gud med ham og gav ham De ti Bud. Budene blev for altid et etisk ståsted . De rummer værdier som er til for livets skyld. Budene er vejvisere på basale menneskelige konflikter.

Imens ventede folket ved bjergets fod og blev mere og mere utålmodige, at de til sidst bad Aron om at lave en Gud, som kunne gå foran dem, for de havde opgivet at vente på at Moses skulle komme ned fra bjerget. Gud gør Moses opmærksom på hvad der er ved at ske, da han er på vej ned af bjerget. Folket havde mistet håbet om at Moses nogle sinde vil komme ned igen, og derfor havde de nu taget livet i egne hænder og lavet en ny gud.

Gud bliver vred og er parat til at tilintetgøre folket fuldstændigt og skabe et nyt folk ud af Moses. Men Moses er trist og forstå måske godt hvorfor folket har handlet som de har, og går i forbøn for sit folk hos Gud. Han minder Gud om fortiden, om Abraham, Isak og Jakob som han havde lovet at gøre til et stort og talrigt folk. Vi ser til slut en Gud der fortryder sin beslutning, trækker den tilbage, og folket får lov at leve.

Grundmyten gentager sig. Verden trues med tilintetgørelse, og mennesket mister den instans som det ser sit liv fra, men i sidste ende går det ikke så galt. Der trues med udslettelse, og nogle gange ser vi også at det bliver ført igennem, men så er der altid en, som Noa i Arken der fører livet videre. En essens der overlever og fører livet videre, men også fører den tanke videre, om at livet er skabt med et behov hos mennesker for at have en instans at leve livet fra.

Der findes intet menneske, der ikke er bestemt af en instans af en eller anden art, hver gang det foretager sig noget, og intet menneske kan undgå at skulle vælge mellem de instanser, der appellerer til ham eller hende. Hele livet igennem er vi nødt til at vælge og træffe beslutninger: men intet menneske kan i de forhold det kommer ud for i livet, forholde sig til det der sker og træffe beslutninger, uden at det bestemmer sig i forhold til en instans, der bliver afgørende for, hvad det beslutter og som får konsekvenser for den måde det handler på.

Nu er der valgkamp i danmark og vi skal forberede os på at lytte til politikere der kommer med deres bud på hvad det synes er vigtigt for landet. Der tales selvfølgelig meget om økonomi for meget handler om hvordan vi får råd til den velfærd vi har. Bagved mange af partiernes visioner ligger der et mere eller mindre uudtalt krav om at væksten skal stige for at vi kan få råd til det vi vil gerne vil. Økonomien som en overordnet instans vi sætter alle andre ønsker i forhold til. Gentagne gange skal vi høre når en politiker taler om en vision, hvad koster det og hvordan skal vi få råd til det.

Er det rigtigt at gøre kravet om økonomisk vækst til den højeste instans for vores måde at leve sammen på? I det personlige liv er det ikke den økonomiske vækst de fleste af os måler vores livsindhold og mening på. Der taler vi om at have familie og venner og en hverdag der giver mening. Måske en Gud eller en instans som vi forholder os til når vi foretager os noget.

Jesus siger i teksten i dag: Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Det han siger her er, at der er noget der står fast i hans liv. Han taler om Gud som den der har givet ham livet og den opgave han står med. Der er intet menneske der er kommet af sig selv. Derfor hører vi også mennesker, når de taler om deres liv, sige at de har fået et godt liv. Livet får vi givet.  

Jesus siger at han ikke er kommet af sig selv. Det udfordrer det menneskesyn som har præget mennesket i lange tid, at vi bilder os ind, at vores evne til overlevelse er vores egen. Jesus ser sit liv som udgået fra Gud. Og derfor er det han kan sige: jeg er ikke kommet af mig selv. Modsætningen til det er at være sit eget livs suveræn.

Hvis vi kan nå frem til at sige som Jesus gør jeg er ikke kommet af mig selv, så kan det løfte en byrde fra os. Nemlig den byrde det er hele tiden at tænke på og overveje, hvad der skal være min vej i livet. Det skal ikke forstås som at vi kan læne os tilbage og så ordner alt sig for os. Vi har stadig friheden til at foretage valg som vi synes er nødvendige for vores liv. Og i kraft af friheden har vi også ansvar. Det tager den opgave fra os at vi ikke skal føle at vi skal kontrollere tilværelsen på kryds og tværs.

Teologien og troen fortæller os, at der er ting i livet, vi ikke har styr på. Vi har deponeret noget af os selv hos en instans eller bedre at kalde det en magt, som Jesus kalder Gud. Ved at sige magt om Gud, bliver det klart hvad vi ikke har magt over. Og det er befriende at hvile i troen på, at min magt er begrænset.

Djævelen farer med løgn. Ham kan vi ikke stole på. Diabolos hedder det på græsk, og betyder den der kaster rundt med os. Sådan en magt er ikke til at stole på.  

Men Gud kan vi have tillid til. Fordi han er tillidsvækkende. Han kan være frygtindgydende og lægge liv øde, men han lader altid et håb til tilbage. En rest hvorfra livet kan leves. Gud kan vi stole på siger Jesus. Jeg har mit liv i ham. Djævelen kaster os hulter til bulter, vender op og ned på tilværelsen, og vi ved ikke hvad vi skal sætte vores lid til.

Gud kan vi tro på som vores instans i livet. Og det kan vi fordi Gud, får en krop, et ansigt og et sprog i Jesus fra Nazaret. I ham har Gud vist os hvordan han vil være i sit forhold til mennesker; i Jesu har han åbenbaret sin nåde, sin ubetingede kærlighed, sin vilje til liv med mennesker. Én man kan stole på i livet. Amen