Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. v12  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. v13  Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; v14  og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. v15  Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, v16  og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. v17  Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. v18  Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. v19  Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

v20  Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. v21  Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. v22  Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, v23  og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. v24  For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

v25  Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, v26  og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. v27  Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. v28  Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. v29  Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. v30  Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. v31  Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Lukas 15,11-32

Der er meget i denne lignelse som Jesus fortæller der kan vække genkendelse, forundring og glæde. Lad os nu tage de to sønner til faren. Den yngste og den ældste som de kaldes. Uden navn for at vi ikke skal tænke på nogle bestemte personer, men som typer vi kan spejle os i.

Den yngstes mod og lyst til at gøre sig fri og tage ud i verden og være på egen hånd. Den ældstes ikke lyst til ikke at gøre som sin bror, men blive i hjemmets trygge rammer og passe sine opgaver dér. Og da den yngste vender hjem igen efter at have mistet alt og bliver modtaget af sin far med lettelse og fest, dukker en anden side af søskende relationen op i misundelsen som den ældre bror lader få frit løb.

Vi kender de to brødre og deres handlinger og reaktioner. Måske fra os selv eller fra andre vi lever med. De fortæller om liv der leves i verden, og hvordan mennesket tager ansvar for eget liv, men også hvordan mennesket i skikkelse af den ældre bror kæmper med sig selv og den vrede som kommer af se sin lillebror blive kærligt modtaget af sin far som om intet var hændt.

I midten mellem brødrene og livet på gården har vi denne far-figur. En far vi kan glæde os over og forundres over al den kærlighed han tilsyneladende møder alt i livet med.  

Der findes ingen fuldkomne forældre. I den forstand falder denne far uden for de historier vi kan fortælle om vores egne forældre eller os selv. Dog kan både en far og en mor smile af denne far i lignelsen. Hvor mange gange har vi ikke samlet vores sønner eller døtre op, hentet dem, når de havde bragt sig i ulykke, besvaret deres undskyldninger med et: ja, ja, kom nu ind og få lidt mad og fortæl hvad der er hændt dig.

Lignelsens far er ikke fjern fra os i sin kærlighed til sine to drenge, og dog er han på en mærkelig måde fjern fra os. Og det tror jeg er helt bevist fra Jesus side. For når Jesus fortæller i lignelser, er det Gud han gerne vil tale om. Om en far der kærligt tager imod en søn, der var tabt, død, men er levende igen. Det er en handling Gud kan genkende sig selv i.

En far skikkelse vi kan stole på. Gud er ikke en ting eller en person i rummet. Gud er allestedsnærværende. En allestedsnærværende kærlighed der også er der for os, nu, i morgen og til evig tid.

Den far er et billede på en kærlighed vi altid vil ønske vil være der for os. Det er også hvad Jesus vil fortælle med sin lignelse, som han fortæller på baggrund af en kritik af hans lemfældige omgang med hvem han rakte sin kærlighed til. Vi kan lære af ham som et barmhjertighedens eksempel vi selv skal møde andre mennesker med. Vi er kaldet til at elske hinanden med den samme uselviske, udadrettede kærlighed.

Denne far som er Gud, viser os hvad kærlighed er, som bærer vores menneskelige liv; det ubetingede, det, vi ikke kan være foruden, hvis vi vil være mennesker.Jeg kender ikke nogen bedre beskrivelse af Guds kærlighed end den svenske digter Tranströmers digt om en gruppe menneskers erfaring af at stå i kirkerummet:

”Inde i den vældige romanske kirke trængtes turisterne i halvmørket. Hvælving bag hvælving, uoverskueligt. Nogle lysluer flakkede. En engel uden ansigt omfavnede mig og hviskede gennem hele min krop: "Skam dig ikke over at være menneske, vær stolt! Inden i dig åbner sig hvælving bag hvælving, uendeligt. Du bliver aldrig færdig, og sådan skal det være."

Kirkerummets hvælvinger er arkitektoniske perler der skaber en helt særlig rumoplevelse som rækker ud til større rum end der vi befinder os. Og som åbner igen for rum inde i os selv, som fortæller os at vi rummer mere end vi aner og at livet er underfuldt båret og som aldrig slutter.

Allerede på lang afstand ser faderen sit barn. Han har hele tiden haft ham i sine tanker siden han forlod hjemmet. Han har ikke sluppet ham ud af sit inderste.Selvom vores børn befinder sig på den anden side af jorden, er de altid i os, i vores tanker, i vor glæde og bekymring, hvor vi følger dem og kan se dem for os.

Vi møder faderens bemærkelsesværdige kærlighed da han løber sin søn i møde udenfor byen hvor de bor. Sønnen når dårligt nok at bekende sin synd før faderen er i gang med at arrangere en fest for den hjemvendte.

Hvad er det dog for en far vi har med at gøre? Mange forældre ville have ladet et eller to ord falde om sønnens handlinger og hvad det har gjort ved dem. Denne far er anderledes. En åben favn, hvor hans to sønner kan løbe ind i og blive holdt af og om.

Der er noget som står fast. En kærlighed vi altid kan regne med. Det har vi brug for. Det er også hvad bliver tydeligt ved barnedåben, at Gud finder os, før vi finder ham.

Det kan intet menneske undvære. Vi ser en far der finder sine to umulige sønner før de finder ham. Denne guddommelige kærlighed og accept som vi møder i lignelsen, er det som møder os her i kirken. Den kan ikke forstyrres af menneskets tvivl eller overvejelser over hvordan jeg skal leve livet.

Den yngste søn når ikke at få sin fars accept af ønsket om at blive daglejer hos sig, før faren har taget ham ind som sin søn og nu skal der være fest. Som der jo skal når vore børn kommer hjem fra det fremmede. Den ældste søn vender tilbage fra arbejdet i marken og opdager hvad der er i gang. Han bliver som sin lillebror i det fremmede og ønsker ikke at gå ind. Igen ser vi denne vidunderlige far kommer sin anden søn i møde. Han forlader festen for igen at se om det vil lykkes ham at få sin sidste søn med til fejringen af den fortabte søn.

Vi ser faren åbne sit hjem. Gud åbner igen sit kærligheds rige for den fortabte, men vi hører intet om hvad den ældste søn gør.

En klassisk forhindring for modtagelsen af Guds kærlighed er egen retfærdigheden. Den ældste søn synes han har gjort sig fortjent til farens nåde og kærlighed, og undrer sig over at det aldrig er blevet til en fest for ham. Men som hans far siger til ham: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.

Altid allerede elsket! Vende hjem og føle at der er noget der står absolut fast. Vi kan tro os båret af kærlighed. Amen