Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! v2  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? v3  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. v4  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« v5  Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« v6  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v7  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

v8  Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« v9  Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? v10  Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. v11  Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. Johannes 14,1-11

Foto: The Road West af Dorothea Lange, 1938, USA 

”Følg mig” siger vejen der ligger foran os, og det gør vi så. I tillid til at andre har gået vejen før. Selv når vi ikke kan se terrænet klart, i den mørke nat eller når jorden er dækket af sne, er vejen en guide og en følgesvend og en sikkerhed for at vi på et tidspunkt vil nå vores mål.

At finde sin vej i livet er et af menneskets væsentlige opgaver og udfordring. Så længe vi er små er sådanne tanker ikke aktuelle. Der er vejen det underlag vi går på eller den hånd, mors eller fars, som griber den lilles hånd og følger det på vej. Og barnet har tillid til at alt skal nok gå.

Mere end 800 gange omtales vejen i bibelen. Ikke så underligt når vi tænker på, at det at gå var den meste anvendte form for transport. Derfor er det også naturligt at vejen bliver brugt i bibelen som et billede på menneskets liv. Den kristne må bryde op, sige farvel, som Moses gjorde da han tog folket med sig ud på en lang vandring. Den vandrende vil møde forskellige forhindringer på sin vej og lidt efter lidt nå sit mål.

Vejen ligger foran os, snor sig så langt øjet rækker, og kan vække frygt og måske også opgivenhed i os. Særligt hvis vi også tænker vejen i mere abstrakt forstand som et billede på hele livet. Jeg står der og har et helt liv liggende foran mig, og jeg aner måske kun lidt af den vej jeg skal vandre ad. Jeg tænker hvordan skal det gå, kan jeg finde vej, når jeg i mål, og kan jeg klare de udfordringer som vil komme undervejs.

Det var også sådanne tanker som fyldte Moses da han stod foran den brændende tornebusk i ørkenen og Gud talte til ham fra busken. Jeg er, sagde Gud til Moses, som også godt lige kunne tænke sig at få lidt mere at vide om, hvem den Gud er, som sender ham tilbage til israelitterne og beder dem følge med ham ud af Ægypten og hjem til det forjættede land. Jeg er den jeg er, er med de ord Gud giver sig til kende. Der er noget ubestemt og utilfredsstillende over det. Gud viser ikke hvem han er, og Moses kommer ikke til at se Gud. Ligeså lidt som vi kender den vej fuldt ud som vi kommer til at gå ad gennem livet.

Der ligger i Guds navn et løfte, om at han vil vise sig. Som når Jesus til de to disciple Filip og Thomas siger, hvor jeg går hen, derhen kender I vejen. Lidt mere forståeligt end det ubestemmelige svar Gud giver Moses ”jeg er den, jeg er”. For selvfølgelig kendte de to disciple Jesus, og havde vandret med ham på støvede veje, og vidste i hvert fald lidt om hvad han havde gang i.

De har med alle sanser været vidne til, hvorledes Jesus med sin gudskraft har forvandlet ikke-steder til steder, hvor mennesker kan bo og have hjemme. Mange er de fortællinger om Jesus, hvor vi ser ham på vejen afsted fremad, møder mennesker som han både taler til og i nogle tilfælde også helbreder. Det liv som Guds søn viser mennesker på vejen, er liv, der forvandler ødelagte og forpinte ikke-steder til steder med liv og menneskelighed.

De symbolladede ord Jesus siger i evangeliet af Johannes er, havde jeg nær sagt, selvfølgelig disse ord Jeg er vejen, sandheden og livet. Han taler ikke om nogen bestemt vej eller måde at gøre det på. Den vej, Jesus anviser, er udelukkende efterfølgelsens ”følg mig”. Det er ham som vejen, som vil føre os til en indre ro, stabilitet og overbevisning.

”En vej er en lovprisning af det rum, vi færdes i. Hvert vejafsnit har sin egen mening og kalder os til at standse. Før vejene forsvandt fra landskabet, forsvandt de fra menneskets sjæl: mennesket ophørte med at hige efter at gå, gå på sine egne ben og glæde sig over det. End ikke sit eget liv så mennesket mere som en vej, men som en landevej. Som en linje, der blot førte fra punkt til punkt. Livets tid blev en ren hindring, der skulle overvindes med stadig større hastigheder.

I vejenes verden er skønheden uafbrudt og stadig omskiftelig: for hvert skridt siger den til os: ”Stands!”

I landevejenes verden er skønheden som små øer af seværdigheder, der er forbundet med lange ligegyldige linjer”.

Det er forfatteren Milan Kunderas forsvar for langsomheden. Sandt nok må vi sige om vor tids transport foregår den mere i den firhjulede end på de to ben. Noget er måske ved at ændre sig, for flere og flere nyder at gå og ad gamle pilgrimsveje som er blevet slidt gennem århundreder af mennesker på vej. Gamle pilgrimsruter støves af og åbner på ny og finder stor interesse blandt mange mennesker.

Der er noget særligt ved at gå langsomt hen ad vejen mod ukendte såvel som kendte mål. På vejen kan man som vi også ser det med Jesus, stoppe op, holde rast, falde ned, komme til os selv, fordybe os og finde brudstykker af en sandhed eller måske ligefrem sandheden. Vandringen ad vejen, og de erfaringer og erkendelse vi gør undervejs fordi tiden er langsom og giver tid til at forundres, giver os følelsen af være i nær kontakt med livet. I hvert fald på en anden og mere nærværende måde end hvis tager bilen, flyet hvor sjælen ikke på samme måde kan nå at følge med.

Thomas disciplen spørger forundret Jesus: Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?

Nej! - Vejen kender vi ikke altid. Jesus går endnu dybere og drager disciplene endnu tættere til sig. De er bange for at tiden og livet sammen med Jesus snart er slut. Nu er vi ved vejs ende og det skal ikke forstås som en lykkestund, tværtimod, fornemmer vi sorgen og smerten i afskeden. Da er det at Jesus fjerner det sidste slør mellem dem og sig. Nu åbenbarer han sig selv som vejen: Jeg er vejen og sandheden og livet. De kender Vejen, fordi de kender ham.

De første kristne blev kendt i samtiden som de mennesker der hørte til Vejen eller ganske enkelt bliver de kaldt for Vejen. Jesus som Vejen betyder den konkrete vej, men også hvordan den Vej skal gås.

Vi får ligesom disciplene indblik i, hvad det er Jesus er kommet med. Han har givet os en vej, ført mennesker ad en vej, og den Vej er ham selv, han er ét med den.

Han er Vejen! Vejen mellem Gud og mennesker Sandheden er hans budskab til os om menneskelivet – elsk din næste, døm ikke, elsk dine fjender, større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner, giv, lad dit lys skinne for mennesker, vær ikke bekymrede for jeres liv,

Vejen fører til livet, vejen er livet mens vi går.

Vejen vi går på er Jesus, og vi er båret og bliver ledt på vejen af hans kærlighed.

Jesus er Vejen og Sandheden. Det fortæller han os under vejs, og han vil føre os til livet. Til værens grund, frihedens grund og tillidens grund som viser sig i hans menneskelighed.

Amen