Dette hellige evangelium til 3. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes 

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Joh 16,16-22

Prædiken 3. søndag efter påske (I)

Når en kvinde skal føde, så kan tiden op til fødslen være svær og selve fødslen er forbundet med stor smerte. Men når barnet er født, er smerten borte, og kun glæden er tilbage…

Den erfaring er der sikkert mange af jer, der har gjort jer…

Det er netop det, Jesus taler om i dag, når han siger: Når en kvinde skal føde, har hun det svært; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden

Teksten (som jeg netop her læst) udgør en af Jesu afskedstaler til sine disciplene. Vi er altså lige før påske, nærmere bestemt skærtorsdag, aftenen før Jesus skal korsfæstes.

Jesus ved, at han snart skal dø. Disciplene har ikke helt forstået det. Men Jesus forsøger at forberede dem på det forhold, at de skal skilles, at det er blevet tid til at tage afsked…  

Talen rummer derfor ord om gråd, klage og sorg, men også trøst, håb og glæde…  

I skal græde og klage, men verden skal glæde sig, siger han til dem.

I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde…

Det er en almenmenneskelig erfaring: at leve er at modtage, men at leve er også at miste…

Vi mister barndommens uskyld. Vi mister sundhed og fysisk styrke. Vi mister mennesker vi holder af. Og til sidste engang skal vi miste det hele…

Sorgen hører med til det at være menneske. Den er uundgåelig. Ikke længere, aldrig mere, så endeligt er tabets virkelighed…

Hvad enten det drejer sig om, at vores børn flyver fra reden eller det er sorgen over at skulle lægge et elsket menneske i graven, så er der noget, der er definitivt forbi…

Men ikke med glæden. Glæden er aldrig forbi, lyder kristendommens påstand. Jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer, siger Jesus… 

Den glæde i hjertet, som ingen kan tage fra os, begynder med, at Gud ser os og forløser os fra alt det, som truer med at formørke vores liv. Forløser os fra alt det bagude, som gik galt. Det og dem vi mistede. Hele synet af det tabte paradis…

Det er det vigtigste af alt…

Jesus bærer håbet frem for os med ordene om, at sorg skal vendes til glæde. Han taler direkte ind i vores menneskelige erfaring af sorgens og smertens uundgåelighed. Og han peger med alt, hvad han siger og gør på håbet nu og i det kommende.

Det kan være svært at holde fast i det budskab…

Men vi kender mange mennesker, hvis livshistorier bliver levende eksempler på, at det usynlige og ubegrundede håb kan fastholdes i udsigtsløse situationer:

Vaclav Havel, Nelson Mandela og Dietrich Bonhoeffer…

Vi bliver her for 80 årets for Danmarks befrielse mindet om alle de mennesker, der med deres liv kæmpede for at bevare håbet levende trods sorg og tab – modstand…

Det kristne budskabs store styrke er, at det ikke negligerer den menneskelige lidelse og smerte, men i lidelsen og smerten viser hen til de åbninger og sprækker, ja de veje, som Guds kærlighed og nåde åbenbarer…

Det er det budskab, som Anna og Cilius får med sig i dåben i dag. Dåbens gave er et levende håb, som de kan se deres liv i lyset af, og som kan bære dem igennem livet…

Jesu afsked med disciplene skærtorsdag aften er ikke et katastrofisk slutpunkt i deres fællesskab med hinanden. Adskillelsen er en åbning ind til en større livfuld virkelighed.

Døden er forandret. Nu kan den ikke længere skille disciplene fra Gud. Disciplene skal altså, ligesom vi, opleve påskens glæde…   

Tab, lidelse og sorg får mig til at se på livet (og døden) med andre øjne. Det, som jeg tidligere syntes var vigtigt, bliver mindre vigtigt. Det, som jeg ikke tidligere lagde mærke til, bliver selve livet. Lidelsen, sorgen og troen forandrer mit syn.

Jeg ser alting i et andet lys: Aldrig før har jeg været så taknemmelig for hverdagen. Morgenkaffen ved køkkenbordet, dagens arbejdsopgaver. Fællesskabet med mennesker, jeg holder af og er forbundet med. Dagen i dag. Dette er sorgens kostbare gave. Og underligt nok fås den ikke billigere…

Meningen med fødselsbilledet (som jeg indledte med) en mors erfaring af smerten under fødslen og efterfølgende glæden ved sit nyfødte barn, skal holde os fast på trøsten, glæden og håbet.

At sorg og smerte vil på et tidspunkt vendes til glæde.

Noget nyt kommer til. Det nye er ikke bare det, at smerten tager af, men en ny livsopgave kommer til: Et nyt liv uden for én selv at tage vare på. At se bort fra det tabte og i stedet se frem mod nye, livgivende opgaver…

Vi skal frem mod en ny mening, en ny ærefrygt for livet, en ny investering i fællesskabet og en ny vision for fremtiden…

Når barnet er kommet til verden, overstiger glæden smerten.

Det er allerede sket. Det er påskens budskab og påstand. Et sådant håb kan give kræfter og mod midt i sorg, lidelse og savn. I en urolig verden er det helt afgørende, at vi får det at høre søndag efter søndag…

Amen