Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,21-35

* Epistlen skriver apostlen Paulus til filipperne: Jeg har tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden. Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære. Fil 1,6-11

PRÆDIKEN 

Tilgivelse! Spørgsmål om tilgivelse er spørgsmål, vi på forskellige måder kæmper med hver især. Hvordan kan jeg tilgive mig selv dét, som jeg fik gjort eller undlod at gøre mod et andet menneske eller hvorfor kan jeg ikke tilgive et andet menneske dét, som blev gjort mod mig – heller ikke selvom jeg gerne ville…

Spørgsmålene kan bide sig fast dybt inde i sjælen på os og gnave i os som en orm i et æble. Det sker, fordi spørgsmålene om tilgivelse er knyttet til væsentlige forhold her i livet, hvor vi har med hinanden at gøre, forhold der kan være afgørende for om vores liv lykkes eller ej…

Vi kan opleve at livet glider ud som sand mellem hænderne på os. Der er handlinger, der er sket, som vi ikke kan gøre om, og der er liv, der rinder ud og vi erfarer at noget bliver for sent?

Det forhold aktualiserer evigt spørgsmålet om genoprettelse af det, der blev brudt, tilgivelsens mulighed for det, der gik tabt…  

Spørgsmålet om tilgivelse tynger også disciplen Peter. Hvor mange gange skal jeg tilgive min broder? spørger han Jesus, og foreslår selv 7 gange. Men Jesus sprænger grænsen, og svarer ham: Ikke op til syv gange, men op til 77 gange…

Det er jo det samme som at sige, at tilgivelsen ingen grænse har. At den er grænseløs...

Det er jeg ikke sikker på, at Peter synes, at livet bliver nemmere af. Det lyder som en ultimativ fordring…  

Men situationen i evangeliet er, at Jesus kalder sine disciple til at leve i den tilgivelse, de selv modtager gennem ham. Det skal blive en grundholdning til deres medmenneske.

Når de har mødt Jesu tilgivelse, ikke kan møde deres medmennesker med hævn og ubarmhjertighed. De skal låne Guds øjne, så de kan se hinanden i kærlighed og med tilgivelsens blik.

Og det gælder også os. Det hænger sammen med menneskets bestemmelse…

Menneskets hjerte længes efter at elske og blive elsket. Det lider, når det ikke elsker, og når det ikke bliver elsket. At leve i kærlighed (at blive kærlighed) er menneskets bestemmelse.

Når vi ønsker hævnen eller gengældelsen frem for tilgivelsen, vil det være som tremmer, der spærrer for livet. Et fængsel, som det er Guds mening at vi skulle være fri af…

Det er vel det, den gældbundne tjener i lignelsen erfarer. Når han ikke vil frigive sin medtjener, selvom han selv netop er blevet frigivet…

Skabt i den Guds billede, som skaber alting i kærlighed, og som omslutter alting i kærlighed, er mennesket kaldet til at skabe rum for alle mennesker (og alt liv)…

Det er det rum, Jesus tilbyder os at leve i…

Kom til mig! Kom ind i min tilgivelse – men du skal tage dit medmenneske med derind. Det menneske, der har trådt dig for nær. Det menneske, der stjal fra dig … som stjal dit gode rygte, dit mod, dine kræfter, din ligevægt…

Tilgivelse er ikke at sige: Pyt med det! Eller Det gjorde ikke noget! Tilgivelse er ikke glemsel eller at lade som om, det gjorte kan gøres ugjort. Smerten, tabet og sorgen vil stadig have sat sine spor i os.

Tilgivelsen gør ikke det gjorte ugjort, men den bringer en situation og en relation mirakuløst videre. Uden tilgivelsens nye liv ville vi svinge frem og tilbage mellem måder at gøre gengæld for begået uret på…

Vi ser det i verden i krige og konflikter mellem nationer og vi erfarer det i vores eget liv imellem mennesker. Det kan gøre os fortvivlede og modløse, fordi gengæld nedbryder liv og mening…

Hos Løgstrup er tilgivelse, ligesom hos den jødiske filosof Hanna Arendt, formuleret som det nyes frembrud i menneskers liv…

Tilgivelse er, at det begynder! At liv begynder på ny!

Det synes jeg, at der er meget trøst i og meget håb i allerede nu i denne verden og i dette liv…

Tilgivelsen åbner for en ny fremtid, hvor vi kan søge genoprettelsens mulighed for det, der er tabt og det, der blevet brudt.

Tilgivelsen bryder den fængslende kæde af gengældelsens muligheder. Den bryder med vreden og hadet, så der over tid vil ske det, at det gjorte vil miste sin magt over os…

Verden er tit ude af takt med Gud (skaberen). I øjeblikke sker det, at vi finder rytmen og pulsen i Guds hjerteslag, så vores hjerte banker i takt med hans. Gudsriget er dér, hvor den fælles takt er. Hvor det at tilgive og at blive tilgivet flyder sammen i én stor, vedvarende og konstant bevægelse…

Det er disse øjeblikke af harmoni og glæde vi lever af…

Jeg kan virkelig godt lide disciplen Peter.

Ikke kun fordi han stiller de samme spørgsmål om tilgivelse, som vi også kæmper med, men fordi han tvivlede, svigtede og stak af da, det virkelig gjaldt på helt almindelig menneskelig vis…

Og på trods af det tilgav Jesus ham og tog ham ind i det kærlighedsfællesskab, hvor der altid har været, er og vil være rum og plads til hver eneste af os.

Han ville have netop Peter og alle de andre disciple skulle fortælle om Guds kærlighed. Hvordan den stadig fornys, så også vi kan næres ved den og troen kan vokse i os…

Måske er der trøst eller befrielse i, at det har lov at være sådan: at du ikke behøver være ukuelig i din tro, men at det glimtvis er nok? Du behøver ikke være en tilgivelsens mester.

Du behøver ikke have overvundet al vrede, sorg og had.Det er nok, at vi ønsker at kunne tilgive. At vi beder om kraft til det.

At vi tillader Guds ånd at arbejde i os, som det hedder i Filipperbrevet, jeg læste fra alteret før:

"Jeg har tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag." (Fil 1,6)

AMEN