Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: 

Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag. Første Mosebog 1,27-31

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«  Markusevangeliet 9,14-29

PRÆDIKEN 

Hvad var det dog, der skete, sådan indledes Kaj Munks digt Den blå anemone, som vi indledte gudstjenesten med at synge i dag, søndag den første marts, hvor det er blevet forår, i hvert fald ifølge kalenderen…

Kaj Munk skrev sit digt om den blå anemone under krigen…

En tid præget af mørke, vinter, politisk og åndelig kulde. Midt i håbløsheden, i dødens og kuldens tegn bryder noget nyt frem, som et under. Den blå anemone, den skrøbelige lille spire i den kolde mørke jord, er et vidnesbyrd om at livet ikke har givet op…

Ved synet af den fødes ikke bare et strejf af glæde i digteren/Kaj Munk, men kræfter, mod og opstand, en evighed af håb!

Det er et fantastisk digt fyldt med tro og håb midt i en mørk tid.

Det er på mange måder oplagt at synge i dag, ikke kun fordi det er første marts, og vi længes efter at se små tegn på den underfulde skaberkraft, som digtet lovpriser, men fordi vi også lever i en mørk tid.

Krigen i Ukraine har nu varet i 4 år og USA og Israel har bombet Iran.

Der er meget, der truer os i tiden både af ydre fjender og måske indre dæmoner, præcis som i evangelieteksten til i dag…

Drengen er stum og plaget af anfald, og han er blevet kastet til jorden, og faderen beder i sin afmagt disciplene om hjælp. De afsløres i deres magtesløshed, for de kan ikke helbrede sønnen…

Nu ser de med hvilken lethed, Jesus kan, hvad de ikke kunne…  

Siden drengen blev født, har han periodiske haft anfald, hvor han fråder, skærer tænder og bliver kastet til jorden.Det lyder som et epileptisk anfald, og i antikken blev dette da ofte forklaret som dæmonbesættelse. 

I dag betegne det dæmoniske en magt, som vi mennesker føler os underlagt af og magtesløse overfor. Det er ofte brugt som et teologisk eller psykologisk begreb.

Teologisk består dæmoni i at blive lukket inde i sin egen verden, stum og døv for omverdenen, måske blind, døddeprimeret og bange.

I situationen, der er beskrevet i evangeliet, står alle i afmagt både faderen, disciplene (og drengen selv) og folkemængden, indtil Jesus kommer og stiller sig på menneskenes side i kampen mod de livstruende kræfter…

Underet, han gør, når han rejser den syge dreng, er endnu et i rækken af muligheder, som Jesus giver mennesket for at se ind i Guds virkelighed.

Det er muligheden for at se det underfulde, at alt kan blive nyt:

Gud kan det, der ser helt umuligt ud for mennesket. Det er der håb i…

Evangelieberetningens fortælling om afmagt står i skærende kontrast til skabelsesberetningens fortælling (som jeg læste fra alteret før)….

Her hører vi om dengang Gud skabte mennesket med værdighed. Gud skabte det i sit billede. Vi hører om, at Gud skaber mennesket som mand og kvinde, og at han velsigner dem. Og så sætter han dem til at tage vare på den verden, som han har skabt: træerne, planter, blomster og dyrene…

Guds velsignelse af alt liv, en velsignelse af det skabte, synes måske kun at være et tavst spor, langt væk og fjernt fra os, som lever midt i denne verdens uro...

Kontrasten mellem skabelsesmyten og evangelielæsningen i dag er stor, men det er og bliver den samme verden, der tales om.

Evangeliets glædelige budskab er, at den grundlæggende velsignelse, som vi hører om i skabelsesberetningen, også gælder i dag.

Det vidner evangeliet om ikke kun ved, at vi kan spejle os og genkende os selv og vores egne liv i disciplenes afmagt, i den syges, i farens eller i folkemængdens, men også ved at Jesus træder ind i verden, hvor vi lever og kommer os helt nær…  

”Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op”.

Midt i det kaotiske virvar af disciple, skriftkloge og en anmassende folkemængde tog Jesus hans hånd og fik drengen til at rejse sig.

I mødet mellem de tos hænder genskabes drengens værdighed, fordi Jesus gav ham hånden. Jesus stablede ham ikke på benene eller lod ham ligge eller bar ham væk, men gav ham hånden. Som et ligeværdigt menneske…

På en måde er det øjeblik, hvor de to hænder mødes, det stille centrum i denne beretning, fordi at tage en anden ved hånden er opstandelse. Den kraft, der viser sig i Jesus, er Guds.

Jesus er Guds udtrykte billede: han satte sit liv ind i kampen mod vantroen og alle dens dæmoner. Han rækker hånden til det menneske, der ligger som død på jorden, og hvis liv er hærget. Og mennesket rejser sig…

De står over for hinanden, så enhver kan se, at også det hærgede menneske er skabt i Guds billede lige værdigt med Guds søn. Sådan må vi også se på os selv og hinanden…

I Weekendavisen gør den ukrainske forfatter, digter, filminstruktør Iryna Tsilyk ind imellem status over krigen i Ukraine fra sin lejlighed i Kyiv. Hun skrev på et tidspunkt:

Trods alle ulykkerne er der stadig masser af kærlighed i denne verden, og i kampen ikke kun mod fjenden, men også mod vores indre dæmoner af had, fortvivlelse, afmagt og afstumpethed, er det altid med kærligheden, at vi kan hele os selv og hinanden.

(...)

Der bor en anden gammel kvinde en etage under mig – Lyudmyla, ualmindelig venlig, beskeden og høflig. Hun bor alene, fordi hendes søn og hans familie rejste til Vesteuropa kort efter den russiske invasion.

 Det er forståeligt nok – der var tre børn, og den ældste led af en arvelig sygdom, der kræver særlig behandling. Men Lyudmyla har ikke set sine børnebørn i fire år, og det skærer mig i hjertet at tænke på, hvor mange familier krigen har ødelagt og splittet på forskellige måder.

Jeg er glad for, at jeg kender hende.

Jeg går ned til Lyudmyla med kropsvarmere og går derfra igen med en hel masse interessante historier og et stykke chokolade til min søn, som Lyudmyla har gemt til ham.

Det kan være svært at bevare håbet og troen midt i alt det, der truer os i tiden, midt i vores afmagt. Når det handler om tro og om håb, så handler det ikke om at kunne…

Troen og håbet næres ved det underfulde, at vi er forbundet i kærlighed og holdt op af en stærk livskraft, skaberkraften…

I det øjeblik vi rækker hinanden hånden, bliver vi mindet om, at vi er skabt i Guds billede med lige værdighed givet af Gud. At tage den anden ved hånden er opstandelse. Det sker hver gang, når den ene tager den anden ved hånden for at rejse det menneske op, der er faldet.

Det sker, at vi får en oprejst gang på jorden og kan glædes over forårstegn…

Når den blå anemone bryder frem i kulden, er det et vidnesbyrd om den virkelighed, vi skænkes: At Gud ikke har trukket sin velsignelse tilbage, men lader liv spire, hvor alt ser dødt ud, så sker det underfulde, at vi ikke blot strejfes af glæde, men fyldes af kræfter, mod og opstand, en evighed af håb! 

AMEN