Dette hellige evangelium til 2. søndag i advent skriver evangelisten Matthæus 

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. AMEN 

Prædiken 2. søndag i advent (II)

Det er blevet 2. søndag i advent og vi er inviteret med til bryllupsfest i mere end en forstand. Det er en helt særlig dag for jer, Amalie og Jannick, som fejrer jeres kærlighed og ægteskab og har inviteret til bryllup i dag…

På en dag hvor evangelieteksten (også) inviterer os til bryllupsfest, og hvor vi hører om brudepigerne, der venter på gommen, så de kan komme ind til festen…

Det kan faktisk ikke passe bedre sammen. De ti brudepiger og brudgommen, jeres ægteskab og advent har faktisk en del med hinanden at gøre…

Der findes nemlig dage i et ægteskab, hvor vi er nødt til at væbne os med tålmodighed, ligesom brudepigerne. Dage hvor vi bare må vente og se, hvad der sker…

Adventstid er ventetid. Vi venter på, at Guds søn skal fødes i stalden i Betlehem julenat. Det er en nat som ingen andre. En nat hvor himmel og jord mødes, hvor Gud og mennesker forenes, ligesom brud og brudgom forenes til bryllupsfesten…

Vi venter på noget glædeligt, og ventetiden kan føles lang og vi kan blive utålmodige, vores tålmodighed kan slippe op…

Ligesom de 10 brudepiger, der venter på brudgommen, må vi i adventstiden også vente og væbne os med tålmodighed.

De 5 af brudepigerne var tåbelige, hører vi, de havde ikke olie nok til ventetiden, så da brudgommen kommer, må de først til købmanden, og så er det for sent, så forpasser de øjeblikket, døren lukker i, og de kommer ikke med til festen… 

Advent handler ikke om at være perfekt forberedt og have styr på det hele inden jul. Det kunne vi måske tro…

De 5 tåbelige brudepiger lever i troen på, at de kan beregne ventetiden. De tror, de har styr på brudgommens ankomst. Og det er det tåbelige, for brudgommens ankomst kan ikke beregnes, han ankommer, når han vil, og han ankommer uden vi kan regne det ud…  

Advent handler om at holde gejsten oppe, have olie på lampen og være til stede, ligesom de 5 kloge brudepiger, der venter tålmodigt til brudkommen pludselig kommer, og de inviteres ind til festen…

Vi må tålmodigt vente, også selvom vi ikke kan regne ud, om ventetiden nytter noget eller ej. Det væsentligste er ofte det, der kommer til os, mens vi venter, når vi mindst venter det. Det er kærligheden et godt eksempel på…

Det tror jeg Jannick og Amalie kender? I har kendt hinanden i lang tid, og I havde ikke forudset, at kærligheden ville komme og vokse op mellem jer. Det var ikke det, I havde planlagt…  

Hvis vi tror, vi har styr på kærligheden, at vi kan beregne og planlægge, hvornår den kommer, så er det ikke kærlighed... 

Kærligheden er et mysterium, et under. Kærligheden trænger sig på som en selvstændig magt, når den vil og uden vores beregning…  

Kærligheden må vi vente tålmodigt på kommer til os, også selvom vi ikke kan regne ud, om det nytter noget at vente eller ej...

Der findes dage i ethvert menneskeliv, i vores relationer til hinanden (også i ægteskabet) og i forhold til Gud, hvor vi er nødt til at væbne os med tålmodighed…

Dage hvor vi bare må vente og se, hvad der sker…

Det kræver mod at tåle, som Møllehave udtrykte det.

Tålmodigheden til at lade håbet få plads, så vi får mod til at leve på trods af det, der truer os i livet. Når livet bliver trængt af modstand, frygt, tab, sorg og magtesløshed, da vil håbet give os næring, så vi kan holdes til livet.

Der skyder en kvist fra Isajs stub, skriver Esajsas, og så beskriver han et rige, hvor alt det, der skiller os ad, er væk. Dér er mørket overvundet, og alt bliver, som det er skabt til at være fra den første begyndelse.

Vi næres af håbet for fremtiden, det får os til at holde gejsten oppe, have olie på lamperne. Og samtidig skal vi være til stede i livet, som det udfolder sig for og med os nu. Og det kræver tålmodighed at leve i moradset…

I de fleste af livets helt inderste og væsentligste sammenhænge gælder det, vi bliver nødt til at være til stede SELV ellers er der øjeblikke, vi forpasser (som en dør, der lukker i)…

Øjeblikke af kærlighed, øjeblikke af nærvær, øjeblikke af lykke…

Vi kan hverken længes, elske eller være tålmodige ved at sende en anden.

Men til gengæld kan et andet menneske eller Gud måske længes så meget efter os, at det vækker os eller måske venter på os.

Det forudsætter alt sammen, at de har tålmodighed med os…

Når vi har tålmodighed til at vente, så vokser der noget nyt frem i os og også imellem os. Måske har det ligget i dvale eller i hi som dyrene ved vintertid, men nu kommer det frem i lyset.

I lyset af Guds kærlighed kan vi opleve, at noget særligt vokser frem. Guds kærlighed ser os ikke bare, som vi er. Guds kærlighed ser også, hvad vi kan blive til…

Det er nå vi ser hinanden i det lys, at vi kan opleve at lyset falder på en ny måde ind over vores verden, vores liv med hinanden, vores ægteskab.

På den måde er den anden altid andet og mere end det, vi forestillede os, andet end det, vi umiddelbart kan se. Noget nyt og uventet toner frem. Langsomt, men sikkert trænger en ny virkelighed sig ind på os og udvider vores horisont.

Benny Andersen skriver et sted: Mødet med den anden bærer frugt, så noget nyt vokser frem. Det kan ligefrem være nødvendigt at sy tøjet ud, så vi kan være i det med vores nye livshorisont…

Kærlighed åbner døre, og sådan som Guds kærlighed åbner døre i vores liv, sådan kan vi også åbne døre i hinandens liv, når vi elsker og bliver elsket…

Vi kan få hinanden til at vokse i kærlighed, så vi kan folde os ud og blive dem, vi er skabt til at blive i Guds øjne…

Kærligheden ser på os med håbets fortegn…

At udvikle tålmodighed og sans for det, der kan vokse frem i os og imellem os. Det sker, når vi evner at være til stede i forventningens tid (adventstiden) i stedet for at kræve opfyldelse og paradis hver eneste dag – før tid…

Så hold gejsten oppe og hav olie på lamperne, vær tilstede og vent os se.

Og imens vi lever og venter, så lyser håbet om, at døren til evigheden står åben for os, og (også) vi er med til bryllupsfesten…

AMEN