Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: v26  »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. v27  Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. v28  Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? v29  – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham v30  og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! v31  Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? v32  Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. v33  Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. v34  Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? v35  Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Lukas 14,25-35

 Det lyder skræmmende at vi skal hade vores forældre, kone og børn, brødre og søstre for at blive Jesu discipel. Og for lige at understrege radikaliteten i kravet til at være discipel tilføjer Jesus, ”ja, sit eget liv”.

Hvem har lyst til at være discipel må vi spørge? Tænker mange af os ikke at den kristne tro handler om at elske livet og sine medmennesker, få livet til at blomstre, og være taknemmelig for den smukke gave livet nu en gang er. Skal vi hade for at blive en Jesu discipel? For er det ikke Jesus som taler om at vi skal elske vores næste og gøre mod andre hvad vi ønsker at de skal gøre mod os.

Det kræver noget at være en discipel af Jesus. Et krav Jesus selv er underlagt som viser sig gennem svaghed og sårbarhed. Jesu liv og hans væren til, er historien om, hvordan Gud gennem ham træder ind i menneskers liv for at skabe en ny forståelse af relationen til ham og til næsten. I den forståelse ligger at Jesus viser mennesker at Gud er den, der giver afkald på sig selv og på alle forestillinger om magt. Det introducerer en ny måde at leve på i verden, som handler om at give afkald på sig selv til gode for andre.

I det afkald skal vi forstå kravet om at hade sine nære familiære relationer. Og had er ikke en følelseskategori, men en identitets kategori. Så egentlig betyder det at mennesket finder en ny identitet som er ikke knyttet til familien. Og når der til denne nye identitet som discipel også indbefatter at du skal hade dit eget liv, fortæller at det omfatter hele personen og vedkommendes fulde identitet. At være Jesu discipel er ikke blot en beskæftigelse eller en aktivitet. Det omfatter hele personen og bestemmer vedkommendes fulde identitet.

Kaldet til at følge Jesus forlanger et afkald af personen. At det ikke er så fjernt og farligt som det lyder ved vi godt, når vi taler om at der altid er pris at betale i livet. Livets valg har konsekvenser kan vi sige. Vi kan ikke få det hele og må livet igennem leve med at vi må opgive nogle de ønsker vi har til livet.

Afkaldet er en måde at vælge at leve livet på. Det står i modsætning til en moderne individualitet som handler om et liv for ens egen skyld. Jesus bliver eksempel på et liv som består i at opgive alle individuelle krav. Afkaldet siger os nok ikke så meget i dag, hvor vi lever et liv med så mange muligheder og tilbud. Vi føler os nok mere tvunget og har måske også en stærk lyst til at søge at opnå hvad livet nu byder os af muligheder. Afkaldet kan med rette virke gammeldags og mange tænker, hvorfor holde sig tilbage for at leve livet. Vi lever os i en tid hvor en livsstil der handler om at gøre hvad vi har lyst til og behov for ikke længere er godt for klimaet, jorden, dyrene og måske i sidste ende heller ikke godt for mennesket. Fænomenet Trump viser tydeligt, hvordan ekstrem individualisme eller skulle vi ikke hellere kalde det narcissisme kan se ud, når den breder sig ud på hele livet.

Afkaldet er der hvor mennesket afstår fra at gøre som det plejer. Viger tilbage fra at leve på en bestemt måde og ofre sig for noget andet, og i det offer skal vi høre at mennesket lægger sit liv om og går i en ny retning.

Det afkald var hvad de mænd som blev Jesu disciple valgte. De blev kaldet og følte en særlig appel i det kald, og afkaldet bestod i at lægge afstand til sin familie for at få identitet gennem det fællesskab Jesus skabte og ikke mindst i kraft af relationen til ham. Og igennem ham muligheden for at deltage i det guddommelige liv.

Det er sådan det er at leve. Livet koster livet som vi skal synge om lidt. Salmen kredser om det at livet bare går og går. Børnene er små og pludselig er de store, og vi kigger i familiealbummet med billeder og synes at det da ikke var så længe siden. Vi ved godt at det er livet og godt at livet koster livet, for det er livets rytme at følge efter, vi må følge livet, for livet tager os med, tage sit kors op som fortæller om mit ansvar for mennesker og verden og give liv fra sig om min daglige pligt til at leve livet, er den opgave vi hver dag står med.

Der er mange der godt kan lide denne salme. Fordi den siger noget vi alle synes er sandt? Livet koster livet, ja, - det er sådan det er. Der er altid en pris at betale i livet. Prisen er at livet skal leves med alt hvad det udsætter os for.

Hele tiden er det den sandhed vi lever på, hvert øjeblik kan pludselig blive meget alvorligt og afgørende, men det må ikke få os til at tøve, fordi det er hvad vi skal gøre hver dag. Giver liv fra os til andre for at vi i sidste ende som Jesus der hænger på korset kan sige ”det er fuldendt”.

Vi har alle den opgave mellem fødsel og død. Den er indskrevet i livet. Så godt at livet koster livet! Livet koster livet kan vi også med temaet fra Lukas oversætte til, at identiteten findes ved at give selvet væk for den Andens skyld. At livet koster noget er ikke en overraskelse for nogen af os.

Kaldet fra Jesus er radikalt som det fremgår af de to lignelser Jesus fortæller skal man tænke sig om inden man begiver sig ind i kaldet. Som alle andre beslutninger vi træffer i livet, er det godt at tænke sig om. At følge kaldet betyder at forlade noget for at give sig over til noget andet. Overveje hvad det er vi skal, om konsekvenserne der følger med. Det er en ny måde at leve på, hvor jeg i kaldet hengiver mig til livet og mennesker. Det er den samme bevægelse Gud gør i Jesus. Gud tømmer sig selv ud i Jesus. I hans kald til at leve det guddommelig liv ser vi hvad det er for et liv.

Jeg skal ikke være stærk, men må gerne vise min svaghed og sårbarhed. Myten om individualisme passer ikke, for I kaldet til at følge Jesus handler om det gode liv og de relationer jeg indgår i.

Kaldet er en invitation til at deltage i det guddommelige liv. Vi bliver kaldet til at opgive vores små egoer for at slutte os til den guddommelige kosmiske dans, som rummer både selvopofrelse og nyt liv. Amen