Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. v6  Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

v7  En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« v8  Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. v9  Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. v10  Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« v11  Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? v12  Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« v13  Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. v14  Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« v15  Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«

v16  Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« v17  Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; v18  for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«

v19  Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. v20  Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« v21  Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. v22  I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. v23  Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. v24  Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« v25  Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« v26  Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« Johannes 4,5-26

Foto: Kristus og den samaritanske kvinde af C.W. Eckersberg 1838. Altertavle i Hornbæk Kirke 

Kvinden ved Sykars brønd og hendes møde med Jesus er vidunderlig. En sjov og drilsk tekst om vand og mere end vand. Det begynder med et møde mellem to mennesker. En scene vi umiddelbart kan leve os ind, ja, det er næsten som om vi står og kigger på mens de taler om vand.

Brøndens kildevand er samlingspunkt for mange af byens beboere i løbet af dagen. For uden vand dør livet. Men brønden er mere end et sted hvor der hentes vand. Her mødes mennesker. Det svarer vel til at vi kan tale om at hænge ud på gadehjørner. Kvinderne kommer til brønden for at hente vand og falder i snak med hinanden. Vandet er kilden til liv, og der er også liv i de samtaler som finder sted ved brønden.

Det er midt på dagen og varmt og Jesus er kommet langvejs fra og har sat sig til at hvile ved brønden. En kvinde kommer for at hente vand og Jesus siger til hende: Giv mig noget at drikke!

En helt almindelig hverdags begivenhed, hvor vejfarende stopper ved brønden og får et hvil og en tår vand. Men inden længe bliver den samaritanske kvinde revet ind i den mest uforudsigelige samtale, hun nogen sinde har været ude for. Det begynder med vand men hun skal få større ting at se, og vi må gå ud fra at hun går fra brønden den dag som en anden end da hun kom.

Til at begynde med er hun helt afvisende overfor at tale med denne mand, som hun slet ikke kender navnet på. Mænd taler ikke med kvinder, og en ægte jøde, som Jesus jo var, taler bestemt ikke til en samaritansk kvinde. Indvandrekonflikter fandtes også den gang, og er lige så gamle som Bibelen selv. Samaritanere var indvandrere og boede som navnet siger i den del af Israel som hedder Samaria.

Et filter af køn, religion og kultur hindrer hende i at møde Jesus på lige fod. Holder vi fast i det der skiller os fra hinanden, kultur, race, hudfarve, så bliver det ikke til nogen samtale. Hvis det stod til denne kvinde var det den dag ikke blevet til nogen snak mellem de to. Hun var alt for fokuseret på det, som skilte dem fra hinanden. Køn og om Gud skal tilbedes på det ene eller det andet bjerg. Hun så en fremmed i Jesus, og det gjorde han også i hende. De vidste det godt begge to. Jesus lod ikke denne forskel betyde noget for deres møde.

Han deler ikke hendes tro, men han ringeagter den heller ikke. Jesus løfter det filter hun betragter verden igennem fra hendes skuldre, og siger til hende, at vi to skal noget andet. Jeg vil gerne have vand af dig fra brønden, men jeg har også noget vand at give dig.

Det begynder med helt almindeligt kildevand fra brønden. Vandet har en dobbelt betydning. Almindeligt vand og vand fra en helt anden kilde.

I samtalens løb viser det sig at de to taler på forskellige kanaler. Kvinden er optaget af brøndens vand som en livsnødvendighed og i øvrigt får hun også lige fortalt at brønden ligger på det jordstykke, som patriarken Jakob har ejet. Vandet får på den måde en symbolsk betydning også for kvinden. Ikke bare almindeligt drikkevand, men i kraft af Jakob får det en åndelig betydning som forbinder hende og Jesus med en fælles forfader.

Hurtigt viser det sig at de to ikke taler om vand på samme måde. Der er vandet som det elementære naturfænomen som slukker tørsten, som vi har brug for i husholdningen og til at vaske os i. Jesus vil give kvinden vand som vil slukke hendes tørst for evigt. Hun vil stadig brug for at drikke det kølige vand af brønden. Men der er en anden tørst i livet. En tørst efter mening og finde ud af hvad livet er til for. Hvorledes denne tørst nogen sinde skal blive slukket, tørsten efter det evige liv, tørsten efter svaret på alle gåderne, alle katastroferne, alle smerterne.  

Vandet fra brønden bliver af Jesus løftet op fra det jordiske og fylder vandet med anelser om guddommelig visdom. Og det vand skal fylde kvinden og alle der drikker af det med uhørt liv.

Som vi sang i dagens første salme af Petter Dass (nr. 8): Jeg kan dog andet ej end i forundring falde ved Guds husholdningsvej.

Petter Dass levede i det barske nord-norske landskab i slutningen af 1700-tallet. Var nært knyttet til menneskene han var præst for. Han så hvordan de hver kæmpede for føden, som mestendels var fiskeri, og hvordan naturen konstant var en udfordring. Gud er i sit skaberværk, i vandet som vi taler om i dag, og for PD var Gud i sin ånd hos de nordnorske mennesker når de hev flotte fisk op af havet som en hyldest til Gud.

Menneskelivet har brug for langt kraftigere næring og drikkelse end det, den daglige husholdning kan fremskaffe. Vandet viser sig jo i den vidunderlige samtale mellem de to, at rumme betydninger der vil slukke en helt anden tørst end det vi normalt forbinder med tørst.

Livets tørst! Tørsten efter liv! Efter mening og sandhed!

Jesus bevæger sig helt tæt til denne kvinde, alt hendes snak om jøde og samaritaner overhører han. Han vil slukke hendes livs tørst med levende vand.

Der er vand som slukker tørsten kortvarigt, som ikke giver os alt hvad vi har brug for.

Vi har brug for vand for som enhver en anden vækst for at kunne leve. Derudover har vi brug for levende vand, fordi vi ikke kun er fysiske væsener, men også åndelige med håb og længsler for vore liv. Vi søger sandheden om livet og vore egne liv, en sandhed som giver os et sted at være. Vi har alle brug for noget at tro på, som betyder noget for mig, til vejledning, opmuntring og trøst i den mangfoldighed af indtryk tilværelsen møder mig med.

Derfor er det selvfølgelig fuldstændig lige meget om Guds dyrkes det ene eller andet sted, selvom sådanne sekundære ting altid har fået lov til at fylde meget. .. for meget. Med sådanne ligegyldige ting søger vi at kontrollere livet. Og vi mister essensen. ”De sande tilbedere skal tilbede Gud i ånd og sandhed”, siger Jesus. Det er hvad samtalen er til for.

At søge sandheden er ikke at komme i mål men som vandet der løber, hele tiden at være på vej. Det er samtalen som aldrig stopper, men flyder af sted, som vi hele tiden må holde i gang.

Der er vandet i brønden som slukker vores tørst. Vi skal huske at drikke rigeligt med vand hver eneste dag. Jesus kommer med noget til kvinden og til os, og det er det levende vand, som er ham der taler til kvinden. Det er mig, der taler til dig, siger Jesus til hende.

Det levende vand er det vand som slukker en anden tørst i menneskets liv. Tørsten som er længslen efter mening, sammenhæng. Der strømmer levende vand fra Jesus, der forbinder Gud og mennesker, og åbner vores begrænsede liv for det evige liv. For at vi som det levende vand skal forbinde os med denne gådefulde overflod.

Amen