Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v35  og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36  »Mester, hvad er det største bud i loven?« v37  Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v38  Det er det største og det første bud. v39  Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ v40  På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

v41  Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: v42  »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« v43  Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:        v44  Herren sagde til min herre:       Sæt dig ved min højre hånd,       indtil jeg får lagt dine fjender       under dine fødder? v45  Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« v46  Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matthæus 22,34-46

Det er helt tydeligt at dem Jesus diskuterer med ønsker at få ham ud på glat is. Farisæere og saddukæere var den tids lærde folk. Jesus mødte dem tit og der var altid et eller andet på spil imellem dem. Da Jesus selv var en lærd mand, kom han tit i samtale med disse grupper.

Den første samtale handler om lovens største bud. Loven rummer alle de etiske forskrifter som Gud havde givet til mennesker. I den anden samtale er det Jesus som spørger dem om, hvem Kristus er. De undviger at svare Gud men i stedet kong David, og fastholder med det svar at Jesus i deres øjne blot er en jordisk skikkelse. Altså ligesom alle andre.

Lad os stoppe ved det spørgsmål: Hvem er Kristus? Farisæerne svarer som jeg sagde Davids søn, som forbinder Jesus til den jødiske historie. Det er ikke så underligt, for Jesus var jo jøde helt ind i sin sjæl.

Jesus går i sit modsvar til skriften, som er den jødiske skriftsamling som vi kender som Det gamle testamente. Det bliver til en indforstået samtale om hvordan et udsagn af David i en salme skal fortolkes. Er Jesus søn af David eller er han hans herre? Diskussionen er indforstået og handler om Jesus er den frelser vi kender som Messias eller som Kristus? Messias er det hebraiske ord og Kristus det græske for den frelser Gud en gang i fremtiden ville sende til sit folk. Kristus eller Messias vil til enhver tid fortælle om et håb, om at Gud vil gribe ind i verden for menneskets skyld.

Er vi blevet klogere? Det tænker jeg ikke vi er. Vi er vidne til en samtale mellem Jesus og hans samtids religiøse personer om hvem og hvad der skal forstås ved den Messias som det jødiske folk ventede på.

Men lad os spørge os selv i dag: Hvem er Kristus? Hvad vil folk svare. Guds søn vil sikkert være et af de første svar, søn af Josef og Maria, Thorvaldsens Kristus figur i Vor Frue, et ovenud kærligt og medfølende menneske som skabte glæde og håb hos mennesker.

Vi kan også spørge på en anden måde da vi nu må gå ud fra at Gud står bagved Kristus. Hvad er det Gud vil have os til at forstå i Jesu liv? Hvad er Guds vilje i Kristus og i det hele taget i livet, hvad skal vi gøre med vort liv, som han har skænket os?

Kort forinden har vi fået et kort og præcist svar på hvad det er Gud vil have os til. I den lov Gud gav til Moses og som er blevet rakt videre til mennesker i traditionen.Jeg må lige indskyde at loven på den tid bestod af en opdeling i 613 bud, nemlig 248 påbud og 365 forbud.

Det må have været et dagligt hyr med at holde sig alle disse bud for øje. For hvert et skridt og handling overvejer om det man nu var i gang med brød med budene. Jesu var godt nok jøde men også optaget af troen ikke skulle være en spændetrøje. Den skulle helst være en hjælp til mennesker i deres daglige liv. Jesu svar koger det hele ned til en fin lille bouillonterning, som mennesket kan leve på: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Og derefter lyder det: Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv. 

Nemt at huske. Der er to ting du skal. Er det ikke rart at vide at der er noget vi skal? Godt at vide, at der er noget vi skal, som står fast i en verden som er i konstant bevægelse.

Der er meget vi mennesker gerne vil, og det er helt sikkert mere gældende i dag end det var dengang. Allerede farisæernes spørgsmål til Jesus om det største bud i loven, viser at vi er i en tid hvor mennesker hviler I at vide at der er noget i verden som står fast. Der er et du skal og et ikke et jeg vil!

Kravet om at elske Gud og elske næsten. På disse to bud hviler livet. At elske livet, at elske det og glæde sig over det, er at elske og ære Gud. Gud er som det smukt lyder i læsningen fra Esajas ham hvis trone er oven over jorden, og vi mennesker er lige så små som græshopper og Gud breder himlen ud som et tæppe over alle.

Og alt vi skal er at vise kærlighed til Gud og næsten. Ham der under os livet og derved skænker os glæden ved at leve. De to bud om at elske Gud og næsten sætter to vigtige instanser ind i menneskets liv. Intet menneske kan handle, uden at han eller hun i sine handlinger forholder sig til en instans af en eller anden art.  

Hvad jeg mener med instans er det som forpligter et menneske i en aktuel situation. Det er vores ansvar. Martin Luther siger klart og enkelt i sin Store Katekismus, når han taler om hvad Gud som instansen betyder i hans liv: Jeg slår ikke min lid til nogen anden skabning i himmel eller på jord. Jeg slår min lid alene til den usynlige, ubegribelige, ene Gud, der har skabt himmel og jord og alene er over alle skabninger.   

Du skal elske Gud betyder ikke kun er jeg er forpligtet på noget, men at Gud også holder fast i mig, ved netop at sige, at jeg er din Gud, og du kan du trygt stole på.  Instanser siger sig selv, kan der være mange af i menneskers liv. Der er meget i verden som kan optage os, kræver vores opmærksomhed, og på den måde blive en gud for os. Men disse guder vi kan vælge at dyrke og knytte os til, er aldrig usynlige. De er endda meget synlige og der hvor det kommer til at handle om prestige og succes kan vi ikke falde til ro på den måde Luther skriver.

Luther hviler i Gud og ved at fra Gud lyder kun et ”du skal”. For succes og prestige kræver hele tiden noget af mig, at jeg vil være på, forfølge mine mål og drømme og måske ende med at slide mig selv til døde.  

Ordet ”skal” er et nærværende og konkret ord. Ordet ”vil” skal jeg på helt anden måde selv stå for og finde ud af. Det kommer helt sikkert også til spænde ben for ”du skal”, for skal jeg noget, kan vi være sikre på at det på nogle områder forhindrer mig i det jeg vil.  

Du skal griber ind i vores liv og altid nu er her. Du skal elske Herren din Gud….Du skal elske din næste. Ikke en moralsk henstilling selvom den bestemt kan have betydning for hvordan jeg vil vælge at leve. Det er en befaling, som ikke lyder kun én gang, men hele tiden ind i hvert et øjeblik. Det går helt ind i stuen og siger: Så er det nu.  

Hvis mennesket kun siger ”jeg vil” kommer det kun til at handle om mig. ”Du skal” er forbundet med noget udenfor mennesket selv. Som fortæller at du er en del af et fælles liv sammen med andre mennesker.

”Du skal” sætter en ramme om menneskelivet. Det er noget vi i al for høj grad har glemt. Loven i dag er ikke så meget anderledes end de 613 påbud og forbud som var det menneske forholdt sig til på Jesu tid. De har blot fået en moderne skikkelse og formulerer sig meget lidt, om overhovedet, som påbud og forbud, men som tilbud. Lade os sige fristelser der vil fodre menneskets ”jeg-vil-lyst”.  

Lovens anklage i dag er ikke alt det jeg forsømmer og ikke får gjort, det er den slidsomme jagt på det jeg vil og ikke har nået endnu. Det er præstationskravet om hele tiden at være den perfekte udgave af sig selv og som igen viser sig i noget så enkelt og uskyldigt som sammenligningslysten. Er vi alene dem som skaber vore egne liv, sætter dagsorden, jeg vil, fyldes denne verden meget hurtigt af en masse erstatnings guder.  

Du skal elske Gud og næsten siger det menneske, Jesus Kristus, som er denne befalings opfyldelse. Du skal er Guds ord, der sætter os på plads i livet og velsigner livet for os. Hele vort liv lægges af dette ord ”du skal” ind under Guds gode og kærlige vilje. Amen