Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Johannesevangeliet 11,19-45

Der er overgange i tilværelsen som kan være svære at forstå. Det er en sådan overgang vi hører om i dag. Lazarus er død, og er gået fra livet over til døden. Endnu vildere og sværere at forstå er overgangen fra død til liv. Overgangen fra ikke at være til at være, er fødslen. Det er der mange forældre i dag som kan huske da deres barn kom til verden. Overgangen fra at være til ikke at være, døden. Nogle iblandt jer vil også mindes mennesker som ikke lever mere.

Andre overgange i tilværelsen kender vi også godt til. Når vi for eksempel går fra ikke længere at være barn til at blive voksen. Der kan også være overgange i voksenlivet som kan forandre os som menneske og vores syn på livet. Det kan ske når vi bliver gift, får børn, eller mister vores forældre. Vi kan også komme ud for at møde andre opfattelser end dem der er vores egne, og vi kan blive tvunget til at se anderledes på verden fordi noget i vores liv har ændret sig.

Med dagens tekst om opvækkelsen af den døde Lazarus i tankerne, er det vanskeligt at forstå overgangen fra at være til ikke at være. Det ser vi tydeligt i Martha og Marias reaktion.

Når både Martha og Maria siger til Jesus, at havde han været der på det rette tidspunkt, så var deres bror ikke død, så ligner det meget den afmagt vi står i over for døden. Kunne noget have forhindret at døden kom!

Vi mangler ikke ord og billeder til at tale om livet, men når det gælder døden bliver vore ord underligt tomme. Mange gange kunne man ønske at vi havde den samme sindsro overfor døden, som vi møder andre dele af livet med.

Vi har alle stået i den situation eller set den hos andre, hvordan stumhed, forlegenheden og mangel på ord er reaktionen på et menneskes død. For hvad skal man sige? Døden er den store ubekendte som efterlader os med spørgsmålet hængende på vore læber.

Vi kan godt tænke væren fordi det er livet vi lever i øjeblikket. Ikke væren kan vi ikke tænke. Og at tænke at ikke væren skal blive til nyt liv igen, er måske det sværeste at tænke. At tænke opstandelse er da heller ikke en mulighed. Jesus taler til Martha om at tro på ham, når han siger Jeg er opstandelsen og livet: den, der tror på mig skal leve, om end han dør. Opstandelsestro er en overgang til håb om nyt liv. Jesus taler om den bevægelse Gud har fuldbyrdet i hans liv, død og opstandelse.

Med fortællingen om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, som græder over tabet af deres bror, bliver vi draget ind i en bevægelse fra død, ikke-væren, til nyt liv, væren. Vi føler deres sorg og afmagt efter de har mistet deres bror Lazarus.

Nu handler det om et menneskes død i dages prædiken-tekst, men det mørke som kan lægge sig over vore liv kan være andet end den konkrete død. Det kan også være de perioder i menneskelivet, hvor vi føler os presset og føler vi kæmper en forgæves kamp mod stærke døds lignende kræfter i os selv og i livet.

Hvad hjælper os i disse forskellige oplevelser af død. Enten det er tabet af et elsket menneske, eller mørkets kræfter som vil lægge vore liv øde.Hvad trøster i sorgen over et menneske vi har mistet? Eller den følelse af død og tomhed vi kan havne i når livet går os på?

I medfølelsen og kærligheden er vi nærværende og opmærksomme på det menneske der har det svært. Medfølelse og kærlighed ser den sørgende som et menneske, der har behov for indlevelse og ømhed. Det handler om ”At være sammen med et andet menneske på et stykke af livsvandringen”. Vi hører at mange mennesker kommer til søstrene for at trøste dem i sorgen over deres bror. Sådan er det stadig når døden kommer og tager et menneske fra os. Vi møder op, lytter, trøster med vores nærvær. Det samme gør Jesus da han kommer til søstrene for at trøste dem i deres sorg.

Er der håb for det sørgende menneske? Johannes arbejder i sin tekst både på det åbne og det dybe plan af den menneskelige bevidsthed. I samtalerne mellem Martha, Maria og de som er kommet for at trøste er vi på det synlige mellemmenneskelige plan. Hvor mennesker mødes, taler, og har omsorg for hinanden. Det er her vi ser mennesker tage ansvar for hinanden. Trøsten på dette plan handler om at se den anden, vise opmærksomhed og leve sig ind i et andet menneskets situation eller skæbne.

Straks Jesus møder Martha udenfor fornemmer vi at nu tales der fra et andet sted. Fra Guds sted, men her i livet. Martha har en forventning som ligger på et andet plan end den trøst jøderne møder hende med. ”Din bor skal opstå”, er de ord Jesus møder Martha med.

Vi forlader hverdagslivet og vi bliver med samtalen mellem de to om opstandelse løftet op på et højere plan. Eller måske skulle vi snarere sige, at opstandelsen er det håb som arbejder i mennesket i dybden.

I sorgen efter den elskede og tabte er den sørgende og efterladte i en stadig indre samtale med sig selv om at finde mening i det uforståelige. Opstandelsen er noget vi forventer for enden af vor livsvej. Her ser vi opstandelsen i opvækkelsen af Lazarus være en noget som sker midt i livet. Og Lazarus skal på et tidspunkt dø igen.

Martha og Maria og enhver som har mistet et menneske står i splittelsen mellem det der var, og det der kommer. Lazarus er død og efterlader hans to søstre i overgangen mellem ikke-væren og væren. Lazarus lever ikke, Martha og Maria har mistet deres bror, og er efterladt alene, og hvordan komme videre i livet.

Jesus kommer med befrielse, oprejsning og opstandelse. Gud inddrager os i en bevægelse fra ikke væren til væren. Fra død til liv, som er båret af tro og ikke af viden. Opstandelsen er at møde Gud som noget andet. Det kalder vi for tro. Opstandelsestro.

Menneskets vilkår er ikke bare døden, men også at liv fornyes, rejser sig, åbner sig, uden at vi gør noget for det. Som det smukt lød i et menneskes stemme fra salmen jeg læste tidligere (Salmernes Bog, salme 139) - Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

Vi kan som Lazarus opleve at bryde ud af et mørke. Det kan være mørket efter et kært menneskes død; eller sindets mørke som lyset en dag pludselig bryder igennem. Vi mærker at er alting lysere og vi går ud i livet med fornyet håb og livsglæde. Amen