Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. v12  Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. v13  Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« v14  Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« v15  Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. v16  Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« v17  Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Lukas 7,11-17

 Fortællingen om enkens søn fra Nain som dør og bliver levende igen sætter os på en prøve. Kan vi se nogen mening i beretningen om opvækkelsen af enkens søn i Nain. Den rammer ind i vores forståelse af at livet ender med døden. Her hos os står de døde ikke op: Vores døde bliver i deres kister.

Lukas fortæller at det skete dengang. Der er en distance mellem os og det som sker med enkens søn. Vi lever livet indenfor rammen af fødsel og død. Vi fødes og vi dør, det er vore grænser.

Det er ikke alt i denne tekst som er os fjernt. Det er en bevægende fortælling om en mor, der har mistet alt da hendes barn døde, og i mødet med Jesus, får det givet tilbage igen. Se nu på denne mor, vi kan se os selv i hendes reaktion. Det er nemt for os at leve sig ind i hendes smerte og sorg over tabet af sin søn. Hun stod der og græd over sin døde søn, den eneste hun havde. Hun rører os og vi kender hende fra os selv. Hun var styret af en kærlighed, der ikke ville give op.

Jeg tror de to mødre Astrid og Kamilla som har fået døbt deres 2 piger Uma og Soey i dag ved hvad den kærlighed handler om. Den rummer alt, intet kan stoppe den, og den vil gå hele vejen for at være hos barnet. Det tror jeg nu også deres fædre vil. Men det er noget særligt at være mor, som har båret sit barn og mærket hvordan det vokser og til slut kommer til verden.

Det er den ægte kærlighed som bekymrer sig alene for den elskede og holder ud til det sidste. Den er evig.

Alle kommer vi til at opleve tabet af et elsket menneske. Vi er mange der ved hvad enken er fyldt af da vi møder hende på vej ud af byporten med den døde. I den sorg hun er i erfarer vi at vores liv ikke bare er knyttet til den anden, men at den anden er ens liv.

Hun går der alene i begravelsesfølget på vej til graven. Hun er alene med sit tab og sin sorg. Det er så fint og enkelt beskrevet. Det er vores virkelighed, der fortælles om i det billede. Hun går i følget med sin døde søn på vej ud af byporten. Et billede som fortæller om tabet og ensomheden.

Vi kan leve os ind i hendes tab og sorg over at have mistet sit barn. Det er fordi andre mennesker er en ramme om vores liv. De er orienteringspunkter for hvem jeg er og hvordan jeg har det med livet. Min selvforståelse er givet med de relationer jeg indgår i. Når en af vore kære dør, mister vi en varig del af vores selvforståelse. Døden gør ensom, hvad vi kan fornemme i moderens situation. Hendes søn gav hende status som mor. Hendes selvforståelse har helt sikkert været koncentreret om at være mor og omsorgsgiver for sit barn. Hendes skæbne kan vi sige har været hendes søn.

Gråden taler med tårer om det uafvendelige tab af et menneske. Hun taler ikke. Det menneske som vi har mistet og savner helt vildt, lammer mennesket i lysten til at tale. Den anden er borte. Samtalen forstummer. Døden er tavs og den døde har ikke mere at sige, og den samtale jeg havde med den savnede, fordi der skal to til at tale sammen, gør at jeg har svært ved at finde ordene. De ord med hvilke vi talte sammen og bevægede hinanden. Hvad kan nu bevæge hvor jeg har mistet den anden Med hendes søns død er noget i hende blevet dødt.

I tabet af et menneske bliver alle kulturer ens. Vi har ritualer for afskeden, som hjælper os til at sige farvel. Vi har også behov for at holde kontakten med de døde. Derfor har vi grave med navne på. Den døde er ikke hvem som helst, men et menneske med en tilknytning til andre kendte mennesker.

I byporten støder livet og døden sammen. Jesus kommer med livet og møder døden. Det møde kender vi udmærket, når vi møder et menneske vi kender som har mistet. Vi kommer med livet, og den anden med døden.

Hvordan finder vi ord vi kan møde det menneske med som har mistet en anden? Døden efterlader os de levende med opgaven at finde ord at trøste med. Hvor der er liv er der håb kan vi sige i situationer der er svære, men hvor der stadig er liv at værne om. Hvor der er død er der kun død, hvad siger vi så?

Jesus siger: ”rejs dig op” til den døde dreng. Bag de ord stod Gud med sin livgivende og livsopretholdende magt. Går vi med Jesus i hjertet og tænker på hans møde med kvinden, er vi blevet givet et tegn. Et tegn der skal ruste os til ikke at give op og give os mod til at leve livet i lyset af håbet om og troen på, at døden og dødsmagterne er overvundet.

Vi kan kun tale om det som et håb og en tro, for vores døde kommer ikke tilbage, og dødsmagterne har stor magt over vores liv. Og det er i de øjeblikke i livet at vi har brug for et håb at leve på. Det var det håb Jesus rakte til enken og de som fulgte med hende. Det var for deres skyld, han sagde rejs dig, og ikke kun for den dødes skyld. Han var jo død! Det bryder med naturens almindelige love. Liv er det som lever og bevæger sig, og død er det ubevægelige og stillestående.

Vi må acceptere forudsætningen for denne fortælling om en død som bliver levende, at Gud besøger sit menneske i skikkelse af Jesus. Det vi skal frem til er, som Paulus skriver i sit brev, at få indsigt i at Kristus’ kærlighed langt overstiger det, vi kan forstå, så I bliver fyldt med alt det, Gud rummer.

Vi kan nemlig ikke forstå, at det ikke skal kunne forstås. For det kan det ikke, men kan alligevel føles som en sandhed af allerstørste betydning. Døden er nok den endegyldige afslutning, men erfaringen er, at de døde ikke kan gemmes væk. De lever videre på forskellige måder i menneskers liv. Der kan også være situationer i vores liv, som synes fastlåste og vi kan ikke se at det kan blive anderledes. Det føles som døden.

Én dag sker det måske at noget ændrer på situationen. Vi kan ikke altid sige hvad, men den trængsel, bekymring, uro vi følte os bundet i er vi løst fra. Noget blev givet til os, som moderen blev givet sin søn tilbage. Det skaber bevægelse i livet, og vi forstår at livet er skabt med en åben horisont. Vi kender aldrig de muligheder som livet kan møde os med.

Menneskets vilkår er ikke bare døden, men også at liv fornyes, rejser sig, åbner sig, uden at vi gør noget for det, endsige kan standse det. Amen