Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord.

Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« AMEN

Lukasevangeliet 10,38-42

PRÆDIKEN

Prædiken 15. søndag efter trinitatis (II). Luk 10,38-42/Martha og Maria

I den forgangne uge har der været stor opmærksomhed på unges brug af skærme, sociale medier og teknologiernes betydning for børn og unges undervisning og læring i skolerne. Diskussionen kommer efter at PISA undersøgelser igen viser, at danske skoleelever har ringe læse- og regnefærdigheder. Politikerne varsler nu med et forbud mod skærmene i skolerne, fordi de distraherer eleverne, de bliver ukoncentreret og mister evnen til fordybelse og nærvær i faglige sammenhænge og sociale relationer…

Martha og Maria kendte nok ikke til den teknologiske udfordring, hverken på samfundsniveau, i skoler eller mellem mennesker, men de kendte til det, at meget kan distrahere os eller sprede vores opmærksomhed, så fordybelse og nærvær forsvinder. Da Jesus kommer på besøg hos Martha og Maria, forholder de sig begge til gæsten, der er kommet i deres hjem, men de modtager ham meget forskelligt.

Martha sørger for Jesus! Hendes mange gøremål er ikke i sig selv problemet, men snarer dét, at hun bliver trukket omkring eller distraheret af al den tjeneste og som hendes opmærksomhed bliver spredt imellem...

Modsætningen mellem søstrene er ofte blevet set som modsætningen mellem den »aktive/handlende« Martha og den »modtagende/lyttende« Maria. Men de to bor side om side i hvert fald i mig og måske også mange andre mennesker…

Maria »satte sig ved Herrens fødder«. Hun lader Jesus bestemme sin plads eller vi kunne sige, at hendes plads bliver bestemt af det, der er kommet hende i møde. Hun fastsætter ikke selv betingelserne for mødet. Det er Jesus, der er kommet. Han taler og hun lytter, tager imod.

Det, hun modtager, bestemmer samtidig den plads, hvorfra hun modtager det. Det er detaljen i historien, vi skal lægge mærke til…

Jeg tror, mange længes efter at komme på plads i livet. Det er ikke kun de unge, der er i tvivl om, hvordan de bliver den, de gerne vil være. Hvordan de finder det sted verden, hvor de kommer på plads…

Individualismen står stærkt og opfordringerne til de unge lyder tit:

Tro på dig selv! Som om det er den vigtigste tro?

Idealet bliver at kunne realisere sig selv, have kontrol over sit liv, være fri til at træffe personlige valg, være herre i eget liv, selvberoende, selvbærende…

Men jeg tror, vi længes efter noget andet. Gud overlever nok vores manglende opmærksomhed, men mon vi gør i længden? Vi kan længes efter at trække vejret i Guds rytme og være i hans åndedrag, når hverdagen og alle gøremålene og alt det, der distraherer os, vælter ind over os...

Vi kan savne den ro og det lys som er på bønnens og stilhedens plads, men vi bilder os måske ind, at vi ikke har tid, og vi lader os distrahere af alt muligt andet...

Hvordan skulle vi klogt og frit selv kunne finde os på plads i en rastløst, urolig verden, hvor internettets algoritmer sætter os i et kommercielt kredsløb og et lukket, selvbekræftende ekkokammer…

Når de større fortællinger, som kan bryde ind i vores liv udefra, og som kunne give os et større perspektiv på tilværelsen, støtte og vejlede os i, hvad der tjener fællesskabet og os selv bedst, de overdøves…

Måske tænker vi, at vi slet ikke har brug for Gud, at vi klarer os!

Men jo mere, vi tror, vi selv skal skabe livet, desto letter mister vi sansen for, hvad livet er. Så bliver ikke et, men tusinde ting nødvendige eller fornødne for os, så er der meget der distraherer os og trækker os omkring…

Vi bliver som Martha optaget af alt det, der skal ordnes, før livet kan begynde. Først når jeg er færdig med at scrolle på de sociale medier, når jeg har styr på mit liv, først når jeg har nået mine mål, først når jeg har fået alt på plads.

Imens risikerer vi at overse livet selv »det ene fornødne«

Det væsentlig, det ene fornødne, skal vi ikke først selv få på plads, frembringe eller sikres af os. Det kommer til os, ligesom det kom ind ad døren hjemme hos Martha og Maria.

Jesus er kommet, er til stede og har allerede taget ordet og Maria lytter. Og hun er med andre ord sat i en befriende position, hvor hun har fået angivet en plads, hvorfra hun kan forstå sit liv, ja, modtager det.

Kun ét er fornødent, siger Jesus. Det er at tage imod det liv, som Gud giver os, ikke når alt andet er på plads, men nu med de vilkår, evner og mennesker, der hører med til vores liv…

De daglige mirakler, vi selv oplever, øjeblikke hvor livet bliver stort og sandt, og verden smuk, bunder i den samme guddomskraft, som kaldte Jesus ud af graven. En allestedsnærværende, skabende guddommelighed gør en væren i Gud mulig.

Det er en magt, som ikke er vores egen, ikke noget, vi selv kan sikre os eller kan besidde. Den beror ikke på os. Det er en gave, som vi ikke mister, tværtimod forøger vi den, når vi lader den strømme videre til medmennesket og til skaberværket, allerbedst når den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør…

Selvforglemmende væren forbundet til Gud, til mennesket og til skaberværket. Kaldet til mennesket er at deltage i Guds liv, sådan som vi ser det i Jesus. Det er at falde modtagende ind i det, vi ser i ham, han som viser det sande menneske og er Guds billede…

Det er at tage plads ved Jesu fødder. Det er et liv i Guds hænder. AMEN