
28/09/2025 0 Kommentarer
Prædiken 15. søndag efter trinitatis. Mona Høgh
Prædiken 15. søndag efter trinitatis. Mona Høgh
# Prædikener

Prædiken 15. søndag efter trinitatis. Mona Høgh
Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog:
Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.« Og Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, a husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.« Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.« Første Mosebog 8,20-22 ; Første Mosebog 9,12-17
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matthæusevangeliet 6,24-34
PRÆDIKEN
Om natten er bekymringerne størst. Kroppen roterer rundt i sengen først denne ene vej og så den anden vej, den kan ikke finde ro. Tiden føles lang og natten uendelig…
Der er nok at bekymre sig om i den tid, vi lever i. Droner i luften over alle vores lufthavne virker truende, skaber utryghed og en usikker fremtid med frygt for endnu mere ufred…
Og alt rykker lidt tættere på…
Derhjemme er vi igen begyndt at tale om at preppe: Købe godt ind så vi har vand på hylderne og konserves i skufferne, så vi har noget at spise og drikke i hvert fald til et par dage…
Jeg bekymrer mig om verdensfreden og demokratiets fremtid.
Det er som om bekymringer vokser bedst i mørket om natten.
At ligge der i natten og forestille sig alle mulige mørke scenarie, er måske et forsøg på at forberede sig på alt det, vi alligevel ikke kan forberede os på…
Bekymringen ændrer ikke ved de forhold, den gælder. Den fordobler blot vores uro. Og det er udmattende at bekymre sig om alt det, der kan gå galt her i livet i en uforudsigelig fremtid…
Men bare sådan at lade være med at bekymre sig, som Jesus opfordrer os til i evangelieteksten til i dag, er ikke lige så let, som det lyder…
Vi er ikke herre over, hvilke bekymringer vi lader os drukne af.
De samler sig som mørke skyer, der formørker vores liv, ligesom skyerne samlede sig på himlen i Noas dage. Og når himlens sluser åbner sig, så kan vi frygte at blive skyllet væk i en syndflod af bekymring…
Vi mærker det som et jordskred inden i…
Vi leder efter fodfæste midt i strømmen…
Mon ikke det var sådan Noa og hans familie havde det, da de sad inde i arken og alt andet på jorden var skyllet væk…
Og netop da lysnede det, og Gud satte buen på himlen som et tegn på, at Noa og hans familie ikke var glemt…
De træder ud i en fornyet verden, velsignet af Gud med besked om at blive frugtbar og talrig og fylde jorden, ligesom Adam og Eva havde fået besked på…
Og selvom fortællingen er fra et mytologisk univers, så bærer den en central sandhed i sig:
At menneskeheden er én familie med en fælles oprindelse, en fælles natur, en fælles adgang til Guds nåde i hans pagt med alt levende…
Regnbuen er tegnet på den pagt, Gud har med OS og alt levende på jorden. Den er tegnet på det uomtvisteligt løfte, han giver os mennesker…
Løftet ligger netop under alt liv, vi deler med hinanden…
Den jødiske filosof Hannah Arendt taler om løftet som en tryg ø i uforudsigelighedens hav. Det er et meget godt billede: Løftet som en ø, der bliver min redning (min frelse).
Det, der giver mig fast grund under fødderne, når jeg er ved at miste orienteringen (og gå under) i et oprørt hav (af bekymring). Løftet skaber stabilitet i en hverdag og verden, som er i bevægelse på godt og ondt.
Ved at blive bundet til opfyldelsen af løftet udfries vi fra at svaje hid og did efter vores eget dunkle hjerteslag.
Løftet giver os den identitet, vi aldrig kan få alene. At afgive et løfte til sig selv er jo lige så tomt som et skuespil med en selv som tilskuer…
I løftet rækker vi ud til hinanden og vi bliver forbundet?
På samme måde forbinder Gud sig til os på en forpligtende måde ved at give os sit løfte…
Det er selvfølgelig et spørgsmål om tro og tillid, som det jo altid er, når vi har med Gud at gøre. At have tillid til Gud, det er også et udtryk for tro. Det ER tro…
Der er tidspunkter, hvor vi kan blive i tvivl, om Gud har styr på det. Guds nærvær kan føles skjult eller meget langt væk. Selv Jesus havde det sådan, da han hang på korset.
Men Gud var jo netop ikke væk…
Og Gud skjuler sig heller ikke for os for evigt…
At have tillid til AT Gud er med os igennem det hele, giver os en grænse for vores bekymring. Så behøver vi ikke komme helt derud, hvor vi går i opløsning…
Så selvom han ind imellem synes langt væk, altså Gud!
Så må vi stole på løftet om, at han vil drage omsorg for os mennesker – og for alt levende: Himlens fugle og markens liljer…
Der er det særlige ved fuglene, at de lever fuldt og helt i øjeblikket. De flyver ikke med bekymring over, om der vil være føde til i morgen. De overvejer ikke, om de skal preppe…
De synger ikke med forbehold for fremtiden. De lever i grundlæggende tillid til, at verden bærer dem…
Liljen bruger ikke tid på at bekymre sig om sit udseende og hvordan den skal klæde sig. Den blomstrer ikke af anstrengelse, men alene fordi den er bestemt til at være smuk…
Vi kan lære noget af fuglene og liljerne, nemlig at acceptere at vi er dem, vi er, og vi bliver ikke pludselig noget andet…
Vi er ikke fugle eller liljer. Vi er mennesker skabt i Guds billede med evne til at huske fortiden og forestille os fremtiden.
Netop derfor kan vi bekymre os. Og det ved Jesus godt…
Vi har brug for naturen, der kan pege hen på skaberen, for skabelsens Gud husker det hele…
I Kristus har han vist sig at elske os højere end himlens fugle og klæde os smukkere end markens liljer…
Spørgsmålet er, at vi tør nøjes med at være menneske…
Tør vi give slip og acceptere, at der er ufattelig meget i livet, som vi ikke har kontrollen over: Os selv, hinanden, fremtiden, og Gud…
Tør vi leve i tro og tillid til at Guds løfte bærer os…
Så ville vi kunne arbejde uden bekymring og planlægge uden angst. Og tage ansvar uden at påtage os Guds rolle.
Det evige liv i ånden er, når vi i tillid til Guds opretholdelse ikke opholder os ved os selv, men forvalter det, som Gud har betroet os at være…
Så skal vi ikke først og fremmest bekymre os måltider og klæder, og så skal vi slet i bekymre os om positioner, status eller magt, det er nemlig udtryk for mammon...
Det splitter menneskeheden, sætter skel og skaber ufred mellem mennesker og nationer…
Vores blik bør aldrig være, hvem er jeg i forhold til mig selv og mit, men derimod altid: hvem er jeg i relation til og i forhold til den anden…
Da bliver vores liv og fællesskabet med hinanden en udfoldelse af den skønhed, som Gud har plantet i os og mellem os.
Der lysner det. Der kan Guds rige allerede anes…
Gå med Guds fred… AMEN
Kommentarer