Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.  Johannesevangeliet 5,1-15

PRÆDIKEN

Ubevægelighed!

Bare ordet kan give os en fornemmelse af åndenød…

Ubevægelighed leder vores tanker hen på situationer og episoder i vores liv, hvor vi har erfaret en fastlåsthed i kroppen og en klaustrofobisk hiven efter vejret…

Det er erfaringen af, at rummet for vores livsudfoldelse blev indskrænket enten fysisk eller mentalt…

Min første erfaring af ubevægelighed var måske, da jeg som barn fik min mosters hjemmestrik på, der både kradsede i nakken og også var alt for stram, fordi jeg voksede hurtigere end hun kunne nå at strikke. Jeg kunne faktisk ikke bevæge mig i den trøje…

Jeg tror, vi i overført betydning kan komme i situationer, hvor vi føler, at vores tøj er for stramt og vi oplever en låsthed kroppen og mærker ubevægelighed…

På et langt dybere eksistentielt plan deler vi erfaring af ubevægelighed: i den ulykkelige kærlighed, i de bristede drømme vi havde for vores liv og vores fremtid eller når sygdom eller depression begrænsede vores eller vores nærmestes livsudfoldelse…

Vi erfarer ubevægelighed dér, hvor vi bliver magtesløse…

Det er erfaringen af ikke at kunne komme væk fra, ikke at kunne komme frem til, ikke at kunne bevæge os og derfor heller ikke kunne bevæges…

Måske ved vi godt, hvad vi burde gøre eller hvad vi har lyst til at gøre for at ændre vores situation, men der er noget, der låser os fast, nagler os til stedet og gør os handlingslammede…

Det er en tilstand, der forhindrer os i at tale, handle og elske…

Ubevægelighed er netop livssituationen for den syge mand ved Bethesda Dam, som der fortælles om i Johannesevangeliet i dag. 38 år har han ligget i søjlegangene ved dammen sammen med blinde, lamme og krøblinge, alle fastlåste og bundet til deres egen individuelle situation og historie…

Den syge ved godt, hvad der skal til for at ændre sin livssituation, men han mangler et menneske, der kan bære ham ned i det livgivende vand…

Det kan godt være, at den syges livssituation ikke umiddelbart er helt ligesom vores, men mon et menneske uanset tid og sted kan gå fri af at opleve en fastlåst tilstand, ubevægelighed, afmagt, jeg tror det ikke…

Måske er fortællingen om den syge mand ved Bethesda Dam et meget godt billede på, hvordan vi kan bruge, hvad der føles som hele livet på de samme kampe. Hvordan vi kan køre i ring i det samme gamle morads, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Vil du være rask? Spørger Jesus den syge mand.

Vil du have det, jeg rækker til dig? Vil du have bevægelse og forandring i dit liv? Vil du tro, at jeg kan åbne nye horisonter og nye muligheder? Vil du spørger han, og det lyder som om manden selv skal ville det, som hvis han bare vil det nok, er alt muligt.

 Men det er ikke sådan, vi skal høre det. Det er snarere et omsorgsfuldt: Skal jeg hjælpe dig/ har du brug for hjælp? Og det har vi jo nu og da…

Vi bliver syge, selvom vi passer på os selv, vi bliver fyret, selvom vi er både arbejdsomme og dygtige, vi bliver skilt, selvom vi ikke ville det…

Gud blev ikke menneske for at føre os uden om et modsætningsfuldt liv, men for at række os hånden og rejse os igen, når vores skrøbelige menneskeliv falder fra hinanden…

Alt er ikke altid et spørgsmål om vilje, robusthed og handlekraft!

Vi har brug for kræfter, der rejser os igen, og som giver os mod til ikke alene at leve her, men som også sætter os i stand til at elske vores medmenneske og give kræfter videre, der sætter andre menneskers liv i bevægelse…

Det moderne vestlige menneske (altså sådan nogen som os) har måske glemt at overveje, om Gud findes, at der kunne være noget større end mig, der bærer mit liv oppe, selv når jeg erfarer at mine præstationer ikke kan bære hele mit liv…

Når vi kommer herind i kirken, så får vi det at høre igen og igen, og vi ser det udfoldet for vores egne øjne: Når vi bærer barnet til vandet i døbefonten, ser vi at det lille barn har brug for mennesker, der bærer med på dets liv, åbner nye horisonter og viser vej til nye livsmuligheder…

Og vi får lov at se, hvordan I faddere stiller jer tætter på Melitta og Anker, og dermed viser: du (lille barn) hører til hos os…

Og i livets anden ende, så ser vi det, når kisten bæres ud. Vi bliver båret ind og vi bliver båret ud af fællesskabets kærlige hænder. Og vi kan fyldes af troen på en dag at blive båret med fra det jordiske til det himmelske, der for evigt bryder med det, der låser os fast.

Et liv som det Jesus påskemorgen blev oprejst til…

Den syge mand ved Bethesda Dam mødte Jesu udstrakte hånd.

Rejs dig, tag din båre og gå.

 Jesus blev det menneske, der skulle ændre den syge mands liv, så han fik kræfter til at leve: tale, handle og elske...

Der er mennesker der ændrer vores liv, skubber til vores fastlåsthed og ændrer vores blik på os selv og vores verden, sådan et menneske blev Jesus for den syge ved Bethesda Dam den dag...

Han rækker os troen på, at Gud er den Gud, der griber suverænt ind i både liv og død og forstyrrer det låste. Vi kan forstå Guds væsen som en skabende, frisættende bevægelse i verden, som fører mennesker fra et sted til et andet…

Gud er bevægelsen, som sætter det fastlåste liv i skred, uanset hvor lammet og ødelagt vores liv kan være. Og når vi rejses og rækker ud til andre og deler liv og glæde og sorg, så er vi, uanset hvem eller hvad der fik os op at stå, med i en bevægelse, en strøm af liv som kommer fra Gud…

AMEN