Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«  Markusevangeliet 7,31-37

PRÆDIKEN 

Det er næsten lidt ulækkert…

Fingre i ørerne for hørelsen. Spyt og berøring for munden.

Et blik mod himlen for det her kommer fra Gud…  

Fortællingen maler et tydeligt og detaljeret billede på vores nethinde…

Jesus bruger hverken mange ord eller store ord, men han berører og bevæger det menneske, han helbreder…

Fortællingen er den første af flere underberetninger, som vi kommer til at høre om i rækken af søndage…

Vi kan måske undre os over, hvorfor der er så mange af netop disse fortællinger? Underberetningerne er så underlige. De er fremmede for os. De kan vække vores eller det moderne menneskes anfægtelse…

Ikke kun fordi de tit beskriver en grænseoverskridende kropslighed, som fortællingen i dag, men også fordi det langt fra er vores erfaring, at helbredelser sker igen og igen, heller ikke når vi indtrængende beder om det…

Med fortællingen vil Jesus vise, at Guds rige er brudt frem.

Og hvad netop det betyder for os, tegner underberetningerne et utroligt billede af, som gør indtryk på os, berører os og bevæger os og åbner os op …

Jesus åbner verdener med budskabet om Guds riges frembrud. Nu er det ikke længere kun for de få, men for de mange. Han er krydset de gængse grænser og er rejst fra egnen ved Tyrus, over Sidon til Galilæas Sø og midt igennem Dekapolis til hedningeland for at åbne døre til Guds rige – også dér…

EFFATA – luk dig op! ordet står helt centralt i teksten.

Jeg tror, at der er en stærk pointe i, at det aramæisk ord, ikke er blevet oversat. Det er nemlig som om, Jesus taler ud af teksten og direkte til os – også i dag…

Det er et kraftfuldt ord…

Det viser med hvilken guddommelig autoritet han taler.

Det har skabelsens kraft i sig sammenlignelig med Guds ord Bliv lys på skabelsens morgen, hvor Gud med sit ord kalder alting frem. Kalder alt til live…

EFFATA – luk dig op! Er som et opstandelsesord, der rejser os og skænker nyt liv!

Ligesom det sker for manden i fortællingen…

Nu kan han høre ordene om Guds nåde. Før var han kun i sin egen verden, og vi kan udmærket godt forestille os, hvor ensomt det må være, for det, vi kun kan sige os selv, det er sjældent noget, der frisætter og skaber nyt liv…

Vi kan blive så fokuseret på os selv, at vi helt glemmer den verden, vi er omgivet af, og de mennesker vi er sat imellem…

Hvis vi følger tidens krav om selvoptimering, selvudvikling, selv-fokusering, så er der en risiko for at vi bliver døve og blinde for vores omverden. 

I den turbulente tid, vi lever i, kan vi også komme til at isolere os i frygt (eller angst) for fremtiden og vi har brug for en Gud, der kommer til os med en kraft og styrke, der er stærkere end vores egen. Stærkere en vores menneskeskabte gudsbilleder... 

Der er brug for en Gud, der kommer til os med sin opstandelseskraft og åbner vores ører, øjne, hjerte og sind…

Evangeliet vil ikke fortælle os, at Gud er den Gud, der giver os hørelsen igen eller stemmen tilbage. Så konkret er det sjældent, når vi har med Gud at gøre. 

Men det vil fortælle os, at Gud altid er den Gud, der finder vej til sit menneske. Den Gud, der kommer os helt tæt i vores jordiske menneskeliv som overhovedet muligt…

Jesus er ikke bare kommet til verden og er kommet mennesker nær, men han er kommet os HELT nær. Guds søn rørte mandens tunge og stak fingrene i ørene på ham.

Mere grænseoverskridende tæt på et andet menneske kan vi næppe komme. Det er et billede på, HVOR langt Gud steg ned fra sim himmelske trone for at mødes os her…

Og det er et billede på, at Jesu EFFATA kan nå os også der, hvor vi er svære at nå!

Når vi isolerer os, fordi vi skammer os, frygter, tvivler eller er tynget af skyldfølelse.

Når vi har lukket af for verden i skuffelse eller sorg…

Vi kan afvise evangeliets underberetning, fordi den er for underlig eller vi kan lukke af for den i anfægtelse, fordi det langt fra er vores erfaring, at helbredelser sker igen og igen, heller ikke når vi indtrængende beder om det…

Den svenske præst Tomas Sjödin må om nogle kende til anfægtelse, sorg og smerte og skuffede bønner. Han lever med den smertelige sorg at have mistet to sønner pga. en uhelbredelig hjernesygdom…

For ham er der ingen enkelte svar!

Han skriver et sted:

Vi skal takke for det liv, der blev vort - og samtidig viske om et under…

Underet har tusinde ansigter. Og hvert møde mellem Gud og et menneske er HELT enestående. At Jesus én gang helbredte, gjorde vand til vin eller bespiste flere tusinde mennesker med 5 brød og 2 fisk betyder ikke, at det er sådan han vil møde os igen…

Så er der brug for at Jesus siger sit EFFATA – også til di og til mig…

Måske ved jeg ikke, at det er det, jeg har brug for!

Så må andre bringe mig derhen, hvor jeg kan høre det!

Så mine ører, mit hjerte, min tro og min barmhjertighed kan blive levende og jeg får kræfter og mod til at træde ud i livet og række ud efter andre... 

Må du, Gud, dér på vejen åbner døre og porte til dit rige…

AMEN