Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Lukasevangeliet 18,9-14

Det er tydeligt at mærke på Jesus at den selvsmagende farisæer i templet som fremturer med sin retfærdighed og selvgodhed, ham kan han ikke lide. Ved siden af står farisæerens modpol, den ydmyge tolder, som jo i forvejen ikke var velset i samfundet. Han bøjer sit hoved i ydmyghed, og er ikke et sekund i tvivl om, at han ikke er perfekt.

Jesus slutter sin lignelse ordsprogsagtigt af med en sætning der er til at huske: For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Lignelsen fortæller han til nogle som stolede på at de selv var retfærdige og foragtede alle andre.

Ingen kan være i tvivl om hvor Jesus har sin sympati. Toldere var bestemt ikke Guds bedste børn, da deres job bestod i at indkræve skat for den romerske besættelsesmagt hos landets borgere. Og for selv at kunne overleve tog de altid lidt mere end de skulle. De blev ret hurtigt upopulære.

Farisæere var den uddannede religiøse elite som kendte til de hellige skrifter og gjorde meget ud af at fremstille sig selv som dem der gjorde alt det rigtige. Guds bedste børn så at sige. Sikkert ikke til at holde ud med deres bedreviden og snak om Gud, fremhævelse af egne gerninger og iver for at rette på andre for deres ugudelige levevis.

Jesus stødte tit sammen med dem. De så ofte skævt til ham, fordi Jesus altid i sin møder med mennesket satte mennesket først og ikke hvad en eller anden religiøs lov dikterede. Ikke så underligt at han bruger en farisæer som et eksempel på hvordan man ikke skal være overfor Gud.

Han overholder alle de forskrifter, man som god jøde skulle overholde, ja han er endda særlig ivrig og faster to gange om ugen, hvad der var mere end nødvendigt. Udadtil ser det således ud til, at alt er så fint. Og han er jo heller ikke så naiv, at han bare takker Gud for hvilket vidunderligt menneske han er. Han takker Gud for, hvad der er blevet gjort imod ham, at han er holdt fri af det, som han anklager de andre for. For ham er Gud en købmand eller dommer som farisæeren skal leve op til. Derfor ser vi ham stå der i templet, det hellige hus, og i sin bøn takke Gud for at han er så og så god til at gøre det han skal, og han ikke er som alle andre.

Ved siden af har vi tolderen der også tager udgangspunkt i sit eget, men slet ikke som farisæeren. Han bakker næsten baglæns og erklærer sig som synder. Begge tænker de kun på sig selv og har deres eget liv i fokus.

I dag er de personer som vi skal spejle os i. Ligner de os? Ja, det gør de vel på den måde at vi også stoler på os selv. Det kan tage overhånd så vi stoler for meget på os selv. Det er også godt at stole på sig selv. Det er et moderne personligheds ideal, som vi ofte ønsker at lære vores børn. Selvet bliver dannet af de evner vi opøves i til at klare os over for andre. Du må stole på dig selv siger vi til vores børn og andre, når der skal træffes vigtige valg. Selvet en indre kerne i mennesket som både er noget medfødt og opbygget over tid af de relationer og erfaringer det enkelte mennesker har med sig.

Ham der står der i templet og taler om hvor god han er, og det sker som oftest i sammenligning med andre. Han måler sig med tolderen og polstrer sit eget selv. Farisæeren ophøjer sig selv både over for Gud og over for sine medmennesker, samtidig med at han foragter sine medmennesker.

De er farlige de mennesker som mener de har fundet de vise sten. De er nok først og fremmest ikke til at holde ud at være sammen med. Hele tiden taler de ud fra sig selv, og fyldt af ord har de mistet evnen til at lytte. Vi ser hvordan farisæeren i templet er glad for sig selv og hans fokus er jo ikke Gud som det burde være i det rum han står i, men ham selv og alt hvad han kan krydse af på sin liste som han har gjort.

Jeg ved ikke om tolderen er så meget bedre når man tænker på hvordan han levede af at indkræve skatter, snyde med beløbene for at have lidt ekstra til sig selv. Han erkender dog sin synd. Hans bøn til Gud er sammenlignet med farisæeren en indadvendt bøn hvor han rækker ud til Gud, som er det eneste han har tilbage at holde sig til. Alle andre har forladt ham. Han har kun Gud tilbage og må bekende alle sine dårlige handlinger som har gjort ham ensom i livet.

Alligevel er det ham Jesus fremhæver. Det er tolderen siger Jesus, som Gud gerne vil være sammen med. Måske er det en anelse uretfærdigt. Godt nok var den selvsmagende farisæer ikke til at holde ude at være sammen med. Han gør dog hvad han skal, ja mere end det, han slider med hele tiden at blive bedre i Guds øjne. Det lyder ikke rart at være ham. Mon han nogensinde følte at han var god nok?

Tolderen derimod gik retfærdig hjem, står der. Han havde brug for at blive set og føle at han trods alle sine fejl var et menneske.

Men hvad var det så, der gjorde tolderen retfærdig? Det var intet som helst ved ham selv. Hvad der gjorde forskellen var, at tolderen havde set sin totale af­hængighed af Guds nåde, det havde farisæeren ikke.

Tolderen kunne se, at der for ham selv, overladt til sig selv, ikke var noget håb. Derfor bad han Gud om hjælp. Så enkelt kan det siges uden at forenkle tingene. For der var jo ikke tale om en blot og bar selverkendelse, som konstaterede tolderens sør­gelige tilstand, hans synd, hans villen sig selv. Han bad om Guds nåde, fordi han følte sig fuldstændigt afhængig af den.

Skal vi som lyttere til teksten vælge mellem de to mænd? Forkaste den ene og tage den anden til os som den gode?

Nu er det Gud som de begge står overfor, og som vi også står overfor ved at være her i kirken i dag. Kastet ind i livet med alt hvad det rummer, som de to mænd var det dengang og som vi også er det i dag. Det er som i salmen af Kingo vi skal synge herefter, at sorrig og glæde, lykke og ulykke de følges ad gennem livet. De fylder os alle. Spændt som vi er ud imod disse vilkår.

Gud er med i alt hvad livet udsætter os for. Gud tager imod vores tak og Gud tager imod os når vi har brug for hans nåde.

Vi skal passe på med at vælge mellem farisæeren og tolderen som måder at være på i livet. Vi har dem begge i os. Nogle gange har vi behov for at rette vores tak til Gud og andre gange har vi brug for omsorgen. Når Jesus alligevel fremhæver tolderen som den der gik retfærdig hjem er det fordi han stod der og ingenting kunne, og havde brug for at Gud sagde til ham: du er god som du er.

Gud vil have alle med. Både os som tænker stort om os selv og os der føler os bittesmå. Amen