Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« AMEN

PRÆDIKEN:

Prøv at forestille jer det! 

I er til middagsselskab, alle gæsterne har sat sig til rette og er godt i gang med at spise og samtalen flyder utvungen. Stemningen er god, alle føler sig trygge og godt tilpas. Alt er velordnet og velkendt…

Pludselig kommer der en kvinde ind i selskabet, og i det øjeblik er alt forandret i rummet: samtalen rundt om bordene forstummer, der er kun en spredt visken i krogene og en pinlig tavshed breder sig…

Det må være nogenlunde sådan det var den aften i farisæeren Simons hus. Kvinden opsøger Jesus, hun stiller sig grædende bagved ham, hun vædder hans fødder med sine tårer og tørrer dem med sit hår, hun kysser hans fødder og salver dem med olie…

Hun lader det flyder med hud, hår, tårer og olie…

Simon vil hverken se eller røre kvinden, han vil ikke have hende ind i sin velordnede verden. Han tager afstand fra hende, udelukker hende fra selskabet med sin fordømmelse…

Den slags kvinde, tænker Simon om hende.

Og i det han tænker det, spørger Jesus, om han ser den kvinde…

Det er i grunden et lidt mærkeligt spørgsmål, for det gør Simon selvfølgelig, ser hende. Det kan vist ikke undgås, men spørgsmålet er vigtigt, og stilles også til os: Ser du den kvinde?

Måske vil Jesus have både os og Simon til at se, at det gør en forskel, hvordan vi ser.

Der ligger en stor fare i at tro, vi altid allerede ved, hvem det andet menneske er, selvom vi ved forbavsende lidt. Vi ser det andet menneske som én blandt flere, tilhørende en bestemt kategori: den umoralsk, den dovne, den kriminelle, den krævende…

Det er en måde at ordne verden på, men det andet menneske bliver på den måde også hurtigt genstand for vores domme…

Det sker i virkeligheden tit at mennesker reduceres til en kategori. I alle verdens konflikter er der et dem og et os, der skaber afstanden og adskillelsen mellem mennesker endnu større…

I krigen mellem Rusland og Ukraine, i forholdet mellem Israel og Palæstina/Gaza bliver mennesker reduceret til en kategori, et dem og et os. Og en gang imellem sker det at medierne hjælper godt på vej.

Og det, der ikke ses, er at det enkelte menneske tilhørende enhver kategori er et gådefuldt væsen med et bankende hjerte, med længsel, håb og drømme…

Hvordan ser du denne kvinde? Kunne Jesus også have spurgt…

Simon ser kvinden som en synder, han har afkodet hende og defineret hendes identitet, så den ligger fast og passer ind i en ordnet verden, ind i en kategori, dem der er uden for, dem vi tager afstand fra…

Jesus trækker sig ikke tilbage fra kvindens grænseoverskridende adfærd. Han afviser ikke det, der forstyrrer middagsselskabets gode stemning, han lader sig berøre og netop dér på det sted, som Simon tager afstand fra, kommer kærligheden til syne…

Kvindens kærlighed kommer til udtryk som en kropslig overskridelse, som ikke kan udtrykkes i ord. Det er hendes handlinger, der taler. Hun bekender med sin handling og uden ord, at Jesus er den, der kan se hende, som hun er…

Hans blik kan forme hendes liv på ny!

I virkeligheden handler historien slet ikke om kvinden, men om Simon. Han skal tage ved lære at kvinden. Han skal lære at lade sig tilgive og dermed komme i det rettet forhold til Jesus, til Gud…

Det er et ensomt sted han står, Simon, på afstand af tilgivelsens og kærlighedens sted, ikke at ville give sig tilkende med sin skyld…

Både kvinden og Simon og du og jeg har brug for det sted…

Intet menneske kan gå igennem livet uden at pådrage sig skyld, hverken kvinden, Simon eller os. Det hører livet til, at vi skuffer andres forventninger, at vi gør dem uret eller ligefrem handler til skade for et andet menneske eller over for det skabte…

Selv hvis vi anstrenger os for at handle korrekt, gør os umage i alle relationer og gør det gode, vil vi ikke kunne sige os fri for skyld...

Vi er fanget i skyld med livet selv…

Hvis vi ikke vil kendes ved skylden, så giver det heller ikke mening at tale om ansvar og forbundethed, forpligtelse…

Og så har vi måske i virkeligheden glemt, hvad det vil sige at være mennesket. Kun ved at tale om skyld kan vi fastholde, at vi skylder hinanden respekt, næstekærlighed, barmhjertighed og omsorg…

Vi har alle sådan et sted at gå hen – i gudstjenesten…

Vi behøver ikke banke på, vi kan bare komme ind i selskabet med alt, hvad vi tumler med i livet, og vi vil blive taget nådigt imod, ligesom kvinden blev det…

I gudstjenesten er vi alle sammen inviteret ind til et måltid, hvor vi får del i Jesu legeme og blod, og hvor vi bliver tilgivet, sat fri til at leve kærlighedens liv…

Kærligheden sprænger grænser og alle menneskeskabte kategorier, som reducerer livet. Kærligheden er overvældende i al sin ødselhed, den forvandler os og rejser os til nyt liv…

Kvinden lærer os: at det hun oplevede i Simon hus, forandrede hendes liv fra at være på kanten og dømt ude af andres sladder og sit eget selvhad er hun nu en del ad det størst tænkelige:

Guds krop eller aftryk i verden. Hun lader Guds ord få fylde og krop midt i verden ved at hun selv lægger hjerte, mund og hænder til…

Vi ved ikke, hvor hun gik hen, da hun gik ud af huset. Vi ved ikke, hvordan hendes liv formede sig. Men vi ved, at hun blev sendt ud i et liv, der grundlæggende ligner vores med valg og dilemmaer, med lyse og mørke timer…

Det er ikke et fejlfrit liv, men et liv hvor hun igen vil svigte og pådrage sig skyld. Men hun troede på, at hun i Jesus havde mødt den magt og myndighed, der kan åbne nye muligheder og ny begyndelse i hendes liv… 

Hun vendte tilbage til sit liv og en verden, der var ny skabt og genskabt. Hun så alting i et nyt lys og sit eget liv på en ny måde.

Hun rejste sig og gik nyskabt og levende! AMEN