Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: 

Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte. 5. Mos 6,4-9

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk 19,41-48

PRÆDIKEN 

Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. 

I den nye bibeloversættelse fra 2020 er den formulering oversat med: 

Gid du da havde forstået, hvad du skulle gøre for at leve i fred…

 Det er et højaktuelt spørgsmål at stille efter en uge, hvor statsledere er mødtes for at nærme sig aftaler om våbenhvile og fred…

Med krig i Ukraine og Gaza, så taler Jesu ord i dag i særlig grad til os og ind den verdenssituation, som vi er berørt af:

Det vi frygter og er bange for…

Og alt det vi længes efter og håber på – fred!

Vi må gang på gang undre os over, hvorfor der så meget ufred i verden og hvorfor vi lader det ske?

Jesus græder over Jerusalem.

Jerusalem er mere end blot en almindelig by. Hertil valfartede han som barn til påskefesten. Det er stedet for den sande tilbedelse og hjemmet for pagtens ark og Guds bolig. Det er den smukke og elskede by, hvis navn betyder fredens by…

Men byen var også dengang et sted med ufred og fyldt med uforsonlighed. Mennesker, der ikke kan finde hinanden eller ikke kan finde ud af at leve med hinanden…

Jesus er fortvivlet over sit folk. Han viser med gråden, at han er dybt berørt at situationen. Når den grædende er Guds søn, så er det noget helt særligt og vigtigt på færde…

Når Jesus græder over sit folk, så græder han over menneskers liv i det hele taget, fordi vi glemmer, hvem vi er og hvad der tjener til vores fred/ hvordan vi skal leve i fred (2020)…

Tempelpladsen skulle være stedet for bøn og eftertanke, hvor mennesker mødes for at være sammen med Gud og finde fred med sig selv og hinanden. Men den er (i stedet for) fyldt med et mylder af mennesker, der hidsede sig op og skændes over prisen på et tæppe eller andet isenkram…

Stressede og forjagede menneskekroppe, der farer omkring. Urolige øjne og fordrejede ansigter. Jeg tror, det lugter af frygten for at blive snydt eller tabe ansigt eller falde igennem…

Her er eksempler på, hvad der sker med os mennesker, når grådigheden griber os og der ikke længere er et sted i vores liv, vi holder helligt…

Jesus kender og ser os – også igennem tumult og kaos ser han en skjult længsel, der ligger i alle menneskers hjerter?

Men den fred, Jesus kommer med, vil ingen tage imod. Der er ingen, der lytter til Guds stemme i det virvar og kaos...

Han kunne gå sin vej, vende folket ryggen, ligesom profeterne, mosebøgerne og dommerbogen fortæller, når folket i afgudsdyrkelse, synd og ulydighed vendte sig bort fra Gud.

Men det gør Jesus ikke. Han er Guds insisteren i verden, hans kærligheds vilje.  

Ikke en kærlighed, der tvinger, men en kærlighed, der vil fjerne alle forhindringer, der står mellem Gud og os mennesker…

Det ser vi, når Jesus træder ind på tempelpladsen, og han giver sig til at vælte borde og vekselerernes boder. Med ham, Guds søn, er adgangen til Guds fred og frelse åben…  

Når Jesus rydder tempelpladsen, tror jeg, at vi skal tage imod det som en opfordring til at rydde en plads til det hellige i vores eget liv. En plads til den pause og den ro, der skal til, for at vi kan mærke at livet er helligt, og at vi er det tempel, Gud har taget bolig i…

Selv i fredstid kan vi opleve ufred. Vi lever i en konfliktfyldt verden…

Både på verdensplan og i vores egne små liv på arbejdspladser og hjemme i familien og blandt venner. Menneskelivet er fyldt med valg og dilemmaer og med lyse og mørke timer. Det er ikke et fejlfrit liv…

Vi mærker en uro, en længsel efter noget andet, dybere og mere virkeligt. Det er en længsel efter en ro i sindet og en fred i sjælen. Et sted at høre til og have hjemme, når vi falder ind i mørke dage og oplever den største tomhed.

Når vi er syge, når vi mistrives, når det hele går os imod. Og når vi endnu engang oplever, at der er krig i verden og at spillet om magten og er en gentagelse af den historie, vi allerede kender…

Vi er skabt i gudsbillede. Vi er skabt af det gode og derfor længes vi altid efter Gud. Længes efter det inderste hellige, der er meningen med det hele…

Det minder teksten fra 5. Mosebog os om. Det er den jødiske trosbekendelse: Den lyder sådan her:

Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er én: Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke...

Du må lægge ordene på sinde og bærer dem i hjertet…  

Buddet om at elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl skal på den måde printe sig ind – og være et fortegn for dit liv og din vandring, så du aldrig glemme det…

Vi skal øve os på at elske Gud. Ikke alt det andet, vi tror er det vigtigste og som vi stræber efter. For meget af det, vi begærer (karriere og gode jobs og en god handel), kan der ligge en masse umiddelbar glæde og tilfredshed i – men ikke fred.

Evangeliet i dag udfordrer os på, hvad virkelig fred er.

Hvor finder vi fred til at leve og elske, selvom vi skal dø en dag og selvom alting er usikkert, skrøbeligt og flygtigt…

Guds fred – det er at bevare livsgnisten og håbet.

Guds fred, det er at vide, at du ikke er alene. Du er ikke tilfældigt kastet ind i dette liv og du skal ikke klare det hele selv…

Fred er at overgive dig til Gud og hans kærlighed og sandhed med alt, hvad det indebærer af ansvar for medmennesker og opfordring til at handle i Guds Ånd.

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred, lyder det i velsignelsen, inden du går herfra…  

At gå med fred er både et tilsagn og en opgave…

Du kan gå med fred, og du skal gå med fred.

Guds fred kan du tage imod …

Guds fred skal du bære med dig ud i det liv, du lever, så den kan forplante sig og Ånden skal sætte frugt…

AMEN