Dette hellige evangelium til første søndag i fasten skriver evangelisten Lukas: 

Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Lukasevangeliet 22,24-32

PRÆDIKEN 

Der ruller hoveder for tiden, taburetter vakler under indflydelsesrige personer, der er betroet høje embeder, politiske poster og kongelige pligter i Norge, i England og USA etc. …

Sagen om rigmanden Jeffery Epstein har trukket store overskrifter den sidste tid. Epstein-filerne afslører et netværk af mennesker, der rækker langt ind i regeringskontorer og kongehuse…

Der er tale om en velhavende og indflydelsesrig elite, hvor magt og rigdom (tilsyneladende) har forvrænget både moral, etiske standarder og værdier…

Evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert er fraværende, og gode principper tilsidesættes bevidst til fordel for personlig vinding og magt…

Sagen er et aktuelt eksempel på mennesket fristelse:

Fristelse til at kæmpe om magten for magtens egen skyld, fristelse til magtmisbrug, konkurrence, der fører til andre menneskers fald og flugten fra ansvaret…

Temaet fristelse og magtmisbrug er ikke altså ikke nyt, det ved vi godt. Det er ikke kommet med Epstein! Det er et træk ved den menneskelige eksistens…

Vi kender det fra fortællingen om Adam og Eva, der fristes til at ville være ligesom Gud, så de kan magte alting selv.

Vi kender det fra historien om deres sønner Kain og Abel, hvor konkurrencen om at tage sig bedst ud i Guds øjne fører til, at Kain slår sin bror Abel ihjel.

Fristelse til at kæmpe om magten er også et aktuelt tema blandt Jesu disciple i evangelieteksten.

 Og når det gælder alle disse mennesker, så er der en vis sandsynlighed for, at det også gælder os, at lige netop fristelse til magt også siger noget om vores liv og eksistens i stort og småt…

Den ældste skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener, svarer Jesus, da han er vidne til disciplenes indbyrdes strid og konkurrence om hvem af dem, der skal anses for at være den største…

Samtalen, der kredser om magt og herredømme, udspiller sig i lukasevangeliets påskeberetning. Disciplene har lige delt det sidste måltid, nadveren er blevet indstiftet, og Jesus har forudsagt, at Judas vil forråde ham…

Og de næste dage venter tilfangetagelsen af Jesus i Gethsemanehave, domsfældelsen, lidelsen og korsfæstelsen, hvor resten af discipelflokken svigter ham.

Og det er i det lys, vi skal forstå Jesu svar.

Og dér lige efter det sidste måltid midt i striden om hvem, der skal være den største, giver Jesus Peter den opgave: at han skal styrke brødrene i fremtiden, når Jesus ikke længere er her.

Det er ikke en opgave, der er magtfri, men det er en opgave, der indebærer magt med et bestemt fortegn, nemlig tjeneste…

Vi lever altid i magtrelationer.

Vi er udleveret til hinanden og lever i indbyrdes afhængighed af hinanden, vi har konstant indflydelse på hinanden og relationerne imellem os er derfor aldrig magtfri.

Der er sådan set aldrig et helle, hvor magt ikke udspiller sig, for udenfor magtrelationer er vi ingen steder…

Løgstrup skriver et sted: at magten kan gå på egen hånd, når den rive sig løs fra sine opgaver, slå dem over ende, vælte sig hen over dem og blive til en magt for magtens skyld (norm og spontanitet)…

Magt i sig selv er ikke det onde, men det er magten for magtens egen skyld. Dér hvor magten har løsrevet sig fra sin opgave, det positive indhold, der gav magten retning. Dér hvor magten er løsrevet fra den relation, hvori den skulle tjene andre og hvor den havde til hensigt at bygge op…

Fortællingerne fra Bibelen om Adam og Eva, Kain og Abel og alle disciplene minder os om, at vi alle kan blive fristet til at forvandle magt til magtmisbrug, stræbe efter magten for magtens egen skyld og indgå i konkurrencen, der fører til andre fald…

Vi kender det både i det store og i det små fra vores egne liv fra skolegården, arbejdspladsen, foreningslivet og i familien.

Vi rummer alle den dybeste afgrund og den højeste himmel…

Vi rummer i os både muligheden for ondskaben, begæret og selviskheden, afgrunden kunne vi kalde det. Og vi rummer godheden, kærligheden og skaberkraften, altså himmelen.

Vi er sammensatte og gådefulde væsner på godt og ondt, der er blevet givet en frihed, som betyder at afgrunden ligger lige for, men også at himmelhøje muligheder hvælver over os…

Ingen af os kan igennem et menneskeliv undgå at blive fristet og gøre os skyldige i det store eller i det små…

Om de mennesker, som taburetterne ryster under i den konkrete epsteinsag, er skyldige, det må andre afgøre.

I kirken må vi bede for os alle sammen (ligesom Jesus bad for Peter), vi må bede for hele menneskeheden, også for dem, taburetterne ryster under, ligesom sognepræst Hanne Jul Jakobsen gør i en af sine pralbønner:

Jeg beder for dem der klæber

til taburetter

de burde have forladt

med oprejst pande

for flere år siden

og for dem der bruger

mere tid

på at regne ud

hvordan de kan blive

siddende

end på hvad

de kan gøre godt for…

(bøn for uanstændige, Hanne Jul Jakobsen)

Jesus repræsenterer den sande måde at udøve magt på, nemlig i form af tjeneste. Han er eksemplet på dette ved det sidste måltid, og i hele sit liv og virke og i sin død...

Peter skal følge efter ham som den, der bruger sin ledende rolle til at styrke brødrene, det er opgaven og relationen, der giver magten positivt indhold og retning (og heri skal han tjene)…

Vi ved, at alle disciplene kommer til at svigte Jesus. De fristes til at falde i søvn i stedet for at holde vagt. De forråder, fornægter og løber væk med halen mellem benene. Og Jesus ved det godt…

Derfor bliver Jesu løfte til dem en nådeshandling, hvor de på trods af deres fremtidige svigt, får riget, gudsriget…

Og han giver dem det løfte ved det sidste måltid…

Gudsrigets måltid står centralt som et løfte (både til disciplene og til os) om, at netop her kan brudte relationer heles og genoprettes på trods af magtmisbrug, mistillid og svigt.

Her kan vi sidde om det samme bord. Her kan vi tage plads ved Gud hjerte.

Jesus er selv tegnet på løftet: han Helede brudte forhold og forbindelser igen og igen. Det kan derfor være vores håb i de forhold og i den verden, vi lever; at vi er givet løftet om en ny begyndelse og en åben fremtid, hvor vi ikke er linket til fortiden, men rettet mod en åben fremtid…  

Gør det gode og se op! Og dér bryder glimtvis allerede nu gudsriget frem. 

AMEN