Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. v20  Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, v21  og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. v22  Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. v23  Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. v24  Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. v25  Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. v26  Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. v27  Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, v28  for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. v29  Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. v30  Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. v31  Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Lukas 16,19-31

En verden og et liv uden retfærdighed har vi det ikke godt med. I livet skulle det helst gå retfærdigt til. Sådan tænker vi og handler helst også efter det. At opøve retfærdighed er en daglig øvelse, hvor vi ofte falder i. Derfor er det godt at vide, at retfærdigheden i verden ikke altid afhænger af os.

Retfærdighed handler om at vi alle har ret til at være her, og at vi alle kan have den forventning at vi kan stole på hinanden. Vi skal gøre det så godt vi kan, men i sidste instans er retfærdigheden Guds.

Vi reagerer hurtigt med indignation hvis livet ikke er retfærdigt. Hvis vi overværer at mennesker ikke behandles retfærdigt, vækkes vores retfærdighedsfølelse og vi reagerer med vrede, afstand og kritik mod den part som udøver den uretfærdige handling. Nogle gange med opgiven, når uretfærdigheden er umenneskelig. Modsat reagerer vi med omsorg og medfølelse med den part som udsættes for den uretfærdige handling.

Når vi overværer mennesker blive udsat for uretfærdigheder, hvad der jo er god mulighed for i dag med vores medier som følger med overalt i verden døgner rundt, kan vi blive grebet af en stærk kraft til at ville handle.

I en gammel jødisk fortælling hører vi om dengang Gud skabte universet med den mening af den skulle være retfærdig. Men Gud indså ret hurtigt at verden ikke kunne overleve. Hvad gjorde han så? Han tilføjede til retfærdigheden medfølelsen og skabte verden.

Jeg har det på samme måde når jeg som vi har set det så mange gange de sidste mange måneder i Gaza. Palæstinensere lever under de mest undertrykkende umenneskelige forhold. De er konstant udsat for pres og når der en sjælden gang kommer mad ind, og alt for lidt til så mange mennesker, ser vi desperate mennesker der prøver at få bare lidt del i den nødhjælp som bliver uddelt. Retfærdighed er ikke ord som giver mening at tale om, for hele situationen er på alle planer af disse menneskers tilværelse uretfærdig. Ja, umenneskelig! Der vækkes en harme i mig over at nogle kan gøre sådan mod andre mennesker. Samtidig en medfølelse med alle disse mennesker dog uden at jeg kan gøre så meget ved det. Når medfølelsen sættes ud af kraft skaber det plads for et råt univers, hvor mennesker lever for sig selv og ikke har tanke for andet end sit eget liv og velbefindende.

I den juridiske lov om retfærdighed hører staffen med. Overtræder et menneske loven og på den måde pådrager sig skyld, og rykker ved opfattelsen af retfærdighed, der vil staffen forsøge at rette op på overtrædelsen. Uretfærdigheder skal selvfølgelig straffes.

I lignelsen til i dag finder straffen sted efter at livet er slut. Vi ser her den gamle forestilling dukke op om at der finder en dom sted efter døden. Det kan vi stadig møde som en del af vores kollektive bevidsthed som stammer fra en kristen verdensanskuelse. Hvad følgende eksempel illustrerer: en mand i tresserne ringede en dag på præstens dør. En pæn og velklædt herre, som spørger om præsten havde tid til en snak med ham. Han havde fået at vide af lægerne, at han led af en hjernesvulst, der ikke kunne helbredes, og at han derfor kun havde få måneder tilbage at leve i. Han ville gerne have nogle ting på plads vedrørende sin begravelse. Han havde tænkt over salmer og bibeltekst til begravelsen. Han fortalte desuden at det var sjældent at han havde kommet i kirken. Lidt senere i samtalen fortæller han præsten, at han i løbet af sit liv har været årsag til et par aborter. Forsigtigt spurgte han hvordan præsten stillede sig til det. Ved livets afslutning viste der sig for denne mand en skyld som tyngede ham. Her stak den gamle forestilling om i døden at møde sin dommer hovedet frem.

Det har gennem århundreder været en ret sejlivet forestilling, og dybt forankret i troen, at Gud venter på den anden side døden og møder os med frelse eller fortabelse. Det er hvad vi er vidner til med den rige mand som havner i helvede og den fattige Lazarus havner i skødet af stamfar Abraham.

For den rige mand melder kvababbelserne sig hurtigt. Han pines og kan se at Lazarus er et bedre sted. Han kan genkende ham fra hverdagen. Hver dag den rige mand gik ud af sin port klædt i purpur og fint linned lå lazaronen og kiggede op på ham.

I de øjeblikke hvor den riges blik faldt på den fattige og usle Lazarus sættes medfølelsen ud af kraft. For han gik jo blot videre og intet ved dette menneske vakte en følelse i ham. Det er først efter de begge er døde og sendes over på den anden side, at den rige får øje på Lazarus. Nu kan han godt bruge ham til at lindre den varme som han plages af i dødsriget.

Hvad der sker i den himmelske fremtid efter vi har forladt denne verden, er tæt forbundet med den jordiske nutid.Lignelsen har sin næsten al for tydelige morale, som vi kender det fra eventyrerne.

Livet vi træder ind i efter døden har taget sit, er stadig tæt forbundet med det liv vi har levet på jorden. Der er ingen tvivl hos Lukas at livet vi lever har konsekvenser. Det er ikke noget som først går op for os efter døden, det har allerede sin konsekvenser mens vi lever. Det kan det få helt konkret og praktisk, men det kan også aflejre sig i sindet som en kamp med os selv og vores samvittighed.

Lukas er kritiker af de sociale forhold på Jesus tid. Lukas kritik af de rige er skarp og definitiv. Afgrunden mellem Abrahams skød og dødsrigets pinested fortæller, at de rige ikke har en jordisk chance. Ingen er i tvivl om, hvor Lukas placerer sin solidaritet. Lukas er en ægte oprørs-evangelist. Lige så glad Lukas er for de fattige, lige så vred er han på de rige.

Retfærdighed er at fordele samfundets goder efter en forsvarlig vurdering, som handler om lighed og ansvar. I fordelingen af samfundets goder handler den vurdering der skal lægges til grund om rimelighed. Rimelighed i fordelingen af samfundets goder handler om tilgodese mennesker. Det handler derfor også om at bryde ud af sig selv og se at et menneske ikke kun lever for at stable fundamenterne op for sit eget liv.

Mødet mellem den rige mand og Lazarus efter døden sker på lang afstand. Mødes gør de ikke. For der er lagt en dyb kløft ud imellem dem. Kløften fortæller at den rige har glemt sit medmenneske. Hvor han på jorden aldrig så til lazarus udenfor sin port, ser han ham nu langt borte i Abrahams skød. Han ser ham fordi han har brug for ham. Det havde han ikke mens han levede inde bag porten.

Lignelsen handler om hvad som sker efter døden, men kun for at fortælle om hvordan vi skal leve vores liv før døden. Livet før døden har konsekvenser for det liv vi kan have forestillinger om efter døden.

Derfor giver lignelsen af de to mænd og deres meget forskellige liv på jorden og efter døden, anledning til at tænke hvad vi i grunden skal med hinanden.

Vi vil gerne retfærdigheden. Vi forsøger at skabe retfærdighed. Vi erfarer også at uligheder og uretfærdigheder hører til livets orden. Her er medfølelsen sat ud af kraft. Mister vi medfølelsen og barmhjertigheden bliver livet et meget råt sted at være.

Vi må ikke glemme medfølelsen som fortæller at vi har brug for hinanden. Hvad der sker efter døden ved vi ikke. Lukas har med sin fortælling om hvad som sker med den rige mand og Lazarus ønsket at sende et budskab til os alle. Og det er at vi alle i livet fra øjeblik til øjeblik lever af det vi modtager. Amen