Dette hellige evangelium til 1. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes 

Samme aften mødtes disciplene. De havde låst dørene, fordi de var bange for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt imellem dem og hilste på dem. ²⁰Så viste han dem sine hænder og såret i siden, og disciplene blev glade, da de så, at det var Jesus. ²¹Jesus sagde: »Ligesom min far har sendt mig, sådan sender jeg nu også jer afsted med min velsignelse.« ²²Så åndede han på dem og sagde: »Tag imod Helligånden. ²³Hvis I tilgiver nogen det, de har gjort forkert, så tilgiver Gud dem også. Men hvis I nægter at tilgive dem, bliver de ikke tilgivet.«

²⁴Thomas – ham, der blev kaldt Tvillingen, og som var en af de 12 disciple – havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom, ²⁵men de andre disciple fortalte, at de havde set ham. »Det kan ikke passe,« svarede Thomas. »Jeg tror kun på det, hvis jeg kan se hullerne i hans hænder og stikke min finger gennem dem, og hvis jeg kan stikke min hånd ind i såret i hans side.«

²⁶En uge senere var disciplene igen sammen, og nu var Thomas der også. Dørene var låst, da Jesus kom, og han stod midt imellem dem og hilste på dem. ²⁷Så vendte han sig mod Thomas og sagde: »Her er mine hænder, kom så med din finger. Og tag din hånd og stik den ind her i siden. Du skal ikke længere tvivle, du skal tro på mig.« ²⁸»Du er min herre og min Gud,« udbrød Thomas. ²⁹»Du tror på mig, fordi du har set mig,« sagde Jesus. »Men dem, der ikke har set mig og alligevel tror, er heldigere, end du er.«

³⁰Disciplene så Jesus gøre mange andre tegn, men dem er der ikke skrevet noget om her i bogen. ³¹Den er skrevet, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds søn. I får evigt liv, når I tror på ham. Johannes 20,19-31

Prædiken. Første søndag efter påske (I)

Vi kan let komme i tvivl. Især i den tid, vi lever i lige nu, hvor den velkendte verdensorden vakler. Når den vakler, så vakler vi også…

Og så er det vi (rent instinktivt) griber ud efter det faste og sikre for at have noget at holde i og bringe os selv i sikkerhed…

Det kan godt være, at det daglige liv her på vores lille sted mere eller mindre ligner sig selv, men verden er blevet en anden…

Og usikkerhed fører tvivl med sig. Det gælder både fysisk og åndeligt, tror jeg. Det kan både være anstrengende og smerteligt at tvivle, at leve i det uafklarede…

Men tvivl kan også være en nådegave. Tvivl kan være forbundet med besindelse. En tilskyndelse til sund selvkritik og måske større lydhørhed. En påmindelse om, at vi ikke er hinanden overlegne…

Hvor ville vi være, hvis tvivlen ikke fandtes?

Tro kan være mange ting, ligesom tvivlen kan være det…

Og sådan var det også for disciplene efter påsken i Jerusalem.

De tvivlede også. Da Jesus døde på korset, var der ikke noget guddommeligt ved ham, snarere noget menneskeligt, noget alt for menneskeligt. Han tørstede, han blødte, han pintes og skreg…

Disciplene tvivlede på, om alt det, de havde troet på og som de havde sat al deres lid til i livet sammen med Jesus, var sandt.

Mon han var Guds søn? Ja, de var i tvivl. Det var sandelig en tro forstået som usikker viden…

Tro kan være usikker viden. Jeg tror det nok, siger vi, men vi ved det ikke. Vi troede, men vi blev klogere…

Så kan vi foretrække viden for at kunne holde fast i det sikre. Men i virkeligheden findes der vel ikke viden, der ikke har en smule usikkerhed i sig…

Det fortælles fx, at Niels Bohr engang fik besøg af en ung forsker, som havde skrevet en afhandling om Niels Bohrs videnskabelige teorier. Den unge mand havde fået universitetets guldmedalje.

Niels Bohr læste den unge mands afhandling igennem og sagde: De har forstået hvert et ord, jeg har skrevet. De kender hele min viden til bunds, men er de nu sikker på, det ikke er det rene vås?

Mere sikker var videnskabsmanden Bohr altså ikke. En ny tid kunne få en ny viden, som forkastede, hvad han vidste. Sådan taler den sande videnskabsmand.

 Det er ikke kun den, der har tro, som har usikker viden. Det er også den, der har en viden, der bør fastholde en usikkerhed.

Tro kan også være trofasthed. Ikke at have tro, men at være tro. Og hvad troskab angik, så var det ord, der også sved lidt hos disciplene:

Judas havde forrådt Jesus med et kys, Peter havde fornægtet ham og en ad gangen var de alle sammen stukket af. Det var deres troskab. Og hvad var den værd?

De nærmeste omkring Jesus tvivlede. De sad inde bag låste døre af frygt. Når man gemmer sig af vejen og barrikaderer sig bag lukkede og låste døre af frygt, så er der ikke meget tro eller stor tillid tilbage…

Tro kan også forstås som tillid. Vi tror på tandlægen, ellers ville vi ikke åbne munden. Vi tror også på et andet menneske.

Og vi kan have så meget tillid, at vi tør leve sammen med den anden. Her er troen altså noget andet end en sikker viden.

Her er tro tillid. Vi kan jo godt vide, om vi har tillid. Og dog er vi nødt til at have det…  

Når to mennesker elsker hinanden, så er de nødt til at have tillid til hinanden. Hvor tilliden er blevet umulig, der er kærligheden også blevet det. Og hvor tilliden er helt væk, der kan vi slet ikke leve…

For at kunne leve må vi altså have tillid til livet. For at kunne glæde os, må vi have tillid til dagen i morgen, til fremtiden og til andre mennesker…

Det er ikke muligt, tror jeg, at leve helt uden tillid og tro. Vi tvivler, fordi vi tror? 

Og det er den vantro Thomas vel det bedste billede på…

Selvom sorgen havde formørket hans sind, og frygten havde drevet troen ud af hans hjerte, så stod han alligevel op den søndag morgen, en uge efter, at kvinderne havde fundet graven tom…

Hvordan kom han ud af sin seng, hvis ikke det var fordi, noget havde kaldt ham op og ind i dagen på trods af, at Jesus lige var død…  

Ville han have taget sit tøj på, åbnet døren og begivet sig afsted, hvis ikke der var en eller anden grad af tiltro til, at der stadig var et liv at leve?

Og da de andre disciple fortalte, at Jesus havde vist sig for dem, ville han så ikke bare have afvist det, hvis troen havde været helt fraværende?

”Hvis”, siger Thomas. Jeg tror kun på det, HVIS jeg kan se hullerne i hans hænder og stikke min finger gennem dem, og HVIS jeg kan stikke min hånd ind i såret i hans side….

Hvis jeg kan gribe ud efter det og holde fast, holde fast om det sikre…

Thomas og disciplene var lige så tvivlende, som vi er. Vi har også mest en usikker viden, vi har ikke altid meget tillid, og hvordan med troskab?

Vi søger også altid at gribe ud og holde fast i det i det sikre, at bringe os i sikkerhed…  

Der er ikke så langt mellem disciplene og os. Der er langt i tid, et par 1000 år, men der er ikke langt i de menneskelige træk…

Når verden forandrer sig og alt det, vi har sat vores lid til og som vi har troet på, er væk, så vakler vi og tvivler…  

Tro kan opstå (igen), selv i det sorteste mørke. Ud af jord og grav og muld. Ud af sorg og længsel og tvivl…

At tro eller at mærke Guds nærvær det tror jeg ikke kun er noget, der sker én gang og så er det konstant og vedblivende. Det finder sted igen og igen og føjer nye erfaringer til…

Der sidder disciplene og ligner os, og så sker der noget mirakuløst. Han kommer til dem igen. Han går gennem lukkede døre og står pludselig midt iblandt dem, og det første han siger er fred være med jer…

Hvis ikke han kunne gå gennem lukkede døre, var han aldrig kommet ind. For de havde jo barrikaderet sig, som mennesker nu kan barrikadere sig ved at låse dørene, opgive håbet, miste tilliden og miste troen og miste livsmodet…

Og sådan går han også i dag igennem vores lukkede døre. Vi har hver især gjort erfaringer, der har gjort os skeptiske og måske har vi indimellem også mistet troen (for en stund), tvivlet. Vi kender godt trangen til at gribe ud efter det sikre og faste og bringe os selv i sikkerhed…

Men Jesus vil, at vi lever ubeskyttet, uden frygt, der hvor vores medmenneske har brug for os – sådan som han selv gjorde det. Når han gik ind hos de mest forhadte i befolkningen, dem der var udenfor og hårdt stemplet…

Jesus kendte ikke til at lukke døren af frygt for nogen…

Og derfor bliver han ved med at komme til os igennem alt det, der spærrer for livet udenfor, fordi kærligheden i sin opfindsomhed altid finder vej…

Han giver dem (disciplene) og os skrøbelige mennesker Guds ånd ved at ånde på os. Det er den ånd, der trænger ind hjertet og driver frygten ud, så vi kan rejse os som modige mennesker og gå ud i verden udenfor og række alt det videre, som han gav os: tro, håb, kærlighed – og fred!

AMEN