Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. AMEN  Markusevangeliet 10,13-16

PRÆDIKEN 

I kirkeåret har vi nu bevæget os ind i helligtrekongertiden…

Selvom vi har lagt julen bag os, så klinger den med i vores sind og vores hjerte, som en slags efterklang midt i vores hverdag, som vi allerede er godt i gang med…  

Det forhold afspejler sig på flere måder i teksterne til denne søndag, 1. søndag efter helligtrekonger…

Julen er, at det guddommelige er kommet til jorden, at guddomsfylden har taget bolig i barnet, som vi hørte det i teksten fra alteret…

Og evangelieteksten udfolder i forlængelse af det, hvad det betyder for vores menneskeliv (i hverdagen)…

Det guddommelige er midt iblandt os i kraft af Jesus: At han vil os det bedste ved at pege hen på gudsriget. Og lige netop glimt af gudsriget kunne vi godt ønske os for det kommende år…

Vi lever i en tid, hvor meget af det, som for blot et år siden syntes at være givet, nu står til forhandling. Og meget af det, som syntes at stå fast, er nu i bevægelse...

Vi kan ikke og skal ikke forsøge at unddrage os disse bevægelser. Jeg tror, at vi ved at gå til gudstjeneste og høre evangeliet, kan få et andet perspektiv på verden.

Det kan give os en ny horisont, en åbning til nye livsmuligheder. Give os mod og håb til at gå ud i verden.

Og med sindsro kan vi tage fat på det kald og de opgaver, det nye år bringer på trods af det mørke og den modstand, der truer os i tiden…

Det bliver muligt for os at generindre, hvad vi – eksistentielt set – kan have glemt i 2025´s mørke. Og nu, hvor dagene omsider bliver lysere igen, er det tid til at komme i kontakt med det, vi dybest set længes efter og trænger til og kan lade vores liv beror på.

Evangelieteksten om at lade de små børn komme til Jesus minder os om det grundlæggende ved vores eksistens, som vi måske i al vores voksenhed har glemt…

Budskabet er, at vi voksne skal huske, at vi ikke kan tilrane os gudsriget. I stedet må det modtages som den magtesløse, der ikke kan andet end at modtage…

Børnene illustrer netop dette…

Teksten er velkendt. Næsten lige så velkendt som teksten til juleaften, fordi den bliver brugt hver gang, der er dåb i kirken.

En gruppe kvinder, mødre er det, forsøger ivrigt at bringe deres børn til Jesus for at han skulle røre ved dem, men disciplene forhindrer dem i at komme tæt ham…

Og det bliver Jesus vred over, og understreger over for disciplene, at gudsriget er deres, altså børnenes, fordi de er i stand til at modtage det tillidsfuldt og åbent. De er forbilledet…

Disciplene derimod bliver med deres aktivitet og magtudøvelse eksemplet på det modsatte. Peter fremturer med at tro, at det afgørende er hans egen magt, hans kunnen og vilje til at følge Jesus – selv ind i døden…

Men også Peter kommer til kort. Da han senere fornægter Jesus, rakte hans kunne og vilje ikke langt. Han blev som et barn i betydningen: magtesløs og passiv. Og han fik livet igen…

I antikken havde børn ikke en egenværdi, men fordi de her fremhæves som netop børn, får de det, værdi!  

Måske er det en integreret del af kristendommen (og bliver det i hvert fald med barnedåben) at børn får selvstændig værdi…

Det er med til at skabe et nybrud i opfattelsen af børn: At hvert eneste menneskebarn får sin egen værdi givet. Den skal ikke erobres…

Efter sigende har Karl Marx sagt: at man kan tilgive kristendommen for meget, fordi den har lært os at elske vores børn…

Måske er netop denne teksten grunden til det?

Kravet om, at vi skal være som børn for at møde gudsriget, er virkelig svært for os voksne mennesker at leve op til. Ja, måske umulig?

Vi er alt for styret af vores fornuft og vores erfaringer, skuffelser og bristede drømme. Vi tager forbehold, forsøger selv at tage kontrol. Det tror jeg godt, Jesus ved…  

Der er meget, der kalder på kontrol. Måske især i denne tid. Men måske er det ikke troen, håbet og kærligheden, der taler, men angsten, der råber…  

For barnet er det helt naturligt at tage imod kærlighed og lade sig elske. Men for det voksne menneske er det netop svært at ligne de små…

Men det er sådan vores forhold til Gud skal være. Vi skal tage imod kærlighed, gudsriget. Gud elsker os først, og vi behøver ikke at tænke på, hvad vi kan gøre til gengæld…

Vi er elskede forud…

Kærlighedens uligevægt, asymmetrien mellem Guds kærlighed og vores, er det bærende, det smukke. Deri ligger en uopslidelig trøst, når det brænder på andre steder i tilværelsen.

Begyndelsen til gudsriget var aldrig kommet i stand, hvis Gud ikke havde turdet blotlægge hjertet af sin guddomsfylde ved at komme herned til os og vise os, hvad en sand Gud er, og hvad et sandt menneskeliv er…

Sådan begyndte det hele: Ikke med at vi elsker Gud, men at han elsker os. Ikke med at vi finder ham, men at han finder os.

Det hele begynder med, at guddomsfylden tog bolig i Jesus. Han elskede os først. Han gav os alt inklusiv sig selv…

Barnedåben fortæller det klart og tydeligt: at vi skal tage imod. Og det er det samme i nadveren. Martin A. Hansen beskriver, hvordan han efter at have været til alters følte, at han trådte anderledes på jorden, da han gik derfra – som lettere. Ikke fordi han havde præsteret en særlig stærk fromhed ved alteret, men fordi han havde modtaget noget, der bar ham.

Gud er den store, usynlige uudgrundelig skaber- og kærlighedskraft og samtidig konkret til stede i vores medmennesker og i vores erfaring af, at der findes håb og kærlighed i vores liv.

Gud kommer til os i det nære, når vi røres og varmes af livet og hinanden. Så bliver det usynlige synligt, det abstrakte konkret…

Vi ved godt, at dåben ikke er en forsikring mod, at der kan ske os alt muligt ondt, vi lever ikke uden også at møde modstand i livet.

Vi kan heller ikke leve uden at gøre hinanden ondt. Livet er ikke uden bøvl og besvær og vi kan bestemt miste modet, blive fyldt med frygt for fremtiden…

Men Jesus åbner en vej for os, hvor han lader sit lys og sit liv skinne ind, så vi kan finde vej ud til ham og til hinanden…

Ligesom de helligtrekonger. De gik efter lyset. De fandt en vej i mørket uden om denne verdens magt (uden om kong Herodes). De fandt hjem af en anden vej…

Evangeliet om, at Gudsriget er vores, betyder nye livsmuligheder; det er muligheden for forandring og genskabelse, når vi er kørt fast.

Derfor hører vi dette evangelium til enhver dåb, og derfor skal vi også hører om det i en prædiken på denne søndag…

Det giver os et andet perspektiv på tilværelsen, en åbning, der gør livet større og rigere. Udsigten er anderledes, bevidstheden er anderledes. Bevidstheden om, at vi altid hører til i gudsriget, uanset hvor hjemløse vi kan føle os i vores liv, i tilværelse eller i verden, uanset hvor svært det hele kan se ud…

Når Gud rører os, kan vi mærke, at vi hører til, at der en plads til os, dig og mig. Vi finder vores plads som mennesker i verden og tager den opgave på os at være Guds hænder og lys i verden…

Åben dit hjerte og tro det. Der er en vej at gå i tillid, tro og åbenhed for fremtiden. Amen