Påskemeditation Langfredag 2026

Hvad er det med det kors og denne lidelse som møder os i hvert et kirkerum. Har det en betydning? Betydning er måske et helt forkert ord at bruge, for kan vi overhovedet tale om en mening på det kors Jesus hænger. Er det ikke det mest tomme sted i verden! Skal vi tale om en mening, kan det måske alene være i det faktum, at Jesus døde for sin sags skyld.

Lang-fredag – navnet fortæller om denne dag som ond og mørk og derfor ulideligt lang. Vel og mærke set fra det lidende menneske. Vi kender godt til hvordan smerter og lidelser fylder tiden, og vi synes at det liv som vi i rask tilstand oplevede gik hurtigt, nu i smerternes vold bevæger sig langsomt. Bedre at ty til den engelsksprogede verdens tale om Jesu dødsdag som Good Friday. Hvor det navn stammer ved vi ikke rigtig. Måske har det noget at gøre med det tyske udtryk ”Gottes Freitag” eller ”Guter Freitag”. ”God” og ”Gud” peger i retningen af en positiv forståelse af denne dag, hvor Jesus blev korsfæstet. At der trods alt var et håb at hente i den lidende mand på korset.

Jesu lidelse har en særlig status ikke bare indenfor den kristne tro, men også menneskeligt og kulturelt. Ikonet over al menneskelig lidelse ser vi i den lidende Jesus på korset.

Korset som ender med at blive kristentroens symbol. Korset tegnes igen og igen ved kirkelige begivenheder, over dåbsbarnet, konfirmanden, over den døde i kisten og ved gudstjenesten over alle. I kulturen om det er malerkunsten eller filmmediet er det blevet fortolket på mangfoldige måder igen og igen. Korset er det sted Jesus blev hængt op på, led og døde.

Det er en kendt sag, at langfredag har betydet meget som det spejl, mennesker har kunnet holde op for sig selv i deres egen lidelse. Der var et menneske der havde lidt før og gået uendelig meget igennem. Det kan gav kræfter til selv at stå lidelsen igennem. Markus fortæller om et menneske, der mistede al mening. For hvem Gud blev helt borte. ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Gud holder sig borte. Gud er død. Guds fravær. Det er alt sammen udtryk for langfredagserfaringen. En erfaring vi kender til fra eget liv eller har mødt i andre mennesker. En dag rammes vi af smerten, lidelsen og Gud bliver borte. Og det kan der ikke gøres noget ved.

Gud er på engang identisk med Jesus og forskellig fra ham. Gud er også med da Jesus hænger på korset. Det er hvad råbet efter Gud afslører. Og ikke andet er Gud nærværende i sit fravær. Gud både dør og ikke dør med Jesus.

Hvad det her handler om beskriver den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson i sin bog Fisk uden fødder. Jeg tænker på det lys som korset med dens smerte, lidelse og ensomhed kaster ind over vores liv når vi oplever det samme: Vi har så meget: Gud, bønner, musik, teknologi, videnskab; hver dag sine opdagelser, bedre mobiltelefoner, kraftigere teleskoper, men så er der en som dør, og du har ikke længere noget, famler efter Gud, griber om skuffelsen, griber om hans kaffekop, om hårbørsten med hendes hår, gemmer det som en trøst, som noget magisk, som en tåre, som noget der aldrig kommer igen. Hvad skal man sige til det? Sandsynligvis ikke noget, livet er uforståeligt, det er urimeligt, men vi lever det alligevel, kommer ikke uden om det, kan ikke andet, livet er det eneste vi med sikkerhed har, dette klenodie, dette værdiløse bras. Efter livet er der sikkert ingenting. Og alligevel begyndte det hele med død. Nej, det holder nok ikke, for døden er slutningen, den som tysser på os, tager blyanten fra os midt i en sætning, slukker for computeren, får solen til at forsvinde, himlen til at brænde, døden er selve meningsløsheden, vi vil absolut ikke tilskrive den nogen begyndelse, det går ikke. Døden er Guds brist på argumenter, det der opstod da Gud, måske i desperation, blandede grusomhed og sorg sammen, fordi skabelsens kabale tilsyneladende ikke ville gå op. Men i enhver død bor der nyt liv.

Når det giver mening at tale om at der i døden bor nyt liv er det fordi det er sådan vi erfarer det. Efter tabet af et menneske går livet videre. Vi er i sorg og nogle gange i en dyb og smertefuld sorg. Men der et liv der fortsætter. På en måde gør vi det som troen taler om. Vi gør opstand mod dødens magt. Med Jesus dør ikke bare han, men døden dør.

Derfor er langfredag heller ikke afslutningen. For hvis døden dør, må der være mere at sige. Langfredag alene set fra korset rummer intet opbyggeligt. Korset er både forfærdende og fascinerende. Døden ryster os, men det gør overvindelsen af døden ikke mindre. Det er den tomme gravs erfaring.  

Både korset og den tomme grav efterlader os med det uudsigelige. Vi bliver stumme. Alligevel er det langfredagens lidelse og død der er kristendommens fødsels sted.

Tavsheden som er denne dags egentlige udtryk forløses i en påskesalme når vi udbryder: ”tag det sorte kors fra graven! / plant en lilje, hvor det stod!” Amen