EVANGELIELÆSNING

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.

Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste.

Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.

I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« Joh 4,5-26 Amen.

PRÆDIKEN  2.s.e. HK - 14.01.2018

Under en vandring gennem Samaria kommer Jesus til Jakobsbrønden. Han er træt og standser der, mens hans disciple går ind til byen for at købe noget mad. Det er midt på dagen og  solen brænder meget stærkt.

En kvinde trodser middagsheden og nærmer sig brønden. Hun vil hellere gå i den brændende sol, end at risikere de andre kvinders brændende blikke og spydige kommentarer. Da hun kommer hen til brønden, beder Jesus hende om noget at drikke.

Jesus bryder dermed en af farisæernes regler. Det var upassende at tale med en kvinde - og helt galt, hvis hun var en samaritaner. De rettroende jøder undgik helst at komme i kontakt med samaritanere.

Men Jesus taler til hende, for han er tørstig. Han har brug for at få noget at drikke. Og han har ikke selv nogen spand, så han kan hente vand op af den dybe brønd. Derfor beder han den samaritanske kvinde om hjælp. Ved at bede hende om en tjeneste viser Jesus hende respekt og anerkendelse. Det bringer ham med det samme på talefod med kvinde.

Hun er ikke klar over hvem det er hun taler med. Men langsomt begynder hun at forstå at Jesus ikke er hvem som helst.  Der er noget særligt ved ham og da han siger: "Hvis du kendte Guds gave og vidste hvem det er der siger til dig: 'Giv mig noget at drikke', så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand." (V. 10) Lige så stille går det op for hende at han kan være Messias. Den nye Messias der skal komme og vende alting på hovedet.

Den svenske forfatter Margareta Melin skriver således i sin bog 'Den indre kilde': "Da hun kom hen til brønden, havde hun set ham sidde der, en jødisk mand omkring de 30. Hun havde sukket og følt sig godt træt af mænd. Hun vidste hvad de var ude efter. De så hendes ydre, men hendes indre fik de ikke øje på. De ville beruse sig i hendes vin, men hendes egen tørst ville de ikke vide af.                    

        Men Jesus var anderledes. Helt enkelt og ligetil havde han stille mødt hendes blik og bedt hende om noget at drikke. Uden at skamme sig over sine behov bad han hende om hjælp. Da han havde stillet sin tørst ved hendes vand, begyndte han at tale om sit vand.

        – Den som drikker af dette vand, bliver tørstig igen, havde han sagt. Men den som drikker af det vand jeg vil give, kommer aldrig til at tørste mere. Det vand som jeg vil give, bliver i ham et kildevæld som rinder til evigt liv.

        Ikke at hun forstod hvordan man kunne gå omkring med en kilde indeni. Men han var så troværdig, og sagde det så selvfølgeligt at hun ingen indvendinger havde. I stedet tænkte hun på, hvilken befrielse det ville være, hvis hun kunne holde siesta lige som alle andre, og derfor sagde hun til ham:

        – Giv mig sådan noget vand, så jeg ikke behøver at blive tørstig og løbe herud og trække vand op.

        Da havde han bedt hende om at hente sin mand. Hun havde ingen mand, ikke officielt i hvert fald. Men hvad havde det i det hele taget med vandet at gøre? Da han så blev ved med at tale om mændene, gik det pludselig op for hende, hvad det var for en tørst han hentydede til. Det var hendes livs tørst, han talte om, den alt for velkendte, altid nærværende tørst. Tørsten efter fællesskab, kærlighed, helhed, sammenhæng ... Den var i hende som en uro, et bestandigt savn, en søgen efter noget andet og mere.

        Hun havde søgt at slukke sin tørst og give sig hen i kærligheden hos den ene mand efter den anden. Men hun var blevet såret og skuffet, og med sorg havde hun måttet indse hvor lidt kærlighed der egentlig var i hendes eget og de andres hjerter.

 På ingen tid havde Jesus overvundet hendes forsvarsværker og skuffelser og vakt et håb til live i hende. Lige som Tornerose, der blev vækket af sin århundredlange søvn af en fremmedes kys, sådan var han nået ind til hendes inderste jeg og var begyndt at bryde isen op. Det var begyndt at risle og synge om et nyt forår i hende, og det ville hun dele med alle.

– Kom! råbte hun ivrigt. I må absolut træffe den mand. Han kunne fortælle mig alt hvad jeg har gjort. Han er sikkert Messias, ham, som vi har ventet på, og som skal befri os alle.

 Det forunderlige var egentlig ikke at han havde sagt hvad hun havde gjort, men at han samtidig havde set hvem hun var. Han havde set gennem handlingerne og helt ind i hendes hjerte. Hun havde smagt hans vand, og et håb var født i hende ... håbet om at hun aldrig mere behøvede at leve med en uslukket tørst." Citat slut.

 Jesus hjalp kvinden ved at vise hende, at det vand hun i virkeligheden havde brug for, var Guds ord. Det levende ord. Det levende vand.

Det var det hun savnede. Det var det hun hele sit liv havde længtes efter. Meningen med hendes liv. Meningen med hendes lidelser. Hun behøvede levende vand for at slukke hendes tørst, som med årene bare var blevet større og større.

Kvinden havde mødt en mand der vidste god besked om alt hvad hun havde gjort. Men trods det havde han ikke bebrejdet hende noget, men set ind i hendes hjerte. Varmen i Jesu blik havde fundet vej ind til hendes sande jeg, hendes egen kilde, og havde sat et tøbrud igang.

Det gik op for hende at det vand Jesus ville give hende kunne slukke hendes tørst for evigt. Det var et indre kildevæld med vand til evigt liv. Det var en gave, som Jesus tilbød hende, uden at hun skulle gøre andet end at tro på at han var Messias, der var kommet for at befri hende og alle der ville tro på ham fra al synd. Rense dem alle fra synd ved at lade dem drikke af Guds vand, der er kilde til al liv.

Det vand som også Jesus tilbyder os. Det vand der kan slukke vores tørst efter at få fred i vores hjerter. Det vand der kan lære os at elske os selv og alle mennesker som vores brødre.

Sådan har vi alle en længsel efter Gud. På en eller anden måde ved vi godt at vi ikke kan nøjes med at fylde vores liv med det materielle. Vi danskere er så rige på materielle ting, men er vi lykkelige? Har vi fundet livets mening i vores mange ting? Er det lykken at have et stort og flot hus? Er det lykken at have en god bil? Nej, alle disse ting er gode. De er Guds gode gaver, som vi må takke ham for. Men vi skal passe på at vi ikke bilder os selv ind at det er det vigtigste i livet, eller at det er det der giver os et rigt og meningsfuldt liv.

I Jesus møder vi en kærlighed fra Gud, der bryder alle grænser og favner alle – også de mest udstødte. Jesus vender sig særligt imod den, som måtte tænke: "mig har Gud ikke blik for”.

Jesus vil gerne åbne vores inderste. Trænge ind i vores lønkammer. Vores inderste tanker. Vores inderste frygt. Han ved godt, hvad der befinder sig i det allerinderste baglokale i vores liv – der hvor vi næsten ikke selv tør komme, og da slet ikke vover at tage andre med ind. Den som tager Jesus med derind vil opleve en, der ved besked – som accepterer dig med det der er der inde – han siger ikke god for roderiet – men han accepterer dig. Og når vi lukker op for Guds Søn, vil han installere en kilde med levende vand inde i os.

"Det vand, siger Jesus til kvinden, som jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." Det er noget vi ser igen og igen i fortællingerne om Jesus at han altid møder mennesker med en accepterende kærlighed.

Når du føler dig dømt, så vil du hos ham møde accept og kærlighed. Det betyder at når du føler dig alene, er Jesus, som selv har prøvet at være allermest alene – han er hos dig. Det betyder, at når du føler dig svigtet af andre, så svigter han, -som selv prøvede at blive svigtet af andre, dig ikke. Og du skal ikke gå over åen efter vand – han vil give dig det lige her – "i dig skal det vand blive et kildespring til evigt liv”. Du skal drikke tilgivelse – drikke kærlighed –drikke mening – drikke håb – drik nåde og fred. Lad os drikke det levende vand – Jesus Kristus – han er det levende vand som kun Gud kan give os!

Det bedste og vigtigste for et menneske er at have fred med Gud. Det får vi ved at tro på Jesus: at han er Guds Søn og vores frelser. Når vi gør det, er vi virkelig lykkelige. Da har vi fået stillet vores dybeste længsel. Da har vi fået slukket vores tørst.

Det begyndte med en kvinde ved en brønd i Samaria og det fortsætter med os og kommende generationer. Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. AMEN