Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.« Matt 6,5-13.

PRÆDIKEN

Det er nytårsdag. Den første dag i det nye år. Den første dag ved indgangen til et nyt år. Det er dagen hvor vi skal til at sætte vores nytårsfortsætter i gang. Hvad har vi lovet os selv vi ville gøre bedre i år?

Hvis vi går på nettet vrimler det med artikler og blogs om hvordan vi kan holde vores nytårsfortsætter.

Vi får pebet ørene fulde om hvorledes vi skal leve vores liv. Ugebladene og selverklærede guruer udråber mantraet: 'Er der noget i dit liv, du vil have ændret – så gør det nu! Og gør det hellere i dag end i morgen og gør det på en dag som denne, den første dag ved indgangen til et nyt år'.  

Storm P. Har en vittighed der lyder: Det er svært at spå, især om fremtiden.

Ja, gid vi vidste hvad fremtiden ville bringe os. Helst af det gode, det onde vil vi ikke vide af. Spar os for tårer og sorg. Giv os kun glæder. Men det ene kommer sjældent uden det andet. Som Kingo så smukt skriver i sin salme 'Sorrig og glæde de vandre til hobe'. Den beskriver kontrasterne i livet. Det liv vi hver især lever. Vi kender alle til lykke og ulykke. Til medgang og modgang. Begge dele er været med til at præge os. Gøre os til dem vi er i dag.

Vi mennesker har det med at komme med det ene imponerende løfte efter det andet, hver eneste gang det er nytår – igen og igen... For det er ligesom liiiidt svært at holde fast i løftet når vi når hen i marts, og når det er slutningen af april måned kan vi måske lige pludselig tage løftet op igen, for sommeren nærmer sig, og med det så er det hvor vi begynder at smide tøjet. Vintertøjet, ret forstået. Vi vil gerne fremstå smukke og unge. Fulde af muskler og med flad mave. Det er her hvor vi finder ud af at, den går altså alligevel ikke. Vi kan ikke nå at tabe os 10 kg inden vi hopper i bølgen. Men næste år... lover jeg at....osv. osv. 

Det går op for os, at vi  allerede har glemt vores nytårsforsæt.  Men det er nemt at sige det i maj/juni måned, for om sommeren er der sååå bekvemt langt til Jul. Det er så dejligt at glemme alt om nytårsforsætter.  Ærligt talt, det ligner mest af alt selvplageri i stil med det en hamster præsterer, når det drøner rundt i et hamsterhjul. Vi kommer jo aldrig ud af stedet og bliver hængende i vores dårlige samvittighed.

For hvad enten vi afgiver vores nytårsforsæt stille for os selv – eller vi gør det i al fortrolighed med grødet stemme overfor et festklædt nytårsselskab – så mener vi i slutningen af året, at et nytårsforsæt er et løfte, som vi sandelig har tænkt os at holde! Så er tonen slået an – og den skal holde hele vejen! Indrømmet: Det er et stort øjeblik – det er det altid – når man afgiver sit nytårsforsæt: „I år vil jeg holde helt op med at ryge. Jeg holder op i morgen. Altså i morgen aften – når pakken er tømt. Herefter vil jeg ikke ryge mere. Måske til fester, men så kun til fester. Og kommer der perioder, hvor behovet for røg er til stede, så allerhøjest ryge en ti-styks pakke om dagen – nej, om ugen."  Eller: „I år vil jeg se mere til familien. Jeg vil besøge min gamle mor noget oftere – måske ikke hver uge, hvis der er travlt, men oftere. Derudover vil jeg sætte tempoet ned. Så jeg vil kun tage arbejde med hjem først på ugen. Der skal også være tid til familien. Og tid til at få spillet mere golf.

Det er egentlig mærkeligt at tænke på, men mange nytårsforsætter ville ændre adfærdsmønsteret radikalt hos rigtig mange mennesker – hvis de virkelig blev overholdt. Men det sker i grunden sjældent. Og det er ikke fordi, der mangler viljestyrke, når nytårsforsættet skal afgives – men når man er nået et stykke ind i januar måned, så finder man ud af, de fleste nytårsforsætter er afgivet under pres. Et pres, som man har pålagt sig selv i ønsket om at være herre over sin fremtid. 

Men kan vi være herre over vores fremtid? Vi forsøger, gør os umage, tror vi tager kontrol over vores liv, men pludseligt sker der ét eller andet, som får det hele til at vælte, som et korthus. Også selvom vi har planlagt alt omhyggeligt. Vi kan kun håbe og tro på at vi selv bestemmer vores fremtid, men vi kan ikke vide det. Det er det samme med løfter.

Vi tror vi kan fuldføre dem, men må ofte give slip. For i det øjeblik, hvor nytårsforsættet blev afgivet, havde man selv en stærk tro på at man både ville og kunne holde dette løfte. Men om det så skyldes begivenheder, som vi ikke er herre over, eller andre faktorer, der hindrer os i at holde, hvad vi har lovet os selv nytårsaften, så ender det i regelen ikke, som vi ønskede. Ligesom sidste år. Og året før.  Men hvad kan vi så? Skal vi blot sidde resigneret med hænderne i skødet og lade begivenhederne gå deres vante gang? Vi havde engang en drøm om at kunne påvirke vores liv i en retning, vi selv ønskede. Men når selv et nytårsforsæt ikke kan holdes – hvad kan vi så? Vi kan ved indgangen til et nyt år lytte til de ord, som Jesus Kristus taler til os i evangeliet til i dag – og til alle dage. Vi kan bede Fadervor, enten for os selv eller sammen med andre. For Fadervor er den bøn, som passer enestående til nytårsdag og de tanker, der fylder os.

For bønnen er både rettet bagud mod den fortid, som vi kender så godt og ikke kan gøre om, og forud mod fremtiden, som vi ikke kender overhovedet men gerne ville forandre og påvirke i den rigtige retning.  Tanken om vores egen, personlige skyld er en del af vores fortid. Den skyld, der knytter sig til alt det gode, som vi ikke fik nået eller udrettet – og den skyld, der knytter sig til det onde, som vi fortryder vi fik sagt eller gjort. Og tanken om vores magtesløshed – det er også en del af vores fremtid. For vores magtesløshed knytter sig til vores vilje til at gøre vores indflydelse gældende; selvom fortiden er rig på begivenheder, som vi ikke kunne påvirke det mindste. Men i Fadervor lægger vi både vores fortid og fremtid i Guds hænder. Vi beder Gud om at forlade os vor skyld. Vi beder Ham tilgive de mange gange, hvor vores vilje og gode intentioner ikke slog til – de mange gange, hvor vi havde det hele i munden, men ikke i hjertet. I Fadervor beder vi Gud tilgive os vores fortid.  Og samtidig lægger vi også vores fremtid i Guds hænder. For når vi beder Fadervor, så beder vi Gud om at give os en ny begyndelse. Vi beder Gud om at rengøre vores tavle, eller 'tabula rasa' som det hedder på latin. At vi kan få lov til at starte på en frisk. Så vi på ny kan se på verden med nye øjne og undres over det skabte. Vi beder om en fremtid fuld af tro og håb.

Håb om ikke at blive skuffet, hvis tingene ikke udvikler sig som vi gerne vil, og tro på at det alt sammen nok skal gå.  Vores bøn til Gud ikke et smart, kristeligt salgstrick, der giver os garanti om at fjerne alle vanskeligheder fra vores vej og i tilgift få alle vores ønsker opfyldt.

Det er som med den lille dreng, hvis mor havde lært ham Fadervor og fortalt ham at Gud altid lyttede til hvad man bad om. Denne lille dreng var til en stor familiefest, hvor alle kiggede forventningsfulde på ham. Her stod han og skulle til at kysse sin kusine på kinden. Han bad inderligt sit Fadervor til Gud, for at slippe for dette, for hvad var mere frygteligt end at skulle kysse en pige? Alle ved jo hvor farlige piger er?

Det vides ikke hvordan denne historie endte. Men I kan hver især lægge hvad I synes i den. - pointen er dog, at den lille dreng bad i håb om at hans fremtid ville forblive overskuelig og kontrollerbar.

Det samme sker for os, når vi ønsker at kunne kontrollere vores fremtid. Men vores bøn til Gud er ikke et her og nu - 'kære Gud, få mig ud af denne knibe' bøn, eller et nytårsforsæt –

Fadervor betyder, at vi er sammen med Gud. At når vi folder vores hænder, eller i vores stille indre beder, så lægger vi vores liv i Hans. Bønnen fortæller, at Gud er nærværende, at Han hører os, og tager imod os som dem vi er og med det vi formår. I bønnen kan vi lægge vores håb. Et håb, der rækker langt ud over og selv og det, som vi selv mener at kunne påvirke. Og med dette håb kan vi ønske hinanden: Glædeligt nytår!